Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1995/2 side 29
Nyt fra Martinus Institut
 
Bogsalg i Tyskland
Logik, LB1, DEV1 og 15 bøger fra Martinus bogserie er nu udgivet på tysk, og alle disse bøger kan købes på Martinus Institut, men endnu er der ikke noget tysk forlag, der har tilbudt at udgive bøgerne. Det kan dog oplyses, at bøgerne kan købes i Tyskland, nemlig i Albert Schweitzer Haus, Beethoven Allee 16, D-53 173 Bonn, tel +49 228 - 3647 37, hvor der også regelmæssigt bliver holdt foredrag om Martinus Kosmologi. Det tyske Kosmos, der udkommer med 6 numre pr år til en pris af 170 Dkr. for 1995, har for øjeblikket ca 70 abonnenter.
Ole Therkelsen
 
Logik udgivet på tysk
Af større Martinus-bøger på tysk blev først DEV1 udgivet i 1989 og senere LB1 i 1992, og nu i 1994 er Logik allerede blevet udgivet. Den har ganske vist været længe undervejs. Det er godt tyve år siden, at den blev oversat af Erich Gentsch (1901-87). Senere har en gruppe bestående af Karin Linde, Kurt Gramm, Edith Hasselbalch og Peter Muller bearbejdet og læst korrektur på oversættelsen. Logik er fra Instituttets egen computer blevet udskrevet på laser-printer, derefter er den blevet fotokopieret i 100 eksemplarer og indbundet i det lille værksted i Instituttets kælder. Bogen kan købes på Martinus Institut for 180 Dkr eller for 45 DM i Albert Schweitzer Haus.
ot