Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

SKÆBNE OG SKÆBNEKRÆFTER – 2:4

 

 

Man kommer tit ud for det spørgsmål, om det ikke er overflødigt i sin bøn at bede om at blive fri for en lidelse, f.eks. en sygdom, eller bede om, at andre kommer ud af en ulykkelig situation. Hvis den skæbnemæssige oplevelse er nødvendig for den personlige udvikling, kan det forekomme ulogisk at bede om at blive fri for den. Det kan imidlertid ikke understreges nok, at det har overordentlig stor betydning at bede; og det kolliderer ikke med skæbneloven, som vi straks skal se. Med samme begrundelse kunne man også have spurgt, om man overhovedet skal hjælpe andre mennesker, hvis det er deres skæbne at være i en vanskelig situation, og da er vi jo ikke i tvivl om, at vi skal hjælpe!

Man kan jo ikke vide, om den ubehagelige situation, man selv eller en anden befinder sig i som skæbnebegivenhed, netop har opfyldt sin mission, og at det derfor nu er i overensstemmelse med skæbneloven at blive hjulpet. Det er absolut en mulighed, og bønnen eller den praktiske hjælp kan da blive den håndsrækning, som hjælper en selv eller en anden ud af vanskeligheden. Alene af den grund kan det aldrig være rimeligt at undlade at hjælpe eller søge hjælp. Det er derfor ulogisk, ja, misbrug af skæbneloven, hvis man med den i hånden undlader at hjælpe et medvæsen.

Men selv om der er tale om en skæbneudløsning, som er nødvendig, fordi der er et område, hvor man ikke er tilstrækkelig hensynsfuld, men overtræder kærlighedsloven, er der mulighed for, at den henholdsvis kan udsættes eller modificeres. På symbol nr. 20 "Syndernes forladelse" viser Martinus, at en drastisk skæbneimpuls, et drab, kan opløses gennem en række mindre skæbneoplevelser, som tilsammen giver den samme erfaring og lidelse. Det kan være rent praktiske forhold, der hindrer impulsen i at blive udløst som drab. Hvis personen f.eks. er kommet i fængsel som følge af mordet, er det usandsynligt, at han vil blive dræbt, da fængslet er et relativt beskyttet miljø. Men fængselsopholdet indebærer andre ubehageligheder, der som erfaringsdannelse vil modne sindet, så han måske efter en tid ikke længere er i stand til at begå et mord. Og når han ikke kan det på grund af en udviklet samvittighedsfølelse, vil skæbneudløsningen for det oprindelige mord modificeres til den grad af vold, som vedkommende måske stadig er i stand til at udføre, da man ikke kan blive en engel på én gang, og den vil han komme ud for, når de ydre muligheder er til stede. Det er i den forbindelse, Martinus taler om "fortyndet mord", idet mord kan fortyndes i uendeligt mange grader – fra grov lemlæstelse til en lussing, udskældning, irritation eller blot en negativ tanke mod et medvæsen.

En tilbagevendende skæbneimpuls skal med andre ord ikke opfattes i en bestemt form som en "pakke", der dumper ned i ens liv, men snarere som et "beløb", der kan veksles til småpenge. Og denne variabilitet i skæbneudløsningen er direkte afhængig af omstændighederne, som ikke blot er de fysiske omstændigheder, men også de menneskelige relationer, man befinder sig i. Som nævnt i begyndelsen, svinger det enkelte menneskes holdning i såvel positiv som negativ retning, og dets modtagelighed for en impuls fra "skæbnekøen" vil svinge tilsvarende. Så længe det er glad og positivt, er det som hovedregel beskyttet mod ubehagelig karma. Den positive holdning til andre mennesker medfører tilsvarende positive handlinger og følelser fra deres side, dvs. positive skæbneimpulser, der står i konkurrenceforhold til de negative skæbneimpulser. Når andre tænker kærligt på én, modtager man positiv kraft, som er et tilskud til ens egen positive holdning, en opladning af ens aura, som man kan bruge, når man selv er positiv. Man kan derimod ikke bruge den, når man er negativ. Deraf kommer det, at man ikke kan hjælpe mennesker, som ikke "vil" hjælpes, og at hjælp altid er hjælp til selvhjælp.