Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Nibelvang og Gerner Larsson – 3:3

 

 

Læs her Knud Højgaards sidste del af beretningen om Martinus to første elever – den ældre Lars Nibelvang og den unge Erik Gerner Larsson.

 

En enkelt kommentar trænger sig dog på. Som noget helt centralt hæfter vi os ved, at vi først i artiklen får Nibelvangs gengivelse af Martinus eget svar ("Jeg er essensen...") på N's spørgsmål om, hvem han, Martinus, er. I (2) s. 23-24 kan vi læse Nibelvangs medrivende "øjenvidneskildring" af den pågældende samtale med Martinus. Nibelvang var fuldt til freds med svaret og anfører, at det måske vil være tilfredsstillende for flere den dag i dag (1945). Nu, et halvt århundrede senere, er det min absolutte opfattelse, at den beskrivelse af sig selv, som den unge Martinus gav søgeren Nibelvang for nu snart trekvart århundrede siden, står lysende klar, smuk og eviggyldig.

Et udsagn fra slutningen af artiklen må have nogle forklarende ord med på vejen. Nibelvang lader forstå, at han påtænker at udgive en bog med titlen "Martinus som lærer og menneske". Vi ved ikke, hvor langt dette manuskript var fremme, da N skrev artiklen, men må blot konstatere, at en sådan bog ikke eksisterer, og at manuskriptet (i sin helhed?) aldrig er komme til offentlighedens kendskab. Det må her nævnes, at også et andet(?) manuskript savnes. Nibelvang nævner (13), at han i årevis har haft et færdigt manuskript vedrørende Martinus liggende (se evt. Kosmos 1986/11, hvor det i en note nævnes, at man ikke fandt et sådant manuskript blandt N's efterladte papirer). Interessant er det, at Georg Talmer (redaktør af Okkultisten ved Nibelvangs død), der også skrev en nekrolog over Lars Nibelvang (akk. 1948/2), i nekrologen anfører, at N ved sin død var ved at skrive på fire bøger samtidig(!) (14). Men igen, beklageligvis er intet kommet til offentlighedens kendskab. Skulle der blandt Kosmos' læsere være nogen med en viden om et eller flere af Nibelvangs manuskripter, hører jeg meget gerne derom (via Kosmos' redaktion).

 

 

I 1945 er Martinus ikke længere den for offentligheden ganske ukendte person, han var i 1933. Foredrag og studiekredse har udbredt kendskabet til hans lære; og grundlaget for denne, Livets Bog, er nu væsentlig mere omfattende. LB2 udkom i 1941, LB3 i 1944 – og LB4 er under udgivelse, således at forstå, at der i hvert nummer af Kosmos indgår 16 sider af bogen (der blev fuldført i 1947).

Der er således behov for en "opdatering" af 1933-bogen, og Gerner nævner da også i sit forord, at han i de senere år ofte er blevet spurgt, om der ikke snart kom en ny udgave. Nu, hvor krigens rædselsår er ovre, vil Gerner imødekomme dette ønske, idet han vil forsøge at "give udtryk for hovedtrækkene i Martinus verdensbillede" og "drage de ting frem, jeg mener, ethvert menneske vil kunne have brug for, i håbet om, at disse ting vil kunne udløse inspiration til at gå i gang med studiet af selve hovedværket".

I de følgende ti kapitler løser Gerner nu denne opgave på bedste vis. Med udgangspunkt i den religiøse desillusionering, som de to verdenskrige har medført, omtaler han indledningsvis mennesket som værende stærkt forbundet med dyreriget og dermed med lidelsen. Vil det også være fremtiden? Nej, Gerners nu efterhånden langvarige samvær med Martinus, og den viden om livet, Gerner derigennem har modtaget, viser ham, at der er en vej fremad, en vej, som Martinus belyser med sit i Livets Bog skildrede verdensbillede. I det følgende gives så et omrids af dette verdensbillede, idet Gerner understreger, at omridset på intet punkt skal søge at erstatte selve værket, men kun kan give en kort og lidet udtømmende ekstrakt af dette for ham selv så betydningsfulde og inspirerende arbejde.

