Kosmos 1995/4 side 68
Internationalismens sprog
af Hans Oldhage
Vi lever i en verden, hvor nationalismen eller "den kollektive forelskelse" endnu stærkt optager sindene. Ja, man kan sige den har fået en renæssance, dvs. at den igen er blusset op, her i 1990-erne. Vi kan alle se konsekvenserne i form af splittelse og blodige krige, både mellem og indenfor de nuværende stater.
Men den kommende, nye verdenskultur er international, hvilket vil sige upartisk og uselvisk. Den favoriserer ingen nation og dermed heller ikke noget menneske. Og en international kultur kræver et internationalt hjælpesprog, der er fælles for alle. Et sådant sprog er esperanto – alles andet sprog.
"Jeg tror, vi er lidt tidligt på den med esperanto, men ellers er det mægtig godt. Men det vil komme en gang, og så er det storartet. Det var jo dejligt, hvis det kom hurtigt.
Men det bliver esperanto. Hvad skulle det ellers blive? Er der andre sprog, der er længere fremme? Der er ikke noget sprog, der er så humant. Man må se på skaberen. Han var jo en kolossalt human mand. Man kan næsten se, han var sat til at gøre det." [1]
Dette gav Martinus udtryk for på et rådsmøde i 1974. Men allerede i 1939 kunne man i Kosmos læse tekster der var skrevet på esperanto og som også blev gengivet på dansk. Det var Martinus selv, der introducerede disse tekster med ordene:
"For det andet vil bladet fremtidigt indeholde en spalte stof på det internationale fællessprog 'esperanto'. Da dette sprog har mange danske dyrkere, og disse igen står i udstrakt forbindelse med esperantister rundt om i landene, har vi således her ligesom åbnet et lille vindue ud til den store verden" [2].
Det var altså på et meget tidligt tidspunkt i Sagens historie, at Martinus indså betydningen af, at hans kosmologi med tiden ville spredes ved hjælp af esperanto. Det første Martinus hentydede til i ovennævnte citat var at Kosmos i begyndelsen af 1939 fik 24 sider i stedet for 20. Men selv om det øgede sideantal var den første "overraskelse" dengang, må den største og vigtigste nyhed for læserne vel have været esperantos indtog i Kosmos' spalter – i hvert fald set fra vort perspektiv, 55 år senere.
Den håbefulde læge
Således skrev Martinus i 1939, da han skulle præsentere det kommende verdenssprog:
"Esperanto er et kunstigt sprog, konstrueret af den polske læge L. Zamenhof (1859 - 1917), som offentliggjorde det under pseudonymet Dr. Esperanto ('den håbende') med det formål derved at skabe et internationalt hjælpesprog. I forhold til andre lignende sprog frembyder esperanto ubestrideligt store fordele, og det er vel det eneste kunstige sprog, der praktisk har godtgjort sin brugbarhed (bl.a. på forskellige kongresser)" [2].
Videre fortsatte Martinus i 1939:
"I et internationalt arbejde som det, der repræsenteres igennem Livets Bog og Kosmos, forekommer det mig, at esperanto kan være af uvurderlig nytte som en foreløbig bro mellem det danske sprog og de fremmede sprog, der tales af alle eventuelle udenlandske interesserede i mit arbejde.
Igennem esperanto vil mange interesserede verden over kunne komme i berøring med mit arbejde med det samme og behøver således ikke, som det ellers ville være nødvendigt, at vente, til det engang foreligger oversat til de store verdenssprog.
Esperanto er således en bro mellem dansk og alle fremmede sprog. Kineseren og russeren, hinduen og japaneren ligesåvel som en hvilken som helst europæer finder alle ved hjælp af esperanto med samme lethed vej til forståelsen af det, vi eventuelt måtte føle os tilskyndet til at skrive til dem her i bladet. Det er således et første lille forsøg, men nok til at finde en foreløbig ørenlyd hist og her ude i den store verden.
Et nyt supplement til vort internationale arbejde har dermed taget sin begyndelse" [2].
En trussel mod diktatur og nationalisme
Samtidig med at Martinus skrev dette, nogle måneder før anden verdenskrigs udbrud, forsøgte de samtidige diktatorer i stormagterne syd og øst for Skandinavien at forhindre udbredelsen af esperanto. I Tyskland blev esperanto forbudt, mens dets tilhængere i Sovjetunionen blev forfulgt [3]. Naturligvis så Hitler og Stalin en trussel i et sprog, der havde til formål at fremme internationale kontakter, et formål der gik stik imod deres nationalistiske interesser. Disse magthavere ville, modsat esperantos tilhængere, vanskeliggøre internationale kontakter. Deres politik gik jo hovedsageligt ud på at bekæmpe alt, der var fremmed, og de ville fremme de respektive landes evne til at hævde sig på bekostning af andre nationer.
Men iflg. Martinus er nationalisme det samme som nationernes egoisme. I bogen Logik beskriver Martinus nationalismen, der en forlængelse af de samme følelser, som er grundlaget for forelskelse mellem mennesker:
"'Forelskelse' gør individet – i kraft af, at den gør det til en livsbetingelse at eje et andet særligt bestemt væsen og de midler, ting og gods, som kan tjene dette formål – selvisk eller egoistisk. Denne tilegnelse bliver navnlig kold og hensynsløs, fordi 'forelskelse' jo i samme grad, som den gør den 'elskede' til livsbetingelse, gør andre personer mere eller mindre overflødige eller undværlige. Blot man ejer dette 'elskede' væsen helt for sig selv alene, er man lykkelig. Dette er således kulminationen af egoisme. Gennem slægts- og familieskab udvikler dette tankeklima sig så videre og videre, for i kollektiv form at kulminere som den for tiden i visse lande så højt lovpriste 'nationalisme'.
Hvad er vel denne i sig selv andet end netop udløsningen af det samme ejendomsbegær eller en hævdelse af noget, man absolut vil have for sig selv. Her i dette tilfælde gælder 'forelskelsen' altså det såkaldte 'fædreland'. 'Fædrelandskærligheden' eller 'nationalisme' er således det samme som 'kollektiv forelskelse'" [4] (forfatterens kursivering).
Esperantos største forhindring
Da esperanto ikke tilhører nogen enkelt nation, adskiller det sig fra alle andre sprog. Mens nationalsprogene går hånd i hånd med nationalisme, og dermed også med "kollektiv forelskelse", så forbindes esperanto med internationalisme og uselviskhed. Og så længe menneskene sætter sin egen nation højere end verdenssamfundet, vil esperanto få svært ved for alvor at slå igennem. Det er altså manglen på uselviskhed og næstekærlighed, der er esperantos største forhindring.
Så længe vi mennesker synes, at det er mindre vigtigt med kontakter hen over landegrænserne, end med vore egne landsmænd, lige så længe vil viljen til at udbrede et verdenssprog være begrænset. Men så snart interessen for mennesker fra andre lande begynder at vokse, stiger også ønsket om at lære at kommunikere med dem. Men er det så ikke nok, blot at lære et eller flere af de mest udbredte nationalsprog?
Selvfølgelig findes der nogle sprog af national oprindelse, der har vokset sig store på grund af stormagternes koloniale og imperialistiske ambitioner. Men det er meget svært – for ikke at sige umuligt – at få alverdens folk til at vælge et enkelt nationalsprog til fælles verdenssprog. Konkurrencen mellem flere af de internationalt udbredte nationalsprog, og den prestige disse er forbundet med, gør, at man aldrig kan regne med en fælles overenskomst – så længe man begrænser sig til netop disse nationalsprog.
Kineseren og russeren, inderen og japaneren, europæeren og indianeren kan lære det internationale sprog: esperanto Tegning: Helen Oldhage
"Et fælles fædreland"
Martinus er meget bestemt, når han hævder, at ingen af de nuværende nationale sprog kan blive et verdenssprog:
"I et fælles sprog er hele verden blevet til et fælles fædreland for alle mennesker uafhængigt af nationalitet, kultur og race. Tænk hvilken lettelse eller arbejdsbesparelse, at ingen som helst bøger eller skrifter behøver at blive oversat. Alle kan læse alle. At ingen af de eksisterende nationale sprog vil blive anvendt til dette fælles sprog er naturligvis givet. Intet som helst af disse nationale sprog vil kunne anvendes uden eventuelt at skabe jalousi og bitterhed, ja, måske endog krig. Derfor vil verden få et neutralt, internationalt sprog. Når dette begynder at komme i alverdens skoler, vil de pågældende børn, der bliver oplært i dette, nå frem til at kunne tale med hverandre uafhængigt af nationalitet og race. Dette vil bidrage til en langt større forening af menneskene i venskab og fred, og i en stedse stigende grad gøre dem til et samhørigt broderfolk over hele verden" [5].
