Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I virkeligheden er der ganske mange grunde til at sige, at jeg ikke altid er lykkelig. Til at begynde med har vi jo barndommen: tænk på alle de gange, jeg ikke er blevet forstået, hvor jeg er blevet uretfærdig behandlet. Tænk, hvor mange fejltagelser mine forældre begik! Og så har vi jo samfundet: Tænk hvor mange løgne jeg er blevet fyldt med i årenes løb, al den kærlighedsløse indoktrinering, man er blevet udsat for. Og så har vi jo alle de mennesker, der på forskellige måder har skuffet mig i relationer, som ikke har forstået mig, som ikke har taget imod mig.

Og for yderligere at understrege loven om altings djævelskab har naturen begavet mig med et mangelfuldt sæt anlæg med visse svagheder såvel i min fysiske som i min psykiske konstitution. Disse fakta vil jeg også fremføre som grund til, at jeg ikke altid er lykkelig. Det er ikke så underligt, at det er svært at være lykkelig, når nu disse anlæg i forbindelse med omgivelsernes kærlighedsløse optræden har været årsag til en masse fiaskoer og en masse tilfælde, hvor jeg er kommet til kort i mit liv. Og sandsynligvis vil være årsag til lignende i fremtiden.

Eller kan det være sådan – frygtelige tanke – at de forskellige fænomener, som jeg har nævnt, kun er sekundære årsager til min lidelse? Og tænk så, om det skulle være så frygteligt, at den primære årsag til denne lidelse er mig selv?? Tænk, om det i virkeligheden skulle forholde sig sådan, at det er ingen mindre end mig selv, der i netop dette nu vælger at være ulykkelig, vælger at betragte mig selv som et tragisk offer for alle disse omstændigheder, ja, som historiens mest enestående martyr?

Kunne dette tyde på, at der findes en mulighed, et aspekt, som jeg bestandig har overset i min tolkning af min livsskæbne, af "livets tale", når jeg hævder, at jeg er blevet uretfærdigt behandlet fra først til sidst? Jeg kan jo ikke fornægte visse iagttagelser jeg har gjort, hvor andre mennesker møder værre skæbner end jeg selv, og alligevel har beholdt deres livsglæde. "Det er ikke, hvordan man har det, men hvordan man tager det," er der nogen, der har sagt. Det er værd at tænke over. Skulle det således kunne bero på min tolkning af min livsskæbne, om jeg bliver lykkelig eller ej. Ja, i så tilfælde ligger ansvaret jo på min side.

Lad os hellige denne i og for sig helt vanvittige tanke endnu en stunds opmærksomhed, inden vi definitivt kaster den på lossepladsen. Skulle det altså kunne forholde sig sådan, at den lidelse, jeg i såvel den ydre verden, som i min egen indre verden har anklaget så mange for, inklusive mine egne "svagheder", den har jeg selv valgt, den er jeg selv den dybeste årsag til. Hvis det virkelig forholdt sig sådan, var det hele jo ganske pinagtigt.

 

 

Men vent lidt, stop! Tanken er måske ikke så dum endda. Hvis det altså skulle være mig selv, der vælger at være ulykkelig, at betragte mig som "offer" for alle livets besværlige omstændigheder, så måtte det jo – rent logisk – være ingen mindre end mig selv, der har mulighed for at gøre et nyt valg. Hm, ifølge denne udregning skulle det altså være mig selv, der har magten og ansvaret for at skabe den livslykke, som jeg længes efter. Der findes altså ingen anden, der kan komme løbende og servere denne livslykke for mig på et sølvfad.

Det er jo i og for sig lidt ærgerligt, men på den anden side ligger der visse fordele i dette ræsonnement. Det bliver i længden ganske trættende at forsøge at ændre på andre, for at de skal gøre mig lykkelig. Desuden er de for det meste ganske vrangvillige. Og det værste er, at jo mere jeg forsøger at ændre på dem, desto mere forsøger de at ændre på mig, og dette synes jeg er yderst ubehageligt.

En anden fordel ved selv at have ansvaret for sin livslykke kunne være, at man altid har adgang til sig selv. Skipperen er så at sige altid på sin plads ved roret. Man behøver ikke ødsle en masse energi på at forsøge at binde andre mennesker til sig, men man kan tillade dem at komme og gå, som de har lyst. Hvem ved, dette kunne måske rent ud sagt gøre samværet behageligere for alle parter. Ja, hvis man ikke længere behøvede at frygte, at omverdenen og omstændighederne kunne true ens livslykke, så kunne man nok få lidt mere energi tilovers til virkeligt at bryde sig om sine medvæsener, til at koncentrere sig om at hjælpe dem. Og det ville måske omvendt kunne føre til en anden attitude fra omgivelserne, hvem ved ...

Hm. – Denne teori om, at det er mig selv, der har ansvaret for min skæbne, den var ganske vist den i særklasse mest ubekvemme tanke, som jeg hidtil er stødt på, men jeg tror nok, jeg beholder den alligevel – den har unægtelig visse bemærkelsesværdige fordele fremfor de andre teorier.
 

Oversættelse: HL