Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Nikodemus kom til Jesus om natten og er ved denne handling blevet til et sindbillede for alle de mennesker, der, ligesom Nikodemus selv, befinder sig midt imellem en gammel og en ny verdensimpuls.

 

Nikodemus var af jødisk byrd, og han var skriftklog, hvilket indebærer, at han var godt bevandret i bl.a. de forskellige skrifter, som tilsammen udgør bibelens Gamle Testamente, og som tilhører jødernes lov- og retssystem: Toraen. Han vidste desuden, hvordan man skulle tolke dem, og dette kom ham til nytte i hans arbejde som rådsherre i Sanhedrin, det Store Råd, som på den tid var det jødiske folks både verdslige og åndelige højeste domstol. Den var, naturligt nok, beliggende i Jerusalem, deres hellige stad.

År 63 f.Kr. blev det, som på den tid kaldtes Judæa, okkuperet af romerne. De tillod jøderne en vis begrænset frihed til selv, først og fremmest gennem det Store Råd, at styre deres hverdag, så længe de betalte deres skat til kejseren og ikke drog Roms overherredømme i tvivl.

En meget nidkær farisæisk rabbiner hed Saulus og var en af dem, der mest ivrigt forfulgte de første kristne. Da han engang var på vej til Damaskus for dér at tilfangetage mennesker, som bekendte sig til den kristne lære, viste Kristus sig pludselig for ham i et lysskær og spurgte: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?" (Ap.g. 9:4). Han blev senere mere kendt under sit romerske navn, Paulus. Martinus mener, at det, Paulus her oplevede, var et kosmisk glimt, og han beskriver hændelsen i bogen Meditation, kap. 9.

Disse fritænkere kunne dog i reglen ikke rigtigt samle deres lære til en helhed, på grund af problemets størrelse. Men selv om ingen af disse mennesker, hverken i Judæa eller i Indien, hver for sig havde det fuldstændige kosmiske klarsyn, så dannede de alligevel sammen den åndelige grobund, som gjorde det muligt for en højere moral at få indpas blandt dem.

I bogen Påske, kap. 1, beskriver Martinus, hvordan flere og flere mennesker i tiden op til Jesu fødsel havde forladt det da rådende gudssyn, det, som Moses havde været med til at indføre. Dermed var de begyndt at blive modtagelige for en ny impuls fra verdensgenløsningen. Det var denne voksende skare af søgende og længselsfulde mennesker, der gjorde det muligt for Kristi tanker og vurderinger at inkarnere og få fodfæste her på jorden. En af de mest fremstående af dem var Johannes Døberen, som beredte vejen for Kristus, og som også senere døbte ham.

En så vigtig symbolhandling kunne naturligvis ikke udføres af hvem som helst. Den måtte forrettes af en, der var vel bekendt med begrebet frelser eller verdensgenløser, og som havde evnen til at genkende den åndelige storhed i personen Jesus. Og den evne havde Johannes Døberen, eftersom han, som det står i Luk. 1:15-17, allerede i moders liv blev opfyldt af hellig ånd, og i sig havde profeten Elias' ånd og kraft. Jesus bekræfter senere ved et par lejligheder, at Johannes Døberen og Elias er samme person, selv om Johannes Døberen selv tydeligvis ikke havde evne til at indse det! (Matt. 11:9-15, 17:10-13, Mark. 9:10-13, Joh. 1:21).

Nu er denne kerne dog begyndt at spire og gro. Efterhånden, som den vokser oven for jorden, bliver den dermed gradvis mere og mere synlig og konkret for os, eller dagsbevidst. Og jo mere den vokser, desto mere synlig og konkret bliver den åndelige verden. Og dermed vokser vort forhold til og daglige omgang med Guddommen også. Og hermed forvandles hverdagens triste gråtoner efterhånden til alle farvespektrets forskellige nuancer.

Men for at denne vækst skal kunne ske, kræves næring af en speciel kvalitet. En kvalitet, som man naturligt finder i de højere åndelige verdener, hvor de rene livsfacitter findes frit tilgængelige. Det ligger i sagens natur, at denne rene næring kun kan tilføres os af væsener, der selv naturligt tilhører disse høje sfærer, men som alligevel samtidig er synlige og håndgribelige for os her og nu, i dette jordeliv. Det er derfor, at verdensgenløserne er så uvurderlige og uundværlige, eftersom de bevidst er en del af og danner bro mellem den fysiske og den åndelige dimension.