Her kan tilføjes, at de sædvanlige "vildtvoksende" sprog ofte er meget svære at lære. Sammenlignet med disse er esperanto et mere "kultiveret" sprog, dvs. det er mere homogent og logisk end de såkaldte naturlige sprog. Det er derfor meget lettere at lære esperanto end andre sprog. Og esperanto er efterhånden et lige så naturligt og levende sprog som de øvrige sprog i verden. Vi må heller ikke glemme, at Zamenhof brugte de sædvanlige sprog som mønster, da han – for godt hundrede år siden – skabte det nye sprog. Det gælder såvel de grammatiske regler som valget af ordstammer.
Hovedsagelig er esperanto-ordene hentet fra latin eller de romanske sprog, men til dels også fra slaviske sprog. Det handler altså om ord fra de indoeuropæiske sprog, der er verdens største sproggruppe. Disse omfatter alle de store europæiske sprog med spansk, fransk, italiensk, tysk og engelsk i spidsen, men hertil hører også bl.a. de nordiske sprog samt sprogene fra det nordlige Indien, Persien, Kurdistan m. fl.
Ligner kinesisk
Esperantos opbygning ligner imidlertid så usædvanlige sprog som finsk-ugriske sprog (bl.a. samisk, finsk, estisk og ungarsk), inuitsprogene (eskimosprog og grønlandsk) og kinesisk (!). Med disse sprog betyder det, at man ved hjælp af forskellige sproglige byggestene nemt kan danne nye ord. På finsk tilføjer man en eller flere endelser til stamordet, så der opstår en ny betydning. Ordsammenføjningen "taloissammekin" f.eks. betyder "også i vore huse", og består af grundordet "talo" = hus, pluralendelsen "i", kasusendelsen "ssa" = i, ejerendelsen "mma" = vore, og endelsen "kin" = også [3]. På grønlandsk, som er en dialekt indenfor eskimosprogene, forekommer ofte lange ord, der svarer til en hel sætning på svensk og dansk [3]. På kinesisk er der visse tegn, der i begyndelsen af en sætning henviser til resten af meningen. Står der f.eks. "xiàohu" forrest i et udtryk betyder det, at indholdet er et "grineord" eller en spøg [3].
På tilsvarende måde kan man i esperanto danne nye meninger af et ord ved hjælp af et antal forstavelser (prefix) og endelser (suffix), der har en bestemt betydning. Med udgang i grundstammen "bel" danner man f.eks. ord som "bela", "bele", "belo", "malbela", "belulino", "beleco", "malbeleco", "belega", "beleta", "plibeligi" osv. (Der er mange andre muligheder). De nævnte ord betyder i rækkefølge: "køn", "kønt" (adverb), "skønhed" (i abstrakt betydning), "grim", "skønhed" (om en kvindelig person), "skønhed" (egenskab hos nogen eller noget), "grimhed" (også egenskab), "enormt køn", "halvkøn" og forskønne". Et andet eksempel er stammen "dorm", hvoraf man f.eks. kan danne ordene "dormi" (=sove), "dormo" (=søvn), "maldormi" (=vågne), "dormema" (=søvnlyst; kan lide at sove), "dormigi" (døse hen), "ekdormi" (falde i søvn), "sendorma" (søvnløs) osv.
Fordelen ved sådan et "byggeklodssystem" er bl.a. at man kan danne nye ord ved hjælp af et begrænset antal ordstammer, kombineret med et fåtal prefix og suffix. På den måde behøver man ikke at lære så mange nye ord, som ellers var nødvendigt. Desuden kan man ofte "regne ud" hvad et sammensat ord betyder, selv om man aldrig har set eller hørt det før. Et sådant system appellerer mere til forståelsen og følelsen end til hukommelsen. Og i særdeleshed passer dette system altså til mennesker i de ovennævnte sproggrupper.
Påstanden om, at esperanto ligner kinesernes og inuitternes sprog, er med andre ord ingen overdrivelse. Disse folk, og andre udenomseuropæere, drager også nytte af det faktum at udtalelse og stavemåde i esperanto er absolut regelbundne. De behøver derfor ikke at lære at tale på en helt anden måde end de skriver. Hvis man kan stave til et esperanto-ord, kan man nemlig også udtale det, når man én gang for alle har lært, hvilke lyde bogstaverne repræsenterer (et bogstav = en lyd). Og man ved, at alle ord har trykket eller betoningen lagt på næstsidste stavelse (altid)!