Af pladshensyn må jeg afstå fra at gå nærmere ind på Gerners skildring af Martinus verdensbillede – og blot nævne, at Gerner kommer "godt rundt om" det hele, idet han kun går i detaljer med det, der skønnes at have mest interesse for den kosmisk ny interesserede. Gerner understreger, at Martinus analyser er åndsvidenskab og nævner, at også Jesus var en kosmisk kemiker, men ikke alt kunne endnu komme frem. Gerner citerer: "Jeg ved mange ting endnu, men I kan ikke bære det" (Joh. 16, 12 – KH) og "Men kommende slægter skal få hele sandheden!". Apropos udsagnet om den religiøse krise understreger Gerner, at "Et større defensorat for kristendommen end Martinus livsværk findes ikke og kan ikke skabes; men vel at mærke den kristendom, der levede i Nazaræerens eget hjerte".

 

 

I bogens afslutning bringer Gerner i oversigtsform en kort biografi over Martinus liv og virke. Mange havde vel ventet en udførligere biografi, som i 1933-bogen, men dels er Martinus, som tidligere nævnt, mere kendt nu, og dels er det skildringen af verdensbilledet, der har været det centrale. Til sidst konkluderer Gerner, at bogens opgave har været at vise, "at det verdensbillede, Martinus har bragt os, i sig indeholder en sådan kraft og inspiration, at det uundgåeligt vil bringe enhver illusion om det som et begrænset tidsfænomen til at forstumme. Organisk forbundet med livet selv, som det er, vil det fortsætte med at fæstne og udbygge sit rodnet i vor egen mentalitet for sluttelig at sætte den blomst, der er dets mål: Fødslen af den forståelsens mentalitet, der ene er i stand til at give både den enkelte og samfundet den virkelig varige fred, alle i dag længes efter".

Men nu til Nibelvangs sidste artikel. Alene det, at N gør Gerners bog til genstand for en hel artikel, er forbløffende, idet N, som det er fremgået, havde et horn i siden på Gerner. Nibelvang indleder sin omtale af Gerners bog med at påpege, at hvis man vil forstå nødvendigheden af og værdien af Erik Gerner Larssons bog, må der først siges nogle ord om selve Livets Bog. I det følgende giver N så en dybt indlevet skildring af Livets Bog og konkluderer, at den er evig: "...man slipper aldrig uden om denne bogs antydninger og forlængelseslinier". Men hvad skal den jævne mand gøre for at få åndelige brødkrummer fra de kæmpemæssige bind? Godt, hvis der kunne laves et skitsemæssigt uddrag af nogle af de mest livsanimerende grundtanker. Nibelvang påpeger dernæst, at en sådan opgave allerede er løst af Martinus sekretær, Erik Gerner Larsson, og efter N's mening løst fortræffeligt. I det følgende giver Nibelvang så en gennemgang af Gerners bog og slutter med at nævne, at "Erik Gerner Larsson har dog ikke trasket Martinus epigonagtigt i hælene"; hans introduktion er frugten af de erfaringer, livet har tilmålt ham. Til sidst nævnes, at bogen også er udkommet i Sverige (i 1946, efter at Gerner i efteråret 1945 oprettede en studiekreds i Malmö).

Alt i alt en grundig og yderst positiv omtale. Og vi i den fjerne fremtid kan se tilbage og glædes over, at Lars Nibelvangs sidste artikel viser, at han omsider "gik i sig selv" og ydede Erik Gerner Larsson den anerkendelse, som han, Nibelvang, inderst inde nok hele tiden har vidst, at han var ham skyldig.

Ser man på Lars Nibelvangs store Martinus-artikel og Erik Gerner Larssons bog for at finde udsagn om dette aspekt – sagens situation og udvikling – finder man ikke så meget derom; hovedvægten har naturligvis ligget på at skildre personen Martinus og indholdet af hans lære. Begge forfattere har dog en tankevækkende bemærkning om Martinus rolle. Nibelvang skriver i indledningen til sin artikel, at han tror, at "vi alle kan blive enige om... at han vil blive et stridens æble for sin samtid". Interessant nok anvender Gerner næsten samme formulering i forordet til sin bog, hvor det hedder: "Jeg ved, at Martinus nødvendigvis må blive et stridens æble i vor verden". Dette må indebære, at begge forfattere regner med, at sagen stadig vil vokse hurtigt, så hurtigt, at den inden for en overskuelig tid vil vække anstød, vel først og fremmest i folkekirkelige kredse, hvis fastgroede dogmer er i modstrid med centrale dele af Martinus lære.

Man må nok i dag konstatere, at Martinus sag endnu ikke i nævneværdig grad er blevet et "stridens æble". Søren Hahn anfører da også (1994/4), at krigsårenes store vækst ikke var udtryk for en stabil interesse. Efter besættelsens ophør får folk "andre ting at tænke på, og interessen for Martinus sag dalede efterhånden til, hvad man med bagklogskabens øjne vil kalde "et naturligt niveau"".

Faldet i interessen indtræffer naturligvis ikke øjeblikkeligt. Tværtimod ekspanderer sagen markant – i det ydre – lige efter krigen. Instituttet (der blev erhvervet i 1943) ombygges og udvides, og i 1946 sker der en vældig udvidelse af "Kosmos Feriekoloni" i Klint, idet man også erhverver den store herregård Klintsøgård, der er nabo til feriekolonien. Selv den ellers meget nøgterne Martinus er en enkelt gang inde på, at sagens hurtige vækst kan fortsætte. I artiklen "1921-1946 – tanker på femogtyveårsdagen for mit åndsarbejdes fødsel" (Kosmos 1946/3-4) skriver han i slutningen: "Og yderligere kan det nu ses, at den dag slet ikke er fjern, da sagen må udvide med en ny og meget stor ejendom her i København".

Dette blev, som vi ved, alligevel ikke nødvendigt; og efter nogen tid måtte man skille sig af med Klintsøgård. Man kan gøre sig mange overvejelser om sagens vækst, om vilkårene på det korte og det lange sigt. Dette emne er nøjere behandlet i sidste del af (4), set i relation til Erik Gerner Larssons liv og virke. Lad mig, apropos, slutte denne artikel med endnu et citat fra Erik Gerner Larssons forord til 1945-bogen. Han skriver følgende om Martinus arbejde: "For dets fremtid behøver ingen at nære frygt. Det vil forsætte sin rolige, organiske vækst og med tiden nå de mål, dets natur indebærer".

Mon ikke vi, et halvt århundrede senere, må sige med Erik Gerner Larsson: "med tiden" – i erkendelse af, at Martinus sag er langsigtet – som en sag bør være, når den indebærer en så dybtgående ændring af menneskenes mentalitet og samfundsopbygning.

4. Artiklen "Fremtidens land 1933-1993" af Knud Højgaard, Kosmos 1993/4-5.

6. Larsson, Erik Gerner: Martinus: en introduktion. – Kbh. : Kosmos, 1945. 129 sider, 6 tavler: ill.

7. Larsson, Erik Gerner: Martinus: en kort fremstilling af hans barndom og ungdom, samt et lille indblik i hans lære. – Kbh. : Axel Andersens Forlag, 1933. 86 sider, 2 tavler.

13. I sin bog "Guddomsbegrebets udvikling i okkult belysning", 1941. (Se evt. (3) s. 30).

14. Talmer nævner bl.a., at manuskripterne hovedsagelig skildrer de mennesker, som Nibelvang var kommet til at holde af i sit afvekslende liv.