Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Regnen prikker på ruden, og stormen knager fælt i huset. Det er rart at sidde inde i den slags vejr. Men for os, som hører til "hundefolket", hjælper ingen kære mor. Klokken nærmer sig det sædvanlige tidspunkt. Nu skal Djanka luftes. Små utålmodige pibelyde høres, og brune øjne stirrer. Så gi'r jeg mig. På med gummistøvlerne og den lange frakke. Op med døren og ud i regnen...

På trappestenen oplever jeg det samme som Luther, da han slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Han sagde: "Her står jeg og kan ikke andet!" Han nød det rigtigt. Og jeg, som sjapper ud i regnen med min hund, har det som Luther. Vandet siler ind under kraven, og dråberne slår mod buksebenene og løber ned i støvlerne. Men der er ikke noget at gøre. Når man har hund, har man sagt A. Derefter er det op til hunden at sige B, C, D osv. – hele kvarteret rundt. Det ta'r tid, og det må man finde sig i.

Der er noget fanden i voldsk ved denne underlige frihed. Jeg kender den også fra situationer, hvor jeg efter flere års forsøg har opgivet at lave om på min kone. Det kræver stor overvindelse, for man håber til det sidste. Men om det er dyr, mennesker eller regnvejr kommer ud på et. Det nytter ikke at gøre vrøvl, og når man først har forstået det, banker lykken på døren.

En gang imellem kan jeg undre mig over al det postyr med kristendommen – ja, og med Martinus kosmologi. Tænk på alle de mange bøger, alle de mange ord. Det hele går jo bare ud på at se livet, som det er og acceptere det som et faktum. Større lykke findes næppe. Bortset fra hvis man går et skridt videre og gi'r virkeligheden et knus – hunden, konen, regnvejret...

Det var Martinus artikel på næste side, der fik mig til at forstå det. Uden den ville jeg nok være stoppet op ved glæden og ikke have set, at den er en lille bid af et større princip, der sætter lighedstegn mellem regnvejr, dyr og mennesker. De er som naturmagter, og det nytter ikke at blive sur. Det er vreden, surheden og angsten, der trætter mest. Uden dem kan man i klare øjeblikke se, at det onde – utilfredsheden – er noget, man selv maner frem. Bare fordi man synes, man fortjener bedre, véd bedre.

Heldigvis er livet – et godt liv – rummeligt nok til, at man bliver gennemblødt til skindet, gjort til grin, skældt ud – måske skudt og dræbt!

Er det så rummeligt?

Ja, men der skal oceaner af ord til at forklare det. Derfor de mange bøger, Martinus har skrevet. Ligesom dette nummer af Kosmos handler de alle om, at så rummeligt er livet. Der er plads til det hele – både regnvejret, hundene, menneskene og alle de andre naturmagter.

Selvfølgelig må man slå kraven godt op i nakken, men man kan lige så godt bøje sig for kendsgerningerne og gi' dem lov til at være der.

Det letter!