"Som skabt for Instituttet"
Som de fleste af Sagens venner ved, er en del af Martinus bøger oversat til esperanto. I øjeblikket arbejdes der også på en oversættelse af Livets Bog til det kommende verdenssprog, med rådsmedlem Ib Schleicher som den ansvarshavende. Esperanto er endda vedtaget som Instituttets internationale sprog. Det skete ved et rådsmøde, den 5. april 1965, hvor man bl.a. også forklarede:
"De officielle, dokumenterede kendsgerninger om esperanto, anerkendelsen af det fra betydningsfulde officielle instansers side, dets lethed, dets fleksibilitet og udtryksmuligheder, og endelig også de praktiske resultater, der er opnået, viser en overvejende sandsynlighed for valget af det som endeligt verdenssprog. Uafhængigt af den øvrige verdens nuværende holdning til det internationale sprogproblem er esperanto et redskab som skabt til Instituttets formål.
De nationale sprog skal dog ikke tilsidesættes eller tillægges en mindre betydning. Tværtimod. Det er en absolut selvfølge, at også et hvilket som helst nationalt sprog skal anvendes, hvor dette er muligt og hensigtsmæssigt" [6].
For at undgå misforståelse vil jeg gerne fremhæve det sidste tekstafsnit i ovenstående citat, og påpege at esperanto ikke skal erstatte de nationale sprog. Disse vil naturligvis leve videre indenfor en overskuelig fremtid. Ideen med et verdenssprog er, at det skal fungere som et komplement til andre sprog, ved at det bruges som hjælpesprog for international kommunikation.
Og vi vil sikkert i fremtiden se, hvordan esperanto som verdenssprog får større betydning som tiden går og når internationalisme og uselviskhed efterhånden bliver vigtigere end nationalisme og kollektiv egoisme.
En kraftig opfordring
Er der i det hele taget så nogen grund til at lære esperanto? Ja, lad mig igen citere rådet, og dermed Martinus, fra mødet i april 1965:
"Beslutningen om esperanto er også en kraftig tilskyndelse til alle interesserede til om muligt selv at lære sproget og derved øge nytten af det for andre og for nye interesserede. Det er yderligere en tilskyndelse til også på enhver måde at støtte andres bestræbelser og derved igen øge nytten af det for Instituttets formål og for den almene, medmenneskelige formidling af verdenskulturen" [6].
Vi kan altså konstatere, at esperanto er et sprog for alle internationalt orienterede Martinus-venner. Og nu lader det til at tiden overhaler Martinus fra 1939 og rådet fra 1965. Ganske vist er der lang vej endnu før esperanto hører til dagligdagen i det nuværende samfund, men interessen er trods alt steget de seneste par år. Folkehøjskolerne i Sverige har hvert år esperanto på skemaerne, og også i Danmark er esperanto-aktiviteterne øget. Andre steder i verden (bl.a. i Sydkorea og Kina) undervises der i esperanto på universiteterne, og i Kina kan man endog lære det via fjernsynet.
I et par år har der nu været esperantoundervisning på sommerkurserne i Martinus Center i Klint. Det begyndte så småt med, at Ejnar Hjorth fra Danmark og Lars Forsman fra Sverige kørte nogle kurser i Centret i Maj 1993. Her deltog ca. 65 mennesker i sommerens løb på begynderkursus i esperanto, parallelt med de sædvanlige studiegrupper i Centret. Og nu går vi ind i det tredje år i træk med esperantokurser om sommeren. Selv dette har Martinus forudset:
"Det er muligt, hvis tilslutningen bliver stor nok, at der vil blive oprettet esperantokursus indenfor Sagen. Det vil jo kunne have enorm betydning for Sagens udbredelse, at så mange som muligt af dens venner kan tale esperanto" [2].
Noter:
1) Strukturen (Martinus Institut 1992), kap. 6 d (fra rådsmøde 30/4-1974).
2) Kosmos, nr. 1 1939.
3) Nationalencyklopedin, (Bogforlaget "Bra böcker", Höganäs, Sverige 1991-93).
4) Logik (Martinus Institut), kap. 32.
5) Det Evige Verdensbillede 2 (Martinus Institut 1964) symbol 26 pkt. 25.
6) Strukturen, kap. 6 d (fra rådsmøde 5/4-1965.
Oversættelse: BA
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige