Kosmos 1995/4 side 76
Skaberen bag naturens opfindelser
af Per-Anders Hedlund
Flere og flere forskere er tydeligvis blevet interesserede i, hvordan naturens egen "opbygning" er struktureret. De opdagelser, som er gjort, har fået forskerne til næsten at tabe vejret af beundring. Men stadig ser man ikke selve "opfinderen" – som livsforskeren med kosmisk klarsyn gør...
At naturens opfindelser og skaberværker er betydeligt mere avancerede end alle menneskets produkter og opfindelser, kan ingen vel nægte? I Martinus analyser er dette også et tilbagevendende argument for, at der må eksistere en "skaber" eller "tænker" også bag alle naturens skaberværker. Ja, da vi mennesker ikke kan skabe noget formålstjenligt (en bygning, en madret osv.) ud fra tilfældigheder og kaos, er det ikke særligt logisk at gå ud fra, at naturen, som er os mennesker så overlegen, skulle kunne gøre det.
I tidsskriftet Populær Videnskab nr. 14 og 15/94 berettes om, hvordan flere og flere forskere er begyndt at rette blikket mod naturens egne fantastiske opfindelser. Det er ganske vist ikke noget nyt, at vi mennesker lærer netop af naturen, skriver man i artiklen. – Men det nye er måske, at vi begynder at indse, hvor fantastisk dens opfindelsesmaskine er! Foreløbig forsøger forskningen at finde ud af selve princippet for naturens egen opbygning. Man har opdaget, at der er tale om meget enkle "byggestene": sukker, proteiner, mineraler, vand, men kontrollen er perfekt på hvert niveau fra arrangementet af atomer/molekyler til arkitekturen i f.eks. træ, ben, hud, skind og skal. – Strukturen er så komplet og elegant, at forskerne næsten taber vejret, siger man i artiklen. Drivkræfterne bag forskningen er at kunne udvikle bedre materialeprodukter. For at f.eks. flykroppe skal kunne forbedres, må man opfinde nye materialer. Man beretter, at på Wright Patterson Air Force i Ohio undersøges nu billernes hårde skal, som er helt overlegen alt tilsvarende, som mennesket har kunnet konstruere. Og på universitetet i Kansas forsøger man at "lære" ubåde at svømme med halefinner, ligesom fiskene.
Opfindelsernes dybeste princip
Selv om forskerne ser evolutionen som et formidabelt forskningslaboratorium, synes man stadig at have den opfattelse, at naturen eller livet arbejder uden plan og uden "skaber". – Metoden er trial-and-error og det er mutationerne (pludselige forandringer i generne) som bliver naturens egne "opfindelser", står der i artiklen. Som vi ved, er det en opfattelse, der slet ikke deles af det kosmisk bevidste menneske. Sådan siger Martinus, og tilføjer yderligere noget interessant:
"For det kosmiske klarsyn gør enhver af disse realiteter (naturens detaljer i de allermindste såvel som i de allerstørste kendte levende væseners organismer og lignende) sin fjerne opfinders identitet til en ligeså uomstødelig kendsgerning, som de nuværende moderne opfinderes identitet gennem dampmaskinen, motoren, flyvemaskinen, telegrafen, radio osv. i dag bliver til kendsgerning for det almindelige jordiske menneske. Endvidere kan det tilføjes, at det for det førnævnte klarsyn ligeledes vil blive en kendsgerning, at nutidens moderne opfindelser i virkeligheden er identiske med den første spæde begyndelse til manifestation af ideer til organismer på fjerne kommende verdener langt fremme i tiden". (Bisættelse, kap. 37)
... "Alle nuværende maskiner og apparater, al nuværende teknik og kemi er ikke alene til fordel for menneskene af i dag. Nej, opfindelsernes dybeste princip og ide har en langt længere livsbasis, en langt længere mission. Deres manifestation og kredsløb er kun fuldkommen tilendebragt, når de de har udløst sig, ikke alene i den rent fysiske mineralmaterie, men også er kommet til manifestation i organisk materie, er kommet til udtryk og praktisering i kød og blod." (Bisættelse, kap. 147).
Vi er alle med i projektet
Det betyder altså, at vore egne fysiske kroppe i kød og blod har haft en begyndende udvikling på længst forsvundne kloder i rent tekniske konstruktioner! Det er en svimlende tanke for os uindviede, og samtidig uhyre inspirerende, da vi selv som evige væsener i perioder er med til at planlægge og styre udviklingen for disse kroppe eller organismer. Det er i "visdomsriget" og "den guddommelige verden", selve projekteringen af nye fysiske organismer og udviklingsbaner finder sted, lærer kosmologien os. Her i kredsløbets allerhøjeste riger, når det gælder kundskab og skabeevne, bearbejdes alle ideer og manifestationer fra underliggende tilværelsesplaner (f.eks. fra jordmennesket i "dyreriget") for evt. senere at forplante sig og virkeliggøres på det fysiske plan igen (se evt. DEV1, forklaringen til symbol nr. 13, Den evige verdensplan). Eftersom alle vi væsener tilsammen – i kredsløbets seks riger, og i samtlige spiraler – udgør ét eneste levende væsen for det kosmiske syn, er det mest rigtigt at tale om én "opfinder" eller "skaber" bag alle naturens – og universets – skabelsesprocesser. For en kosmisk indviet bliver de gamle religiøse udsagn: at "Gud er verdens skaber", "i ham lever, rører vi os og er til" til et videnskabeligt faktum. Men det er også et videnskabeligt faktum for den indviede, at Gud er lige så meget inden i os som uden for os, og at selv det "onde" eller "mørket" i verden er et nødvendigt indslag i kredsløbet – ja, at alt i virkeligheden er "såre godt" i Guds evige livsprojekt. Ja, tænk om forskeren som i dag undres over og beundrer naturens genialitet, pludselig kunne få kosmisk bevidsthed, hvor inspireret og religiøs, ville han/hun da ikke blive! (Se gerne "Projekt liv", Per Bruus-Jensen – en fin og overskuelig beskrivelse af evolutionen i kosmisk betydning. Foreligger kun på svensk).
Oversættelse: HL
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige