Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da det levende væsen i sin absolutte analyse ikke udgør en blot og bar fysisk genstand, men er af en så dybtgående natur, at dets fremtræden og oplevelse af livet betinges af en serie kræfter og realiteter, som endnu ligger langt udenfor den alfare vej for det jordiske menneskes almindelige tankegang og forestilling om livet, kan ovennævnte spørgsmåls besvarelse naturligvis ikke manifesteres uden netop at repræsentere sådanne fremmede tankeområder. Nævnte besvarelse vil derfor for det store flertal af mennesker virke fantastisk og fremmedartet, især for sådanne individer, der endnu er så primitive, at de tror om sig selv at være autoriteter på enhver tænkelig form for analysering og derfor på forhånd benægter alt, hvad de ikke forstår eller har evne til at sanse. For sådanne mennesker er disse linjer naturligvis ikke skrevet, men derimod for individer, der virkelig har evne og tolerance nok til at rette blikket mod de dybder eller den virkelighed, der for almenheden endnu skjuler sig under det tågeslør, vi kalder fantasi.

For at kunne gøre, hvad man vil, må man have en hundrede procent fri vilje. Ved hundrede procent fri vilje vil her være at forstå en total overvindelse af hindringerne for sit normale begærs tilfredsstillelse. Men da overvindelse såvel som hindringer kun kan eksistere som identisk med energi, vil viljeudløsning således være det samme som en reaktion mellem to former for energi. Og den fri vilje vil altså kun kunne opleves der, hvor de kræfter, der repræsenterer viljen, er stærkere end de kræfter, der repræsenterer hindringerne. Der hvor det modsatte er tilfældet, vil individet jo ikke kunne få sit begær tilfredsstillet og føler derfor sin vilje fængslet eller bundet. For at få viljen fri, må man altså nå frem til at kunne befordre denne med kræfter, der er højere end de kræfter, der udgør hindringerne. Og det er netop denne tilegnelse af evnen til at benytte højere og højere kræfter for befordring af sin vilje, vi i den daglige tilværelse oplever under begrebet udvikling. Når de levende væsener udvikler sig fra lave, primitive til højt udviklede former for liv, vil det i virkeligheden kun sige, at de får evne til at benytte sig af mere og mere overlegne energier for befordring af deres vilje, hvorved hindringerne i tilsvarende grad bliver formindsket for til sidst helt at ophøre. Og individet har da en hundrede procent fri vilje. At få en fri vilje består altså i at gøre sig energierne eller kræfterne underdanige.

Vi er altså her nået til grænsen for de kræfter, som de jordiske mennesker i udvikling er nået frem til at beherske, og dem de ikke behersker. De energiformer, de nævnte væsener behersker, vil altså repræsentere første og anden grad. Disse to grader i forbindelse med tredje grad udgør det, vi kalder fysisk materie eller de materielle kræfter. Og indenfor disse kræfter er de jordiske mennesker i et ikke helt ringe område nået frem til at gøre sig disse underdanige. De har således til en vis grad gjort sig til herre over ilden, til leder af lynet. I form af hestekræfter lader de elementerne befordre sig over land og hav, gennem luft, vand og æter. Ved hjælp af tekniske apparater har de forlænget deres fysiske sanser. De begynder at få indblik i fremmede verdener. De er indviet i elektronernes gang. Det enkelte individ kan tale til hele jorden og høres gennem hele verden på en gang. Gennem fototeknikken kan det endog midt i nattens mørke skue dagens lys. Menneskene er således godt på vej til at gøre sig til en hundrede procent hersker over visse dele af verdensenergiernes område og er dermed i tilsvarende grad på vej til at få en hundrede procent fri vilje eller evne til at gøre, hvad de vil i samme område. Men ikke desto mindre er det således erobrede område alligevel af en så ringe dimension i forhold til det område, der endnu ikke beherskes af den menneskelige bevidsthed, at menneskene føler tanken om fri vilje som en utopi, som en abnormitet, i særdeleshed fordi kræfterne jo netop er herre over menneskene, der hvor menneskene ikke er herre over kræfterne.

Da al absolut fuldkommenhed er baseret på det levende væsens beherskelse af kræfterne og ikke på det omvendte, og nævnte fuldkommenhed igen er basis for det absolut behagelige, mens ufuldkommenhed er basis for det absolut ubehagelige, vil kræfterne være overordentlig behagelige der, hvor de er gjort til tjener, men højst ubehagelige der, hvor de endnu er herre over væsenerne. Og det er netop i henhold hertil, at man kalder manifestationer, der repræsenterer en absolut beherskelse af kræfterne, for idealer, for det gode, ligesom de samme manifestationer jo også fremtræder som kernen i al religion og gudsdyrkelse. Er det ikke netop manifestationsformen, "at kunne gøre, hvad man vil", man har tillagt det højeste væsen eller Guddommen og samtidigt forjættet menneskene fremtrædende "i samme billede efter hans lignelse"? Og er det ikke også netop i henhold til ovennævnte, at man kalder manifestationer, der ikke repræsenterer en total beherskelse af energierne for "det onde", for "straf"? Er ikke "helvede" udtrykket for den tænkte højeste kontrast til det behagelige og "djævelen" udtrykket for den tænkte højeste modsætning til idealvæsenet?

Men når kærlighed er udtryk for kræfternes virkelige beherskelse, har jordens mennesker et godt stykke vej tilbage endnu at skulle træne sig op til at overvinde de højere grader af energier, før de fornemmer en absolut fri vilje. Disse energier er altså ikke fysiske og udtrykkes derfor også i den daglige tilværelse som åndskræfter. Disse kræfter er ikke direkte synlige for de fysiske sanser, fordi de vibrerer i svingningsgrader, der er rent mikroskopiske i forhold til de grovere svingningsgrader, de fysiske energier repræsenterer, og til hvilke de fysiske sanser er afstemte. Men selv om disse åndskræfter ikke er fysisk synlige, betyder dette naturligvis ikke, at de er unaturlige eller uvirkelige, tværtimod. De er lige så virkelige som de fysiske kræfter og vil i virkeligheden kunne udtrykkes som en slags højere eller finere form for elektricitet. Dette vil igen sige, at individets åndsfunktioner i realiteten er det samme som en udløsning af tilsvarende højere eller finere former for elektriske strømme, stråler eller bølger. For at det levende væsen kan benytte sig af disse strømme, må det have et antennesystem. Og dette genfinder vi netop i form at dets organisme. Denne udgør i form af hjerne, nervesystem og øvrige organer i virkeligheden et akkumulator- og antenneanlæg opretholdt af et evigt Noget, som jeg heller ikke her har plads til at definere, men som i Livets Bog er beskrevet under udtrykket "X1" og som jeget i det levende væsen. Denne jegets tilknytning til energierne fornemmes af det levende væsen selv som "tanke", hvilken fornemmelse igen er det samme som livets oplevelse.

Som nævnt har jordens mennesker i udvikling passeret kulminationen af første og anden grad af verdensenergierne. Disse to grader ligger igen til grund for de realiteter, vi kalder instinkt og tyngde. Disse to energiformer i forbindelse med en latent form for tredje grads energi udgør tilsammen basis for enhver form for viljeudløsning, der befordrer princippet "at dræbe". Dette princip eller denne viljeudløsning bliver derfor den bærende livsbetingelse i dyreriget. Og jordens mennesker vil således være at betragte som hørende dette rige til i samme grad som de repræsenterer en sådan form for viljeudløsning.

Gennem en total beherskelse af verdensaltets grundenergier i viljeføring opnår det levende væsen således den højeste oplevelse af kærlighed, skabelse og salighed. Men når jordens mennesker når til at repræsentere en sådan bevidsthedstilstand, er de ikke mere mennesker efter jordiske begreber, men tilhører zoner eller riger, der ikke er af denne verden, og svaret på, om det jordiske menneske har fri vilje, vil derfor være af udtrykke således: