Kosmos 1995/5 side 82
Befrielsen
I disse dage for 50 år siden gik jeg med min mor dybt inde på den store Solbjerg Kirkegård i København og puslede om mormors gravsted. Nu og da kunne vi i det fjerne høre et klemt fra en sporvogn eller støjen af en hestevogn. Sådan plejede det at være. Men i dag strømmede en ukendt lyd ind over den ellers så tyste kirkegård. Den kom ude fra Roskildevej, og det lød, som om en lang orm med tusinder af ben passerede forbi derude. Hvad kunne det være?
Da vi kom hen til udgangen, så vi en endeløs strøm af tyske soldater. De gik i tavshed, marcherede ikke, men traskede bare afsted med alle deres sager. En strøm af støvler, der gik og gik. København tog afsked med besættelsesmagten.
Vi gjorde, som de fleste danskere under krigen: vi blev stående og kiggede. Det gjorde vi også, da tyskerne kom den 9. april 1940. Vi omringede disse stålmænd, som var bevæbnet til tænderne, og vi kiggede øjnene ud ad hovedet. Alle de mærkelige ting, de rendte rundt og lavede. Skyttegrave og den slags. De havde altid travlt. Nu kiggede vi igen. Stålmændene var blevet til ansigter. De så helt menneskelige ud. Nogle af dem var store drenge. Tænk, de fremmede var mennesker ligesom os!
Den unge, følsomme Tove Ditlevsen opdagede det ved en tilfældighed. Det skarpe forårslys kom som en pludselig afsløring. Hun skrev i maj 1945:
Trætte tyske soldater
går i en fremmed by
med forårets lys på panden;
de ser ikke på hinanden.
Trætte, tøvende, sky,
går de mod nederlaget
midt i en fremmed by.
I dag, 50 år senere, mindes mange danskere krigens år som en hyggelig tid med et nationalt sammenhold, der hurtigt sivede bort efter 5. maj 1945. Man havde været fælles om hadet til Hitler. Nu var han væk, og hans soldater var væk, og man kunne være for eller imod så mange andre ting, som man ikke havde skænket en tanke før. Det var forvirrende og nyt. Man kaldte det uenighed. Storm P. sagde, at vi havde fået fred, nu manglede vi bare ro. Befrielsen blev et antiklimaks for mange danskere. En dyb depression, som det tog år at komme ud af.
I vore dage taler man om "fjendebilleder". De skaber sammenhold, men når de opløses, bliver man rastløs: Hvem skal vi så være for eller imod?
Løsningen er naturligvis at se mennesket som et enestående væsen, hvilket bare betyder, at man kigger det i ansigtet og ser bort fra uniformen. Tove Ditlevsen opdagede det ved en ren tilfældighed. Men der findes en hel videnskab om det. Det er det, Martinus kosmologi handler om. Den gør mennesker frie. Den er befrielsen.
sh
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige