Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

SKÆBNE OG SKÆBNEKRÆFTER – 1:4

 

 

Skæbneloven er i sig selv en uomgængelig, automatisk virkende lov, der giver sig udslag i, at alt, hvad det levende væsen tænker og gør, vender tilbage til det og udløser en eller anden form for skæbnedanneIse. Men hvordan og hvornår det sker, er utroligt variabelt, fordi det levende væsen fortsat er energiudløsende og gennem sin moral, tanke, handling og bøn kan modificere skæbnevirkningerne, når skæbnebuerne kommer tilbage.

Individet har med sin frie vilje på grundlag af sine hidtidige erfaringer oprindeligt igangsat skæbnekræfterne, men kan ligeledes ved sin frie vilje på et senere større erfaringsgrundlag modificere eller helt neutralisere de samme skæbnekræfter, når de vender tilbage.

På sit nuværende udviklingstrin har mennesket både gode og dårlige handlinger bag sig, der som tilbagevendte skæbnebuer har kontakt med vor aura og er parat til at virkeliggøre sig i form af gode og dårlige skæbneoplevelser. Martinus bruger ligefrem udtrykket, at der er en skæbnekø. Dette spektrum af tilbagevendte skæbnebuer repræsenterer en række skæbnemuligheder, som har deres årsag i, at det enkelte menneske i sine hidtidige liv tilsvarende har udløst en vifte af tanker og handlinger af forskellig moralsk karakter. Det har f.eks. som medmenneske været hjælpsom mod mange af sine venner i dette eller tidligere liv, men har sandsynligvis også grove overtrædelser af kærlighedsloven på sin samvittighed, måske i form af vold eller bedrageri. Dets skæbnetilgodehavende er derfor meget blandet.

I den fysiske verden kan helt nye forhold eller tilstande ikke skabes øjeblikkeligt, sådan som det er tilfældet i den åndelige verden, men må gennem en skabelsesproces. Der er en udstrakt stabilitet i den fysiske verden både i naturen og i samfundslivet og den enkelte persons private sociale forhold, som viser sig ved, at forholdene som hovedregel kun ændrer sig gradvis, og at det er undtagelsen, når der indtræder pludselige ændringer, der i så fald har karakter af katastrofer. Det er en beskyttelse for individet, at dets omgivelser ikke som i drømme ændres efter dets øjeblikkelige ønsker, men udgør en relativ fast ramme, det kan bevæge sig i. Denne stabilitet kan også udtrykkes som den fysiske verdens træghed eller modstand mod vilje og tankekraft. Martinus fremhæver netop, at de fysiske stoffers modstand skærper menneskets udvikling af intelligens, fordi det kun kan få magt over stofferne ved at tænke logisk, dvs. ved at brug naturlovene på en intelligent måde. Hvis man f.eks. prøver at skabe et firma, viser det sig i praksis, at det ofte er et livsværk, der kræver alle sin indehavers tanker og koncentration igennem et helt liv. I en tale for nylig, hvor en forlagsejer gjorde status over sit liv og sit forlag, måtte han således erkende, at det havde krævet et helt liv at udvikle og konsolidere dette firma, for at det i dag kunne hvile på et sundt økonomisk grundlag og klare sig i konkurrencen.

Der er her en parallel mellem menneskets gradvise overvindelse af stoffet for at få sine ønsker opfyldt og skæbnebuernes gradvise skabelse af skæbnesituationer. En tilbagevendt skæbnebue er en kraft eller energi, der tiltrækker og gradvis skaber de dertil svarende skæbnemæssige forhold ligesom en magnet, der tiltrækker jernfilspåner – eller fører individet til steder, hvor denne situation eksisterer. I begge tilfælde er det den fysiske verdens relative stabilitet eller træghed, som hindrer, at henholdsvis ønsket eller skæbnen realiseres med det samme. Martinus understregede, at det ikke er sådan, som nogle forestiller sig, at det enkelte menneskes skæbne planlægges og styres af højerestående væsener på det åndelige plan. Det er kun tilfældet for personer, der har afgørende betydning for samfundsudviklingen eller verdensgenløsningen. For "almindelige" mennesker er det helt automatisk virkende tiltræknings- og frastødningskræfter, der afgør deres skæbne.

Vi skal altså lægge mærke til, at tilbagevendende skæbnebuer ikke altid udløses øjeblikkeligt, og at der er både behagelige og ubehagelige skæbnemuligheder på vej. Netop udtrykket skæbnemuligheder er valgt her, fordi væsenet ikke viljeløst er prisgivet sin skæbne og blot passivt må afvente den. Det kan aktivt møde sin skæbne og ændre den. Dets holdning, vilje, moral, intelligens og bøn skaber kræfter i dets bevidsthed og dermed i dets aura, som f.eks. kan åbne for de positive skæbnebuer og afdæmpe eller neutralisere de negative skæbnebuer. Så længe man er glad og positiv over for sine omgivelser, åbner man for det gode på sin "skæbnekonto" og lukker for det onde. Først når negative tendenser igen begynder at vinde indpas i bevidstheden, er der risiko for, at den mørke skæbne kan blive realiseret. Det levende væsen er således ikke et viljeløst offer for sin skæbne, men har derimod mulighed for at blive herre over den på samme måde, som det efterhånden vil blive herre over den fysiske verdens kræfter. Og ligesom der er betingelsen udvikling af den rette moralske holdning og den fornødne viden. Omvendt kan man sige, at ligesom det uerfarne og primitive individ ikke kan stille meget op over for naturens kræfter, men må bøje sig for dem, således vil også skæbnens kræfter virke automatisk og konsekvent i et sådant menneskes liv.