Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Martinus fødselsdag blev sidste år mindet ved en festlig sammenkomst i Klint den 6. august. Blandt de mange talere var en af sagens gamle venner, Gerard Oude Groen, som kunne berette om sit møde med festens hovedperson. På den måde fik vi indirekte en hilsen fra Martinus og den verden, han kom fra.

 

Siden jeg var 18 år, har jeg søgt efter sandheden. Martinus hørte jeg om, da jeg var jeg 24 år og boede i Haag hos Mischa Lim. Jeg havde opgivet mine studier og var blevet kunstmaler. En nat fik jeg en vision. Jeg vågnede med et sæt, satte mig ret op i sengen og stirrede forbavset på den ene af værelsets vægge. Jeg var ført tilbage i tid og rum. Væggen var forvandlet til et vidunderligt landskab med en sø, hvor fiskerbåde stod ind mod stranden. Jeg befandt mig et eller andet sted i Mellemøsten for nogle tusinde år siden. Hvad i alverden er det? tænkte jeg og så en skikkelse på vej ned mod bredden. Hans ansigt vendte bort fra mig. Samtidig lød en stemme med stor autoritet: – Din søgen efter sandheden er ikke forgæves, for nu er der her på kloden ét væsen, som har den højeste sandhed, han er sandheden!

Så var scenen væk, jeg var fuldstændig forbløffet og turde ikke tale til nogen om det. Men nu begyndte jeg at søge i esoteriske bøger efter dette væsen. Til sidst pakkede jeg mine kufferter for at tage til Indien og Tibet. Lige inden afrejsen fra Rotterdam kom Mischa imidlertid ind til mig med en lille bog: Hvad er sandhed? Jeg havde aldrig før hørt om Martinus, men bogens titel ramte plet. Straks gik jeg i gang med at læse den og tænkte undervejs: Det er da utroligt, tænk, at det kan være så enkelt! Her er omsider en ramme, som passer, der er ingen hypotetiske huller, det hele stemmer! Jeg besluttede da at rejse til København.

Det blev til et vidunderligt møde med Martinus. Der var tale om en sådan kærlighed, varme og indføling med mit let forvirrede og søgende sind, at jeg straks følte, at her var endelig et menneske, som forstod mig. Jeg havde mange spørgsmål, bl.a. om det virkelig var muligt, at Jesus havde jaget kræmmerne ud af templet. Det var dejligt at få bekræftet, at der her var tale om en fejl i evangelierne (se bog nr. 7, kapitel 18, red.). Alle mine spørgsmål fik en meget kærlig besvarelse. Det var, som når den dejligste bedstefar tager sit lille barnebarn ved hånden. Vi gik i tankernes verden, og han sagde: – Nå, hvad synes du så om dét svar? Hele tiden sikrede han sig, at jeg havde kontakt med den udvidelse af min viden, som jeg nu var i gang med. Jeg blev hurtigt klar over, at det var noget helt usædvanligt, jeg havde mødt her i København.

Så måtte jeg hjem til Holland. Men et par år senere vendte jeg tilbage og flyttede ind hos Sam Zinglersen. Instituttets fysiske rammer var på den tid meget forsømt, og vi var et arbejdshold, som gik i gang med at sætte det i stand. Nu begyndte jeg at komme Martinus nærmere, og jo nærmere jeg kom ham, desto dybere blev min forståelse af den utrolige ensomhed, han befandt sig i. Kun et væsen, der er gennemsyret af kærlighed, ville kunne forlade sin egen høje verden til fordel for os.

En dag siger Martinus: – Jeg tror alligevel, jeg vil skrive noget om mig selv og den planet, jeg kommer fra.

– Virkelig! udbrød jeg, for han havde altid sagt, at bogen Omkring min missions fødsel måtte være nok om den sag.

– Jo, tilføjede han, der er en del tanker, som muligvis kunne bruges for at give jer en bedre forståelse af forholdene i de højere verdener.

Nu begyndte han så at fortælle. Mange af disse ting kan jeg slet ikke tale om nu. I hvert fald bør jeg ikke sige noget om det, for han skrev ikke om det senere. Men én ting må jeg gerne fortælle. Det hænger sammen med, hvad mange allerede ved: Martinus var meget betaget af solnedgange. Sammen med Sam Zinglersen kørte vi ofte på sommeraftener ud til steder med en flot udsigt.

– Det er sådan et smukt sted, jeg kommer fra, kunne han sige, mens solen gik ned i et orgie af farver. Hans ansigt strålede, men der var vemod i hans stemme.

– Nå, er det så smukt! sagde jeg, for han havde altid sagt, at netop vores planet er så skøn i forhold til så mange andre.

– Å, jeg kan ikke beskrive de farver, der er... jeg kan ikke beskrive det!

– Kan du virkelig ikke beskrive det! sagde jeg en smule forundret, for han havde jo ellers nok kunnet klare at transformere høje analyser ned på et plan, hvor vi så nogenlunde kunne forstå dem.

– Nej, det kan jeg faktisk ikke.

– Men hvorfor ikke?

– Jo, for vi har to sole.

– To sole! Én må da være nok.

– Nej, min planet har to sole, og de har hver sin farve. Den ene er rød, og den anden er blå. Så du kan ikke forestille dig det farvetrylleri... når planeterne selv har farver, og alt har farver! Så skinner det, og jeg kan... jeg kan simpelthen ikke beskrive, hvor smukt det så er!

Senere, da vi igen sad i bilen, forstod jeg, at han ved dette trylleri af farver oplevede ligesom en hilsen fra den verden, han var kommet fra for at undervise os, som han holdt så meget af.