Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Levende væsener kommunikerer på mange forskellige måder, ved kropssprog, lyde, tegn eller fagter. Mennesker meddeler sig mest ved ord. Der går en strøm af ord mennesker imellem og på alle tænkelige måder: igennem radio, TV, telegraf, telefax, telefon, i bøger, aviser, blade, i sang, råb eller hvisken, men mest ved det talte ord menneske og menneske imellem. Hver nation har sit ordforråd, og millioner af ord er samlet i ordbøger.

Gennem ord kan vi udtrykke alle mulige meninger, opfattelser, holdninger eller sindstilstande. Vi kan udtrykke harmoniske, blide, ømme eller kærlige følelser, eller vi kan ytre os i hårde, vrede, hadefulde, ufølsomme og ukærlige vendinger. Det Martinus kalder tankeklimaer kan i stor udstrækning udformes i ord, men der kan være situationer, hvor ord ikke slår til, og man siger f.eks. "jeg mangler ord" eller "jeg er målløs". Vi kan inspirere, stimulere, kærtegne og være til livgivende hjælp for andre i form af ord eller ved talens brug undertrykke, nedvurdere, såre og tage liv ved ligefrem at bringe andre til mord eller selvmord ved ordets magt. Ord kan være farlige, vi kan bruge "ordets sværd".

Der går således en ordstrøm gennem verden. Glade og optimistiske, vrede og nedstemte, strømme af ord afsender eller modtager vi, og vi bliver hver dag dømt på vore handlinger og ord ved loven om årsag og virkning eller karmaloven. Vi kan tilkendegive os eller afsløre os ved hjælp af ord, skjule, gemme os eller camouflere os, vildlede såvel som vejlede andre med ord. Derfor er det vigtigt, at vi giver agt på vore ord, idet vi hver dag bliver dømt eller bedømt på det vi siger eller giver udtryk for. Men vi er til alle tider blevet dømt. Jesus talte i sin tid ofte om "dommens dag", ligesom han talte om "himmerigets rige", der skulle komme. I en ordveksling med sine modstandere, farisæerne, som han til tider kunne være meget provokerende overfor, siger han bl.a.: "I øgleunger, hvorledes kunne I tale godt, når I er onde? Thi af hjertets overflod taler munden. Et godt menneske fremtager gode ting af sit gode forråd, og et ondt menneske fremtager onde ting af sit onde forråd. Men jeg siger eder, at menneskene skulle gøre regnskab på dommens dag for hvert utilbørligt ord, som de tale. Thi af dine ord skal du retfærdiggøres og af dine ord skal du fordømmes". (Math. 12,34-37). Og vi ser denne dom også i dag. I vore retssale, i vore parlamenter, på arbejdspladser, i skole og universiteter og i vore hjem overfor ægtefæller og børn. Alle steder, hvor vi åbner munden, bliver vi dømt eller bedømt. Taler vi klart og sandt eller taler vi sløret og usandt. Er vi i kontakt med virkeligheden og næstekærligheden eller er vi det ikke? Er vor tale logisk eller ulogisk?

I vor tid er "dommens dag" mere aktuel end nogensinde tidligere, bl.a. som følge af den tekniske udvikling med trykkemaskiner, båndoptagere, computere og telekommunikation, hvor mangfoldiggørelsen af ord og spredningen af budskaber sker hastigere end før i tiden, og hvor situationer fastholdes i billeder og ord. Derfor har vi særlig grund til at være varsomme, så vi ikke udtrykker os ulogisk eller ukærligt, men sætter sandheden i højsædet. Hvor farligt det er ikke at gøre det har i vor tid været meget tydeligt demonstreret og åbenbaret for en hel verden. En stor nations præsident måtte forlade sig høje embede, fordi han havde talt usandt og hans "utilbørlige ord" var fanget og fastholdt i vor moderne teknik. Vi har oplevet høje embedsmænd i vort eget politiske system blive stillet for retten, og nogle har mistet anseelse, fordi de – trods udsagn om det modsatte – netop "havde fejet problemerne ind under gulvtæppet". Vi har oplevet mennesker begå selvmord, når de har mistet indflydelsesrige poster på grund af falske forklaringer. Den større åbenhed i forvaltningen og journalisters store nidkærhed (som måske er tilsat nogle stænk sensationstrang eller sladderagtighed) har i medierne fremdraget "skandaler" og afsløret usandhed, svigagtighed, utroværdighed osv. i den offentlige administration. Den daglige avis og andre nyhedsmedier offentliggør og forfølger sådanne sager og afslører mere eller mindre "utilbørlige ord", der er sagt eller skrevet. Og det gælder os alle. Vi er alle under lup.