Der er dog en klar forskel mellem, hvordan verdensgenløsningen udløstes for et par tusinde år siden, og hvordan den viser sig for os i dag. Eftersom man på Jesu tid i almindelighed ikke var så selvstændigt tænkende, som det er almindeligt i dag, havde man dengang brug for en konkret person, der kunne vise vejen, være ens åndelige konge. I dag er situationen anderledes, og det mærkelige ved Martinus er, at til trods for, at han er en verdensgenløser med alt, hvad det indebærer, kan han alligevel på en eller anden måde holde sin egen person i baggrunden og undgå dyrkelse. Den kombination må være unik i jordens historie og er et tegn på, at den ny verdensimpuls derved adskiller sig fra den foregående.

Nu blev det for første gang muligt for alle interesserede frit at kunne få del i og arbejde med åndelige realiteter. Tidligere kunne det kun ske inden for lukkede selskaber og ordener, hvor man var meget restriktiv med at videregive kundskaber, og det meste skete i hemmelighed.

En af dem, der var med til at kanalisere denne kundskab, var en russisk kvinde ved navn Helena Petrovna Blavatsky. Hun kom til at fungere som brobygger, dels mellem den fysiske og den åndelige verden, men også mellem øst- og vestlandenes begrebsverdener. I 1875 grundlagde hun, sammen med nogle andre interesserede, Det Teosofiske Samfund, hvis devise er: "Der er ingen religion højere end sandheden". Ordet teosofi er græsk og betyder "guddommelig visdom".

Blandt de mange mennesker, som i århundredets begyndelse interesserede sig for teosofien var blandt andre Viktor Rydberg og Selma Lagerlöf. Sidstnævnte bar hele sit liv en konflikt i sig, eftersom hun havde svært ved at kombinere sin kristne tro med sin hunger efter viden. Dette førte til, at hun for en tid kom til at studere teosofi. Det er muligt, at fortællingen om "Køresvenden" fra 1912, som beskæftiger sig med, hvad der sker med et menneske, når det dør, er inspireret af disse studier.

Russerne Vassily Kandinsky og Kassimir Malewitj og hollænderen Piet Mondrian er forgrundsskikkelser inden for den abstrakte kunst, og for alle tre blev teosofien en inspirationskilde. I Sverige levede og virkede på denne tid Hilma af Klint, hvis arbejde ikke blev almen kendt før i vore dage. Hun tog hele sit liv del i både spiritisme, teosofi og antroposofi. Rudolf Steiner var en tid leder af den tyske sektion af Teosofisk Samfund. Senere afbrød han samarbejdet med det og arbejdede derefter frem til det antroposofiske livssyn.

Teosofien adskiller sig skarpt fra den bevægelse som, indtil teosofien opstod, tiltrak mange åndeligt interesserede mennesker – nemlig spiritismen. Inden for denne bevægelse forholder man sig mentalt relativt passiv. Man overlader sin bevidsthed og sin krop til en anden og beder i forvejen om, at det må være en god magt, som kommer og tager mediet i besiddelse. Inden for teosofien derimod lægger man vægt på betydningen af at anvende sin intelligens, og aktivt og bevidst metodisk at arbejde på sin åndelige udvikling.

Takket være disse pionerer har begreber som karma og reinkarnation kunnet indgå i folks bevidsthed. Begreber, som er nødvendige, hvis man skal kunne se nogen retfærdighed og logik i alt, hvad der sker.

Parallelt med denne åndelige udvikling har en anden gruppe mennesker arbejdet mod samme mål, men fra et andet, mere fysisk udgangspunkt. Det er videnskabsmændene. Blandt dem findes mange, som er inde i en fase af livet, hvor de ser alt, der har med religiøsitet at gøre, som udtryk for naivitet og overtro. I stedet for koncentrerer de hele deres mentale kraft på at finde svar på livets gåde i materien.

Martinus har, bl.a. i kap. 66 i Logik, forklaret, at den jordiske videnskab er den hellige ånds nybegynderstadium. Efterhånden vokser bevidstheden hos hver forsker, uafhængigt af, om han for øjeblikket understreger det åndelige eller det materielle. Derved kan hver og en efterhånden se mere og mere af helheden, og dermed vokser også visheden om, at det er følelsen af at være adskilt fra sin skaber, der har forårsaget den længsel, tomhed og savn, som har værket i ens bryst, og det er Ham, man hele tiden har forsøgt at få kontakt med og på alle måder at virkeliggøre for sig selv, hvad man end i sit daglige liv har syslet med.

I bogen Martinus Erindringer, side 70, beskriver Martinus Lars Nibelvang som "selve inkarnationen af hele menneskehedens åndelige spørgsmål. Han vidste næsten bedre end jeg selv, hvilke kosmiske analyser eller informationer menneskene havde brug for". På grund af sin åndelige hunger var Lars Nibelvang meget godt bevandret inden for den åndelige videnskab, som da var tilgængelig, bl.a. både teosofi og antroposofi. Denne brede åndelige interesse viser, at han var tilstrækkelig fri i sit sind til at kunne se mere på indholdet end på formen. Disse egenskaber gjorde, at han direkte genkendte den åndelige storhed hos Martinus, selv inden denne havde fået sin kosmiske bevidsthed. Lars Nibelvang sagde engang i begyndelsen af deres venskab, at Martinus snart skulle være hans lærer, og sådan blev det jo også.

Da Martinus fortalte om sin indvielse, forstod Lars Nibelvang straks omfanget af det, der var sket, hvad han antagelig dengang var ret alene om. Det var også Lars Nibelvang, der – gennem sine mange kundskabsrige spørgsmål – tvang Martinus til at blive helt klar og sikker i sine analyser. Martinus siger faktisk om ham, at "jeg har helt sikkert hverken før eller senere mødt nogen med en så stor indsigt i psykologiske anliggender".

Der er visse ligheder mellem Nikodemus og Lars Nibelvang. Begge var søgere. De var desuden begge godt inde i den tids højeste kundskab om de kosmiske love, men følte alligevel, at der manglede noget. Det var denne åbenhed, der gjorde, at de både kunne se og desuden uforbeholdent erkende den åndelige suverænitet hos Kristus respektive Martinus. Og takket være, at de var ydmyge nok til at erkende denne guddommelige nærværelse, kunne de endelig få svar på alle de spørgsmål, som de havde båret inde i sig, men som hverken de selv eller nogen anden havde kunnet besvare.

Nikodemus vidste, at profeten Esajas havde sagt: "Thi hver krigsstøvle, som blev båren i stridstummelen, og klæderne, som var sølede i blod, skulle opbrændes og blive ildens næring. Thi et barn er os født, en søn er os given, og fyrstendømmet skal være på hans skulder, og hans navn kaldes under, rådgiver, vældige Gud, evigheds Fader, fredsfyrste." (Esajas 9:5-6). Og Nikodemus var overbevist om, at denne fredsfyrste nu var i samme stad som han selv.

Nikodemus var på denne tid en spaltet mand. Han havde to sider i sig. Den ene var den ydre, synlig for alle andre. Denne officielle person levede sit liv som en from jøde, overholdt alle budene og havde en af de mest prestigefyldte og vigtige embeder i samfundet. Uro-skyerne var dog begyndt at hobe sig op i forbindelse med, at en mand fra Nazaret med magt og myndighed var begyndt at forkynde en ny lære for folket. En lære, som både farisæere og saddukæere mente, man måtte bekæmpe, eftersom den truede samfundsordenen og dens magtstruktur. Det, som gjorde Nikodemus så spaltet, var, at der inden i ham var en mængde spørgsmål om livet, døden og Gud, som han, trods sin store lærdom, ikke kunne finde nogen tilfredsstillende svar på. De rapporter, som han gennem sit arbejde modtog om Jesus og hans gerninger, øgede bare denne hans indre konflikt. Jo mere han funderede over det, jo mere sikker blev han nemlig på, at denne Jesus, om nogen, var den, som ville kunne stille hans uro. For at hindre, at Jesu lære bredte sig, havde det Store Råd, som Nikodemus altså var rådsherre i, blandt andet bestemt, at de jøder, der bekendte sig som Jesu disciple, skulle udelukkes af forsamlingen. En meget hård straf på den tid med dens strengt regulerede samfund.

At gå så langt som åbent at erklære Jesus som sin mester, ja, det ville indebære et for stort brud med hele hans stilling og identitet, hans syn på sig selv. Den anden "natside" af ham var endnu alt for spæd og nyvakt til at kunne klare en sådan kraftig eksponering. Det var derfor, at Nikodemus kom til Jesus om natten for at undgå at blive opdaget. Nu gik det jo ikke helt, som han havde tænkt sig. I stedet for at forblive uset og anonym, blev han tværtimod senere kendt i hele den kristne verden.

 

 

Den eneste af evangelisterne, som nævner Nikodernus, er Johannes. I hans tredje kapitel findes fragmenter af samtalen bevaret, og hvis man er bekendt med begrebet reinkarnation, er det tydeligt, at det er den, Jesus taler om, når han siger: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds Rige."

Nikodemus sagde til ham: "Hvorledes kan et menneske fødes, når han er gammel? Mon han kan anden gang komme ind i sin moders liv og fødes?". Martinus beskriver i LB3, stk. 867, "at Nikodemus' fatteevne her var sat på sin hårdeste prøve eller belastning". Så fremmed var åbenbart tanken om, at man ikke bare opstod én gang, men flere. Da Jesus mærkede, at Nikodemus ikke forstod, hvad han havde sagt i klar tale, gik han lidt tilbage og forsøgte med en anden indfaldsvinkel på emnet, men Nikodemus svarede: "Hvorledes kan dette ske?"

Selv om Nikodemus ikke kunne forstå alt, hvad Jesus havde sagt til ham den nat, så var han alligevel, da han gik derfra, helt klar over én ting: Jesus var kommet fra Gud som lærer, og i denne lære fandtes svarene på alle hans spørgsmål. Jesus havde formidlet den levende Guds nærvær for Nikodemus, den Guddom, han så længe havde søgt bag alle ord og ceremonier. Og har man én gang mødt lyset, kan ens hverdag aldrig mere blive den samme.

Nikodemus kunne ikke blive hos Jesus, men vendte tilbage til sit sædvanlige liv igen. Han befandt sig altså principielt i samme situation, som Pilatus senere skulle finde sig selv i, nemlig den at være tvunget til at frigive Barabbas i stedet for Jesus. Og det er sådan, ethvert menneske reagerer i en lignende situation. Martinus har, bl.a. i 4. kap. af bogen Hvad er Sandhed, forklaret dette spørgsmål og derigennem kunnet opløse mange følelser af frustration og skyld. Dér viser Martinus, at det i de første møder med en ny, højere moral er umuligt at følge den fuldt ud, hvor meget man end ønsker det. Det må tage sin tid, men for hvert nyt møde går det efterhånden bedre og bedre, bliver mere og mere naturligt, for til sidst at blive en naturlig del af ens hverdag.

For Nikodemus var det imidlertid netop hverdagen, som blev mere og mere problematisk. Da han nu, med Jesu øjne, så, hvordan hans hverdagsliv formede sig, følte han sig mere og mere utilfreds. Det blev mere og mere svært for ham at skjule sine indre følelser, og når det Store Råd ved en lejlighed forsøgte at gribe Jesus, forsvarede han ham med ordene "Mon vor lov dømme et menneske, uden at man først forhører ham og får at vide, hvad han gør?" (Joh. 7:51). Han får dog ikke medhold af de tilstedeværende.

I nittende kapitel, vers 38-42, vender Nikodemus endnu engang tilbage. Dér beskrives det, hvordan en anden rådsherre ved navn Josef fra Arimetrea, der ligesom Nikodemus i hemmelighed har været en af Jesu disciple, efter korsfæstelsen går til Pilatus og får hans tilladelse til at tage sig af Jesu krop. Josef har købt en grav, som endnu ikke er anvendt af nogen, og det er dertil, han fører Jesu forpinte krop. Men han er ikke alene. Nikodemus kommer også til. Han har velduftende urter med sig, og de to mænd hjælpes ad med at vikle kroppen ind i linned efter den tids begravelsesskik. Denne akt er om noget en kærlighedsgerning og viser, at den ny bevidsthed er vokset så meget frem i dem begge, at de nu for første gang vover at vise det åbent. Jesu ord til sine disciple begynder dermed at virkeliggøres. "Hvad jeg siger Eder i mørket, det taler i lyset; og hvad der siges Eder i øret, det prædiker på tagene". (Mat. 10:27).

Overs.: HL