Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Pludselig fyldtes jeg af en vidunderlig varme, og det dejlige lys nede ved havet syntes endnu lysere. Det ironiske og for mig helt overraskende var, at begivenheden fandt sted mens jeg var sammen med et menneske, jeg ikke havde troet jeg kunne opleve det med. Det var jo på centret, troede jeg og ingen andre steder, jeg kunne fylde ånden med lys og inspiration denne sommeruge. Den der har været i Klint ved sikkert, hvor fantastisk styrkende det kan være for både krop og sjæl, når man i løbet af en uges tid møder en masse smilende mennesker, sludrer med ligesindede og hører mange gode foredrag. Ja, det er som at få en lille forsmag på "det rigtige menneskerige". Den første gang jeg besøgte Martinus Center i Klint, var jeg alene. Denne gang var det dog lykkedes mig at overtale min familie, bestående af min kone og to teenage drenge, til at følge med til det smukke landskab ved Odsherred på den nordvestlige del af Sjælland. Men eftersom jeg i min familie eller skæbnekomposition er helt alene om min kosmologiinteresse, lejede vi en hytte udenfor centret og forsøgte at tilgodese alles interesser bedst muligt. At man, som i mit tilfælde, stifter familie før man er færdig med at repetere sine tidligere liv, kan således indebære visse risici. Det har altså betydet en hel del kompromiser og interessekonflikter for både min kone og mig. Og for alle der er havnet i en sådan situation, har Forsynet sikkert også en finger med i spillet. Dvs. det er formentlig en vigtig lektie der skal læres i indeværende inkarnation – ikke mindst om tolerance, kan man forestille sig.

Nu gik jeg langs stranden med min kone. Det var eftermiddag og vejret var strålende. Jeg havde taget hende med på en spadseretur, der først gik op mod centret og senere ad en sti ned til stranden. Min ide var, at vi herfra skulle fortsætte hjem til hytten. Men jo længere vi gik jo mere utilgængeligt blev terrænet – ikke så meget for mig der var iført ordentlige sko, men for min kone, der blot havde taget et par sandaler på, kunne jeg se! Da jeg så, hvordan hun vaklede omkring på de runde sten og til tider sank ned i blødt sand, kunne jeg ikke undgå at få lidt medlidenhed med hende. Jeg tænkte for mig selv – "hvad er det dog for strabadser jeg har lokket dig ud i, min kære ven!" Da hun ikke er tungere, end at jeg skulle kunne bære hende, i det mindste over de værste forhindringer, tænkte jeg, tilbød jeg hende min hjælp. Selv om hun takkede nej til mit tilbud, fyldtes jeg i samme øjeblik af en vidunderlig varme, og jeg syntes lyset omkring mig blev endnu lysere. Det var som om min oprigtige hensigt blev anerkendt, ikke blot af mit eget "indre menneske" men også af Forsynet. Ja, det var en stor overraskelse, at min største oplevelse på Klint skulle opstå af en tilsyneladende banal begivenhed sammen med et menneske, der overhovedet ikke deler min livsopfattelse.

Desværre kan jeg endnu ikke fremelske næstekærlighed i samtlige livets forhold. Alene den gode vilje er jo ikke altid tilstrækkelig, som vi ved, men frugten af oplevelsen står mig ganske klar – med al respekt for teorier og studier – men til syvende og sidst er det gennem næstekærligheden i hverdagen, vejen til lykke og kosmisk bevidsthed går.

I en tidligere publiceret Kosmos-artikel: Frihed – frigjorthed og fred (nr. 3/93), forklarer Martinus, at det er et glimt af "den hellige ånd" vi oplever hver gang vi føler glæde og varme ved en kærlighedsfuld handling. "Den hellige ånd" – der ifølge Martinus ikke er nogen person eller ting, men en bevidsthedstilstand lig Guds egen bevidsthed – er ethvert jordmenneskes arvelod som han eller hun før eller siden bliver ét med, lærer kosmologien os.

Og på spørgsmålet: Hvilken er den hurtigste vej? forklarer Martinus, at det drejer sig om to ting: At bruge bønnen, og at udvikle sin næstekærlighed. – "Når dit øje udstråler kærlighed til alt og alle uden undtagelse, vil Gud begynde at åbenbare sig, hvorhen du end retter din bevidsthed!" (se Martinus – som vi husker ham, Lars Nibelvangs fortælling s. 19).

Oversættelse: BA