Ord kan være kraftfulde, ja, er energi. Ord har vægt. Ordet var ifølge Johannes evangelium det allerførste: "I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud og Ordet var Gud", siger han. Denne hans sætning kan nok være svær at fatte eller "oversætte" og har sikkert givet teologer meget hovedbrud. Med Martinus analyser i baghovedet kunne man måske forklare hans indledning til evangeliet sådan: "I begyndelsen var ordet" – "ordet" er tilkendegivelsen, tankematerie eller grundenergierne omdannet til skabte former. "Ord" er skabte ting og tilhører det Martinus kalder X3, formernes verden. – "Og ordet var hos Gud", ja, "ordet", de skabte former, er frembragt ved Guds skabeevne, X2, og kan ikke være andre steder end "hos Gud" i verdensaltet, der omfatter både hans bevidsthed og hele organisme, og det skabte ord er således "hos Gud". – Og sætningens sidste del: "Og ordet var Gud" siger så, at Gud er en enhed, Gud er identisk med sin skabeevne og sine skabelser, en tre-enighed, og det var øjensynligt denne treenighed Johannes forsøgte at beskrive. Guddommen er en enhed ligesom vor Jeg (X1), vor skabeevne (X2) og vor organisme (X3) er en enhed.

Martinus behandler analysen af de 3 X'er mange steder i sin litteratur, og forståelsen heraf er fundamentet for al forståelse af tilværelsen. Han skriver bl.a. i LB2, stk. 539: "Det treenige Noget" er og bliver i al evighed det absolut altdækkende udtryk for livets og tilværelsens allerhøjeste analyse. – Det treenige princip er afsløringen af livets største mystik. – Det er løsningen på selve tilværelsens gåde".

Men strømmen af ord er et energiocean, det er Guddommens såvel som det enkelte levende væsens skabelsesfelt. Guds skabelser viser sig, hvor skabelserne er færdige, at være logiske, og det vil i Martinus terminologi sige, at de er til glæde og velsignelse for levende væsener. Guds skabelser, Guds "ord" er således klar logik, som den viser sig i naturen, både i mikro-, mellem- og makrokosmos. Hos det endnu ikke færdigskabte jordiske menneske, der fortsat er delvis et dyr og delvis et menneske, er dets skabelser eller "ord" endnu i stor udstrækning ufuldkomne. Vejen for det jordiske menneske er derfor at udvikle sig ved studiet af og efterligning af livets egen fuldkommenhed. Det er denne "lytten" til Guds "ord", der er nødvendig, hvis ordstrømmene, som går gennem verden i dag, skal blive logiske. Det materialistiske eller gudløse jordiske menneske vil ud af sine drastiske oplevelser i vor tids ragnarok og sin søgen efter virkelig sand teoretisk viden efterhånden kunne opnå en harmonisk eller lykkelig tilværelse. Vi må alle lære at tale "sande" og "upartiske" ord, dvs. "ord", der er i fuld kontakt med verdenslogikken. Det gælder politikere, embedsmænd, forretningsfolk, fagforeningsfolk, især alle indflydelsesrige, men i høj grad også alle vi menige medlemmer af samfundet. Uden at vi forlader partiskheden, selviskheden og lokallogikken til fordel for upartiskheden, uselviskheden og den virkelige verdenslogik ingen virkelig "fred på jorden og i menneskene velbehag". Det er livets egen tale eller "Guds ord", der fortsat lyder og manifesterer sig i verden, og fordi vi pr. automatfunktion ofte taler eller handler ulogisk og bruger "utilbørlige" ord, taler han lige så ofte højlydt eller med store bogstaver. Men der hvor der er lydhørhed eller modtagelighed for blidere ord og hvisken, er det sådanne toner vi hører. Vore omgivelsers reaktion på vore "utilbørlige" ord kan aldrig blive en vred Guds "straf" eller give en unødig hård virkning, men er den uundgåelige konsekvens af de af os udløste handlinger og udsagn og dermed en kærlig tilrettevisning, en tilpasset undervisning rettet direkte til hvert enkelt levende væsen, og dermed en privatundervisning, der leder os den korteste vej til vort foreløbige mål: at blive til mennesket i Guds billede eller borger i et humant, internationalt verdenssamfund.