Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Døden er absolut ikke nogen død i virkeligheden, således som millioner af mennesker tror eller forestiller sig. Og derfor er næsten alle disse mennesker mere eller mindre bange for at dø. De er altså offer for en af livets største overtro eller fejltænkning. Døden eksisterer ikke og kan absolut ikke eksistere. Og udtrykket "døden" vil derfor udgå af sproget i den ny verdenskultur. Ligesom det lille spæde barns fødsel til den fysiske verden i virkeligheden er en overgang fra dets tilværelse på det åndelige plan til det fysiske plan, således er også "døden" kun væsenets overgang fra det fysiske plan til det åndelige plan, altså til dets virkelige evige livs hjemsted. Derfor vil udtrykket "døden" efterhånden udgå af sproget og blive udtrykt som "fødsel 2", mens barnefødslen eller fødslen til den fysiske verden vil være at udtrykke som "fødsel 1". Menneskenes rædsel for "fødsel 2" (døden) kan som regel kun skyldes deres totale uvidenhed om, hvad der sker efter "fødsel 2" (døden), som altså ikke er nogen død, men derimod som nævnt er en "fødsel". Nogle mennesker tror, at den er en total udslettelse af livet og dermed ophør af deres eksistens. Andre er bange for, at de her skal straffes for deres "synder", "brændes i helvedes evige ild". Der forekommer mange forskellige forestillinger om "døden", altså "fødsel 2". Dette gælder både hos hedenskab og kristendom. Disse forestillinger skyldes hovedsageligt, at menneskene endnu ikke har tilstrækkelig sanseudvikling til at kunne overskue deres nuværende virkelige situation i den gigantiske skabelsesproces, de befinder sig i for at blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".

Døden er således kun en overførelsesproces af det levende væsens livsoplevelsestilstand fra mørkets verden til lysets verden. Dette vil igen sige fra den fysiske verden til den åndelige verden. Processen sker ved, at væsenet bliver befriet fra sit fysiske legeme. Efter denne befrielse ligger dette legeme som livløst. Og dette er ganske naturligt, eftersom det i sig selv aldrig har været levende. Men dette forhindrer ikke, at det bestod af levende mikrovæsener af forskellige arter. Hver art havde sin livsverden, i hvilken de kunne opleve deres fysiske tilværelse. Disse små livsverdener udtrykker vi som vore fysiske organer. De er bygget op og tilpasset på en sådan måde, at de tilsammen danner vort fysiske legeme, der igen udgør vort fysiske livsredskab på det fysiske plan. Men det udgør ikke betingelsen for vor fremtræden som "levende væsen". Men det er bygget således, at dets strukturs funktionsmuligheder kræver, at det er besat af vort jeg og dets overbevidsthed. Disse to objekter udgør tilsammen en enhed, der udgør det virkeligt levende, evigt udødelige væsen bag den forgængelige fysiske organisme. Og således er vor fysiske organisme besat og holdt i live af vort evige jeg. I kraft af denne besættelse af vort fysiske legeme gør vi dette til et redskab for vor eksistens, oplevelse og skabelse på det fysiske plan. Men dette redskab kan ligesom alle andre redskaber blive gammelt og skrøbeligt, blive læderet og ubrugeligt. I sådanne tilfælde skilles det automatisk fra det jeg eller levende væsen, det var besat af, og hvis fysiske redskab det havde været. Uden denne befrielse fra den fysiske organisme når den er forældet, læderet og ødelagt, og vi derefter automatisk får en ny fysisk organisme, ville vi umuligt kunne blive til det fuldkomne menneske i "Guds billede". Hvordan skulle dette gå til, når vi tænker på, hvor mange der får ødelagt deres fysiske organismer ved krig, ulykker og sygdomme. Hvis genfødelsen af en ny organisme ikke fandt sted, hver gang den gamle organisme totalt svigtede, måtte det pågældende væsens udvikling totalt standse, da virkelig udvikling ikke kan finde sted på det åndelige plan. Men tænk, hvilket gode vi også bliver vidne til her. Vi ser, at alle de ulykker og lidelser, alt det mørke, som væsenet igennem de mange fysiske jordliv skal igennem for at få det erfaringsocean, der skal til, for at væsenet kan blive i Guds billede, ikke på nogen som helst måde rammer jeget eller det virkelige levende væsen bag organismen. Det bliver befriet fra hver defekt eller ødelagt organisme, men beholder den viden eller erfaring, lys eller mørk, det fik igennem organismen. Og væsenet får nu i tilgift en lysets pause i det åndelige miljøs sfære, det foreløbig er udviklet til at kunne tåle, indtil det atter er forberedt eller modent til en ny fysisk genfødelse.