Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Martinus artikel på næste side er skrevet, før han rigtig kom i gang som forfatter. Ca. 40 bøger blev det til gennem et langt liv. I dag er det spændende at gå tilbage til begyndelsen og spørge: Hvordan betragtede han selv sin opgave på dette tidlige tidspunkt?

Hans "orienterende oplysninger" fortæller en masse. De minder lidt om siderne i en dagbog. Ganske vist er de skrevet til hans tilhørere og kommende læsere. Men jeg tror nu også, det er sine egne tanker, han ønsker at få klarhed over gennem denne første præsentation. Selv om teksten lyser af tillid til Forsynet, er han sikkert ganske spændt på at se, hvordan det vil gå.

Hvad vil folk sige om Livets Bog!

Alt det andet er på plads. Han ved, hvad levende væsener er. Han ved også, hvordan de forholder sig til hinanden i mikro-, mellem- og makrokosmos. Og hvordan sult og mættelse frit leder dem ind i evige spiraler. Han ser, hvordan loven om sæd og høst ender med at rydde op, så universets grundtone – selv i krigens værste gru – er kærlighed.

Men kan han få nogen til at acceptere det?

Ja, hvis deres fordomme ikke lukker for syn og hørelse. Hvordan mon de f.eks. vil reagere, når de får at vide, at Jorden er et levende væsen!

Vil de så stå af?

Nok ikke dem allesammen. Men han må advare, sortere lidt på forhånd, undgå at kaste perler. Tro ikke, dette er underholdning, siger han. Der skal virkelig ydes et stykke arbejde, studeres, analyseres...

Dengang i 1932 hed det "åndsvidenskab".

Ja, det hedder det jo stadig. Men nu taler man mest om "kosmologi" – læren om verdensaltet og den måde, det er ordnet på. Martinus kosmologi.

Nu skal jeg fortælle, hvad jeg synes, der er det mest fantastiske ved denne kosmologi. Den bringer orden i ens forståelse af virkeligheden. Javel. Men i modsætning til så mange andre af den slags forklaringer, avler den ikke outsidere – altså folk, som alene ved deres blotte eksistens beviser, at forklaringen ikke 100 procent er dækkende. Det er mangelen på outsidere, der efter min mening gør Martinus kosmologi til et billede af virkeligheden, som ser ud til at være rigtigt.

Tænk på det kommunistiske styre i det tidligere Sovjet. Dets forklaring på verdens indretning skabte politiske outsidere, som måtte gemmes væk for ikke at undergrave folks tro på systemet.

Det er ganske vist rigtigt, at Martinus i sin forklaring beskriver nogle undtagelser – "afsporinger". Men det er ikke folk, der falder uden for. De hører med i systemet som den side af det, der i mine øjne gør det til et godt system. Der er nemlig plads til dem. De følger deres eget "spor" uden for den brede "kongevej". Virkeligheden, som Martinus beskriver den, er stor nok til at rumme dem. Derfor må han fremhæve dem som noget særligt. Men de er det i grunden ikke. For de vandrer frit mod det samme, store mål som alle andre: At elske sin næste som sig selv og Gud over alle ting.

Sådan et system kan jeg godt gå ind for!