Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

SKÆBNE OG SKÆBNEKRÆFTER - 4:4

 

 

I forbindelse med Jesu' korsfæstelse spørger man ofte, om det var Jesu' skæbne at skulle igennem disse lidelser. Martinus svarede altid med stort eftertryk, at Kristus var et fuldkomment menneske med kosmisk bevidsthed, som ikke havde brug for ubehagelige skæbneoplevelser for sin udviklings skyld. Alt dette havde Kristus overstået i et tidligere udviklingsafsnit som forudsætning for at få kosmisk bevidsthed.

Nej, korsfæstelsen var et frivilligt offer som led i den store genløsningsproces for Jordens mennesker. Det var en kærlighedsgerning. Det var hans mission at vise, at kærligheden er stærkere end dødsfrygten. Det var en levende anskuelsesundervisning, en forlængelse af hans ord i bjergprædikenen om ikke at sætte sig op mod det onde, men vende den højre kind til. Derved blev Kristus en levende model på det fremtidsmenneske, der kan skabe en varig fred på Jorden. Denne holdning vil brede sig som ringe i vandet, og vi har strålende eksempler på det i skikkelse af Gandhi's og Martin Luther King's ikke-voldspolitik, som førte til henholdsvis Indiens fredelige løsrivelse fra England og fremgang for de amerikanske negres frihedsrettigheder.

Men hvordan kan det lade sig gøre rent teknisk, hvordan kan skæbneloven "tillade", at et menneske, som ikke selv kan gøre noget ondt, bliver udsat for så grov vold? Det er vanskeligt at forestille sig, at en lov tilsidesættes. Men det behøver heller ikke være tilfældet! Martinus har forklaret, at alle fuldkomne væsener har en "skæbnerest", som er de negative skæbnebuer fra en primitiv fortid, som de har været i stand til at neutralisere ved deres positive moral, jvf. symbolet "Syndernes forladelse". Disse negative skæbnebuer neutraliseres, men opløses ikke. De eksisterer stadig i rummet som vibrationer. Martinus fortalte, at de kan overleve et spiralafsnits 6 tilværelsesplaner og få betydning ved igangsættelsen af et nyt spiralafsnits mørkeperiode. Når planterne i vort spiralafsnit udsættes for så megen vold, f.eks. ved at blive spist af planteædende dyr, er det en "skæbnerest" fra det forrige spiralafsnit, der kommer til udløsning, fordi planterne i deres mentalitet stiler imod at komme til at udløse det dræbende princip. Det er denne motivation, der gradvis omdanner planterne til dyr. Mig bekendt har Martinus ikke udtalt sig om det følgende, men det er formodentlig det samme princip, som gør sig gældende, når et fuldkomment væsen som Kristus frivilligt påtager sig en smerteoplevelse, nemlig at der "tappes" af den uudnyttede "skæbnerest". Det ville forklare, hvorledes det i relation til skæbneloven rent teknisk kan lade sig gøre, at et moralsk rent væsen overhovedet kan udsættes for lidelse. Og som sagt, har Martinus sagt god for princippet i relation til overførelse af neutraliserede skæbneimpulser fra ét spiralafsnit til det næste.

Et andet problem i forhold til skæbneloven knytter sig tæt til det ovennævnte. Det har nok undret mange, at Martinus lagde overordentlig stor vægt på, at man holdt sine ejendele under lås og slå, og at man undgik at færdes, hvor der kunne være fare for overfald. Martinus var f.eks. meget omhyggelig med, at alle døre var låsede om natten på Martinus Institut, og at alle vinduer var lukkede. "Man må ikke friste nogen", sagde han, "og man er ikke beskyttet, hvis man ikke selv sørger for at passe på!" "Er det ikke i strid med skæbneloven?", vil man spørge. "Når man ikke selv kan begå indbrud, behøver man vel ikke være bange for at blive bestjålet!" Her belærte Martinus os imidlertid om noget andet, eller han gav os en supplerende indsigt i, hvordan skæbneloven fungerer: man skal selv undgå situationer, hvor der eventuelt kan opstå ubehageligheder. Vi har et klassisk eksempel fra Kristi historie, som bekræfter denne holdning. Da Kristus efter sin indvielse tager ud i ørkenen i 40 dage og dér fristes af djævelen, fører djævelen ham bl.a. op på helligdommens tinde og siger til ham: "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned; thi der står skrevet: 'Han skal give sine engle befaling om dig, og de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten'." Jesus siger til ham: "Der står også skrevet: 'Du må ikke friste Herren, din Gud'." – Selvom man er indviet, bliver man altså ikke beskyttet, lige meget hvad man foretager sig. Det er noget andet, hvis man har en mission, der kræver, at man skal gennem et farefyldt område, så kan man være sikker på, at åndelige væsener danner en beskyttende ring omkring én. På samme måde som en bøn om at komme sikkert gennem myldretrafikken alt andet lige påkalder en beskyttelse fra ens skytsengle.

Men hvis man tankeløst frister andre eller bevæger sig unødigt ind i farlige områder, er man ikke beskyttet, selvom ens moral er hævet over den slags handlinger. Hvis man provokerende rører ved et elektrisk hegn og beder om ikke at få elektrisk stød, bliver man skuffet: man får elektrisk stød! De skæbnebuer, som kunne være neutraliserede, hvis man havde brugt den viden, man faktisk har, inviterer man altså selv til udløsning. Man skal altså ikke tro, at man kan gå blind, døv og naiv gennem verden, blot man har en god moralsk udstråling. Ens egen viden, kløgt og forsigtighed er en del af ens beskyttelse. Ellers var der jo heller ingen grund til at have udviklet disse egenskaber.

Dette forhold giver også mening med enhver form for vejledning, advarsler og undervisning. Hvis man opfatter skæbneloven firkantet, ville denne form for hjælp være overflødig og nyttesløs. Hvorfor advare nogen, hvis det kun er en smertefuld erfaring, som kan retlede vedkommende? Betydningen af enhver form for rådgivning ligger i, at vi på en række områder har tilstrækkeligt med erfaringer eller moral til at undlade visse handlinger og undgå smertefulde oplevelser, men tankeløst eller på grund af vane alligevel "vandrer trygt, hvor engle ej tør træde". Kødspisning kan være et eksempel. Mange kødspisere kan moralsk set ikke nænne, at dyrene dræbes, men de tænker ikke sagen igennem, og støttet af flokken og vanen fortsætter de med at spise kød.

Enhver teoretisk undervisning er således en stimulering eller opfordring til udnyttelse af erfaringer, vedkommende allerede har. Og da man sjældent ved, hvilke erfaringer ens medmennesker har, må man – inden for rimelige grænser – advare og vejlede sine medmennesker.