Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et af de Paabud, der i særlig Grad indprentes Menneskene gennem den kristne Verdensanskuelse, er dette i allerhøjeste Grad at tage Afstand fra "Afgudsdyrkelse". Igennem den samme Anskuelses Børnelærdom blev det meget stærkt pointeret, hvor højt "Kristendommen" var hævet over "Afgudsdyrkelse", ja var ligefrem en diametral Modsætning til denne. "Afgudsdyrkelse" var altsaa noget, paa hvilket "Hedenskabet" var baseret. Og "hedensk" maatte alt og alle være, der ikke hørte ind under den saakaldte "Kristendom". Man fik saaledes blandt andet forklaret, at Buddha var en "Afgud", og Muhamed en "falsk Profet" eller "Afgud", og at Tilhængerne af disse "Afguder" gjorde sig skyldig i "Afgudsdyrkelse" og dermed var "Hedninger", var faktisk "fortabte" Sjæle, der kun kunde reddes fra Undergangen ved den "kristne Daab". Denne "Daab" var altsaa en Ceremoni, en Foranstaltning saa vigtig, at man uden denne var dømt til, ikke alene at stemples som "Hedninger", men ogsaa havde en uundgaaelig "evig Fortabelse" i Vente. Da denne "evige Fortabelse" var det samme som Forsynets Hensættelse af levende Væsener i en Lidelsestilstand af "Graad og Tænders Gnidsel", en evig Kulmination af Pinsel, betegnet som "Helvedes Ild", hvorfra der absolut intet Tilbagetog fandtes, i modsat Fald var den jo ikke evig, var det ikke noget lidet Ansvar, som et Par Forældre, efter den "kristne" Opfattelse, paadrog sig ved ikke at lade deres Børn døbe.

Men tænk at et Forsyn, der igennem den samme "kristne" Opfattelse paaberaabes at være "alkærlig", lader et lille nyfødt Barn, der kommer til Verden sund og frisk og med alle Muligheder for et langt Liv i Oplevelsen af Erfaringer paa baade godt og ondt, og af hvilket det jo netop efterhaanden ved Selvsyn kan lære Ret og Skel, tænk at et "alkærligt" Forsyn lader en saa skrækkelig Kulmination af Rædselsskæbne som en "evig Fortabelse" eller et "gloende Helvede" hvile over et saadant lille nyfødt Væsens Hoved, blot hængende i en saa skrøbelig Traad som et Par Forældres mere eller mindre fremtrædende Vilkaarlighed. -

At denne Foranstaltning skulde kunne udtrykke "Alkærlighed" bliver endnu mere haabløst, eftersom altdominerende og overvejende Kendsgerninger viser, at Forældre af alle Arter Karakterer, baade slette og gode, avler Børn. Hvad mener man om at blive født hos Forældre, der paa Forhaand lader haant om alt religiøst, om Daab og Nadver eller alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Sakramenter"? - Hvad mener man om at have en Far og Mor, der forfølger disse Ting og opdrager en til at opfatte dem som ligefrem Løgn og Bedrageri? - Hvorledes skal et lille nyfødt Barn med saadanne Forældre naa at blive døbt? - Hvor kan det være "alkærligt" at lade et lille Barn fødes hos Forældre, hvor det umuligt kan faa den paaberaabte absolut nødvendige "Daabens frelsende Velsignelse"? - Bliver denne "Alkærlighed" ikke endnu mindre synlig eller taageformet, alt eftersom man netop erklærer samme Forsyn for at være "almægtigt"? - Det kan altsaa gøre, hvad det vil, men ikke desto mindre lader det netop Børn fødes hos Forældre, hvor "Daabens Velsignelse" er en Umulighed, og hvor de samme Børn saaledes paa Forhaand af Forsynet selv er dømt til den gruopvækkende "evige Fortabelse". -

Da man yderligere erklærer samme Forsyn for at være "alvis", maa dette jo paa Forhaand vide Resultatet. Hvorfor forhindrer dette saa ikke Børnefødsler hos Forældre, hvor de ikke kan blive døbte? - Kan Forsynet finde Behag i at lade Væsener fødes direkte til en "evig Fortabelse"? - Kan det være en Underholdning for en Gud, at Væsener skal vaande sig i en Pinsel, de ikke selv har paaført sig, men kun er kommen ind i ved et Par Forældres Samvittighedsløshed eller aandelige Uformuenhed? - Og hvad saa med de utalte Millioner af Mennesker, der har levet paa Jorden, og er døde før Daabens Opfindelse nogen Sinde blev proklameret? - Brænder disse Sjæle i Dag i en evig Ild, eller befinder sig i en kosmisk Rædselsterror? - Og hvad med de mange, mange Tusinder, der i Dag fødes hos Naturmenneskene, der jo i særlig Grad stemples som "Hedninger" og "Afgudsdyrkere"? - Ønsker Forsynet stadigt at se nye Sjæle brænde, raabe, skrige og pines? - Hvor kan det forbindes med "Alkærlighed" saaledes ligefrem at svælge i Synet af andre Væseners "Graad og Tænders Gnidsel"? - Hvad Nytte er det til? - Hvilket kærligt Formaal skal det tjene? -

Hedder det sig ikke, ligeledes indenfor den "kristne" Opfattelse, at Gud har givet Mennesket en "fri Villie", hvilket altsaa vil sige Evnen til at vælge? - Men hvad har Forsynet givet Mennesket at vælge? - Enten maa det lade sig "døbe" og blive "frelst", eller ogsaa maa det vansmægte i en evig hjælpeløs Lidelsestilstand eller Fortabelse. Men er det en "fri Villie"? - Er Situationen her ikke den samme, som den en Røvers Offer er ude for, naar samme Røver med sin Revolver tvinger det til at række Hænderne op? - Offeret har ogsaa her en "fri Villie". Det kan enten lade sig skyde eller række Hænderne op. Men er det ikke den Slags Situationer, der kommer ind under Begrebet "Tvang"? - Og hvor bliver saa den guddommelige Kærlighed af? - Bliver det Billede af Guddommen, der her kommer til Syne, ikke et Vrangbillede for de Mennesker, der er nøgterne og bruger deres Forstand og har Evne til at gennemtænke Problemerne? - Er den Guddom, der, saaledes som her viser sig, fremtræder med Bevidsthedstendenser, der, naar de forefindes hos det jordiske Menneske, i allerhøjeste Grad stemples som "Perversiteter", "Sadisme", "Ondskab", "Vrede" og "Ufuldkommenheder", ikke en - "Afgud". Bliver det ikke en Kendsgerning, at til at "se" en saadan Guddom, behøves der ikke ret megen "Renhed af Hjærtet", tværtimod. Denne Guddom er jo set gennem "farvede Briller", hvilket i dette Tilfælde vil sige oplevet gennem en uren og naiv jordmenneskelig Opfattelsesevne. Den sande kristne Gud, som Jesus kaldte Fader og følte sig eet med, er her temmelig fjern og endnu helt skjult i Hedenskabets Mørke. Hele den "kristne" Verden dyrker altsaa endnu i Dag, omtrent to Aartusinder efter at den sande Kristendom af en Verdensgenløser blev demonstreret i Jordens Zoner, en "Afgud". Og Skellet imellem de "kristne" og "hedenske" Mennesker er saaledes ikke i ret stor Udstrækning af praktisk Natur, men bestaar mere af teoretiske Formler, der i Ophøjethed og Renhed ligger saa højt hævet over den hidtil eksisterende "kristne" Verdens daglige Liv, at de er blevet Idealer, der kun kunne opfyldes af Jesus, hvilket vil sige, af "Guds egen enbaarne Søn", og hvorfor det netop er blevet en Selvfølge, at disse Idealers Opfyldelse ikke forlangtes tilstræbt eller praktiseret af jordiske Mennesker.

De gode Gerninger, Moralen i Handel og Vandel, blev saaledes ikke en Hovedting, men kun en Biting i den gængse "kristne" Væremaade. Nej, man kunde derimod, ved Jesu Opfyldelse af Idealerne og ved hans Lidelse og Død, der jo formentes at være "Straffen" for alle Menneskers Synder, baade de allerede begaaede og de endnu ubegaaede, selv blive ganske fri for al Eftervirkning af sit eget ugudelige og syndige Liv, ligegyldigt hvor slet man saa end havde været. Hans store Position hos den himmelske Fader var nok til at formilde dennes Vrede, saa denne lod Naade gaa for Ret, og nøjedes med bare at lade ham den uskyldige afstraffe, hvorved de skyldige saaledes kunde faa fri Passage ind i "Paradiset".

At en saadan Opfattelse ogsaa er af hedensk Oprindelse viser jo de sande kristne udødelige Sætninger: "Han skal betale hver efter sine Gerninger". - "Det et Menneske saar, det skal det høste". Endvidere hedder det: "Drag dit Sværd i Skeden, thi hver den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd". -

At disse guddommelige Læresætninger og virkelige Sandhedsanalyser gennem Naades- og Syndsforladelsesteorien i stor Udstrækning er blevet ugyldige, er naturligvis en Selvfølge. Og at nævnte Teori saaledes blev en mental Sovepude, hvor al Energiudfoldelse i Retning af at udøve gode Gerninger, Kærlighed, Sympati og Tolerance omkring sig maatte sygne hen, maatte degenerere og blive magtesløs, er naturligvis ligeledes en Selvfølge. Kun ved "Jesu Blod" og "Guds Naade" kunde man blive "frelst". At en saadan Opfattelse maatte forandre Kristendommen fra at være en ren ydre praktisk Foranstaltning eller realistisk Inspirationskilde i det daglige Liv, til at blive en fantastisk indre Indbildning om en særlig Begunstigelse hos Forsynet, er jo ganske naturligt. Og Kendsgerningen er da ogsaa blevet, at man aldrig nogen Sinde har set et "hedensk" Folk i den Grad være dygtiggjort til at føre Krig, Masseudfoldelse af Mord, Drab og Lemlæstelse, Undertrykkelse, Bedrageri og Falsk som netop de Stater, der i Dag brillerer i Verden under Prædikatet "Kristne". -

Hvad har Daab og Konfirmation bevirket paa disse Mennesker? - Er de renere og helligere end de saakaldte "Hedninger"? - Er de mere kærlige og trofaste? - Er der noget, der beviser, at de er mere begunstiget af Forsynet? - Er deres Skæbner gennemgaaende ikke mere ulykkelige end "Hedningernes"? - Er de ikke mindst ligesaa hjemsøgt af Sygdomme og daglige Besværligheder, Uoverensstemmelser, Lovovertrædelser, ægteskabelige Stridigheder, revolutionære Tendenser og Spektakler, Sult og Savn, som disse? - Jeg tror nok, man kan sige, at "Hedningerne" staar Naturen nærmere og derfor er mere i Kontakt med dens Love, hvad samfundsmæssig Disciplin og livsbetingende Organisation angaar. Det er rigtigt, at de "Kristne" maaske har et bedre organiseret "Straffesystem" med "Tugthuse", og "Retsvæsen, men det er jo i dette Tilfælde Overtrædelserne, vi skal se paa. Og hvad dette angaar, finder man ikke Lovlydigheden større hos de "Døbte".

Og hvorfor skulde disse Mennesker, fordi de har været underkastet denne Ceremoni, som i de fleste Tilfælde jo ikke engang har været frivillig, men paatvungent dem i deres nyfødte Tilstand uden nogen som helst Sanktion eller Viden, være bedre end andre Mennesker? - At løfte et Væsen fra et Udviklingstrin til et andet lader sig ikke gøre saa let eller ved noget "Mirakel". Kun Erfaringerne, Oplevelserne eller Udviklingen kan løfte Menneskene. At tro, at man er bedre, fordi man har gennemgaaet en Handling eller Ceremoni, som ikke paa nogen som helst Maade kan tilskrives ens eget Initiativ, og for hvilket man saaledes absolut ikke selv retmæssigt kan tilkendes Æren, og samtidigt mene at man er mere begunstiget af Forsynet, at man hører til "Guds Udvalgte", det er at smykke sig med laante Fjer. Det er at leve i Overtro. At fryde sig over en saadan "Begunstigelse" er naiv Selvglæde. Det er at fryde sig over en "Ordensdekoration". Og denne Fryd er som bekendt ikke en Dyrkelse af sin "udekorerede" Næste, men er netop en Glæde over, at man ved sin Dekorering er blevet officielt anerkendt som bedre end denne. Det er Farisæerens Glæde over, at han ikke var som de andre Mennesker: Tyve, Røvere, Horkarle o. s. v. Men en saadan Glæde er ikke at "elske sin Næste" og kan derfor ikke være at dyrke Gud, men er derimod udelukkende kun en Tilbedelse af sin egen Person. Det er at svælge i en indbildt Lyksalighed. Det er at færdes i et indbildt Himmerige. At tro paa et Forsyn, der begunstiger det ene levende Væsen mere end det andet, det er at tro paa en indbildt Gud. Det er at tro paa et Væsen, der har den samme mentale Skrøbelighed eller ufærdige Tilstand som Jordmennesket selv. En saadan Gud er ikke en Gud, men en "Afgud". Og et Væsen, der dyrker en saadan Guddom, er en Hundrede Procents "Afgudsydrker". Det døbte "kristne" Væsen kan saaledes ved sin Daab let blive indviet til at være en - Hedning. Og her bliver Jesu Ord særlig aktuelt: "Hver den, som synes at staa, se vel til at han ikke falder". -

Hvad er da Daaben? - Daaben er et "Sakramente" ligesom Nadveren. Men medens Nadveren er baseret paa at skabe en Følelsesindvirkning, der kan fjerne Samvittighedsnag eller sjælelig Nedtrykthed over bevidste "Synder", man har begaaet, er Daaben derimod for det voksne Menneske en aabenlys højtidelig Erkendelse af at ville bekende sig til den "sande Kristendom". For det endnu spæde Barn, der ikke aner, hvad der finder Sted, kan Daaben selvfølgelig kun være Udtryk for Forældrenes officielle Erkendelse af, at deres Barn skal tilhøre "Kristendommen". Naturligvis kan Daaben i et saadant Tilfælde, selvom den ikke bliver det for Barnet, som den bliver for det voksne Menneske, ikke undgaa at være en Velsignelse af Barnet, for saavidt Forældrenes Tanker og Præstens Bøn er virkelig ærligt "kristne". Og Daaben bliver da ogsaa for saavidt i Kontakt med Jesus, der hvor han siger: "Lader de smaa Børn komme til mig, formener dem ikke, thi Guds Rige hører saadanne til". Men en saadan Velsignelse kan ogsaa i fuldeste Maal vederfares det lille Barn ved en blot og bar Haandspaalæggelse i Forbindelse med guddommelige kærlige Tanker for Barnet, ganske uden den traditionelle Benyttelse af Vand. Derfor vil Vandceremonien ogsaa være mere passende for det Menneske, der først bliver døbt i voksen og bevidst" Tilstand.

At Daabsceremonien ikke er helt fuldkommen, naar den paaføres det lille Barn, kommer jo til Syne i den Omstændighed, at man her ganske mangler Individets egen bevidste Sanktion af denne dets Indlemmelse i de "kristne" Traditioner. Man har derfor ogsaa følt sig nødsaget til at maatte indføre den saakaldte "Konfirmation", hvorved Individets egen bevidste Indvilligelse officielt kan komme til at foreligge.

Men hvorfor skal et Menneske døbes?

Naar Daaben er blevet indført i Verden, saa kan det kun skyldes den Omstændighed, at det for det primitive Menneske, der endnu kun følelsesmæssigt, men ikke forstandsmæssigt kan opfatte selve Livets virkelige Struktur, var nødvendigt at skabe en Foranstaltning, ved hvilken samme primitive Menneske kunde faa en følelsesmæssig Paavirkning. Det er rimeligt, at Mennesket paa et Stadium, hvor det endnu ud over sin daglige Kamp for Tilværelsen eller Selvopholdelsesdriften ikke kan bruge Forstandens klare Lys, kun kan paavirkes gennem Følelsen. Og til Paavirkning af Følelsen tjener Ceremonier bedre end Analyser, og navnlig paa et Tidspunkt, hvor Analyseringsevnen paa det religiøse Omraade endnu kun er ganske latent. Det religiøse Liv blev da ogsaa, - i Modsætning til det øvrige Liv, der jo var en Kamp med Naturen, en Kamp for Føden og Selvhævdelsen, og derfor blev en Oplevelse af realistiske eller rent praktiske Kendsgerninger, der mere og mere trænede Forstanden, - af ceremoniel Natur.

Denne Natur bevirkede efterhaanden, at der blev bygget store Templer med skønt indre Udstyr, med Altre og Røgelseskar betjent af Ypperstepræster, Præster i ejendommelige Dragter, Tempeldanserinder i luftige Gevanter, altsammen baseret paa at skabe - lyse Stemninger - og saaledes indvirke direkte paa Følelseslivet, men derimod kun meget lidet egnet til at give direkte Oplysning for Forstanden. Men det primitive Menneske, for hvem den højere Analysering af selve Livets Mysterium paa Grund af den latente Intelligensevne ikke var paakrævet, havde jo ingen Mulighed for sjælelig Løftning paa anden Maade end igennem Stemninger. Det religiøse Liv maatte derfor ogsaa nødvendigvis udvikle sig i Retning af at skabe lyse Stemninger ved Hjælp af saadanne Midler, som kunde virke paa det primitive Menneskes Følelsessans, der jo var dets mest dominerende Sanseredskab. Og af denne Udvikling er vore Kirker af i Dag jo kun et Resultat eller en Forlængelse. Hvad er Præstens "Messe", Kirkeorglets Brus, Sangkorenes Tonevæld og Kirkeklokkernes Klang andet end Midler til Skabelse af Stemninger, der kan virke oplivende paa Følelsen og dermed gøre Sindet glad og opløfte Sjælen. Og man kan derfor blive oplivet af en Gudstjeneste og forlade den løftet og glad, men er ikke i nogen som helst Grad blevet virkeligt - klogere. En "Gudstjeneste" er ikke en "Skole", men en "Stemningsmanifestation".

Og er det ikke det samme med "Sakramenterne"? - Hvad "Klogskab" faar man igennem "Sakramenterne"? - Gælder det ikke ogsaa her, at det kun er en ophøjet Stemning, der tildeles en? - Det Menneske, der gaar til Alters oprigtigt "troende", gaar det ikke bort fra dette "Herrens Bord" i Forvisningen om at have faaet "Syndernes Forladelse"? - Hvad er denne Forvisning andet end en højere og lysere Stemning? - En Berigelse af Kundskab, en nærmere Redegørelse i uangribelige Analysedetailler, gaaende matematisk op i Verdensaltets øvrige guddommelige Struktur har den "syndsforladte" saaledes absolut ikke faaet. For ham staar Begivenheden i Virkeligheden kun som et "Mirakel", hvilket vil sige: en Skabelse direkte paa "Guds Befaling", ja, er faktisk "et Nogets Frembringelse af intet".

Men da "noget" ikke kan frembringes af "intet", bliver en saadan Opfattelse ganske uholdbar for det fremskredne tænkende og analyseringsdygtige Menneske. Og Tilliden hos et saadant Væsen til Sakramenternes mirakuløse Natur opløser sig derfor mere og mere. Og disse mister derved i samme Grad sin stemningsløftende Kraft for samme Væsen.

Og hvad saa med samme Væsens "Kristendom", naar det saaledes f. Eks. ikke mere kan tro paa Daaben? - Ja, saa er det jo, efter de mest ivrige eller nidkære "Kristne"s Formening og Dom hjemfalden til "evig Fortabelse" i et "gloende Helvede".

Men da det efterhaanden bliver en mere og mere udbredt Kendsgerning, at Daabens løftende Indflydelse fuldstændigt taber sig for flere og flere Mennesker, bliver det ogsaa en Kendsgerning, at flere og flere saaledes skulde miste Adgangen til den sande Lykke, Adgangen til at blive "frelst", som det hedder. En i Størrelse voksende Skare gaar til "Fortabelse", gaar til "Helvede", medens Strømmen til "Frelsen" bliver mindre og mindre.

Men hvis denne Opfattelse nu virkelig var rigtig, saa maatte Guddommens Plan eller Hensigt med Menneskene jo være saa temmelig forfejlet. Flere og flere Mennesker melder sig ud af "Folkekirken", flere og flere mister Troen paa deres Børnelærdom. Mange Mennesker hører op med at gaa i Kirke. Masser af Mennesker bliver "Fritænkere". En vældig Strøm af Mennesker gaar over i andre Trosretninger o. s. v. Men fælles for dem alle er, i Henhold til den "kristne" Nidkærhed, at de er "fortabte".

Har Guddommen da ikke ment at "frelse" alle Mennesker? - De nidkære i Troen svarer ganske vist her, at Gud har givet ethvert Menneske en "fri Villie", saa de selv kan vælge, men den Kendsgerning bliver dog staaende, at de ikke alle har Evne til at tro paa det "rette". Og mange af dem, der før troede, mister fuldstændig Troen. Hvorledes skal saa disse Mennesker kunne "ville" det "rette"? - Det er jo en Betingelse, at skulle tro paa "Frelsen" gennem Daabens Velsignelse for at undgaa den "evige Fortabelse". Men hedder det sig ikke gennem den samme ortodokse "Kristendom", at det er Guddommen, der skaber Mennesket, det er Guddommen, der har al Magten i Himlen og paa Jorden? - Hvorfor har han saa ikke skabt Mennesket saaledes, at det umuligt kunne "ville" det forkerte? - Der er da sikkert ikke noget levende Væsen, der kan betragte en "evig Fortabelse" som et Ideal, eller som en lykkelig attraaværdig Fremtid. Naar samme Guddom er "alvis", kan han ikke undgaa at have vidst Resultatet allerede i Forvejen, inden han skabte de Mennesker, der ender som "evigt fortabte". Da han samtidig paaberaabes at være "alkærlig", hvorfor har han saa ikke med sin "Almagt" bevirket, at Evnen til at "tro" var lige stabiliseret hos alle Mennesker? - Der maa da være noget ufuldkomment i hans Skabelse hos de Mennesker, der mister Evnen til at "tro" og derved samtidigt mister Evnen til at "ville" det "rette". At gøre disse Mennesker ansvarlige for deres manglende "Tro" er da i allerhøjeste Grad ukærligt. De kan umuligt præstere Egenskaber eller Manifestationer, der er baseret paa Evner, de slet ikke har.

Mon ikke den nidkære "Kristendom", der dømmer med Ild og Sværd, evig Fortabelse og Helvede, her i en lidt for udpræget Grad er spækket med hedenske Traditioner? - Og tror man ikke, det er en farlig Sag, saaledes i Kristendommens Navn at svovle med Død og Helvede over andre Væsener? - Viser det ikke en temmelig spinkel "Næstekærlighed"? - Og er det ikke denne taabelige Dom eller Dømmen, deres egen Fører og Verdensgenløser advarer imod, naar han siger: "Dømmer ikke, thi med hvad Dom i dømme, skal eder igen tilmaales". -

Hvad er da "Kristendom", og hvad er "Hedenskab"? - Hvorfor dømmer de nidkære "Kristne" da med saa haard en Dom? - Og hvorfor er denne Dom haardere og mere ubarmhjertig, jo mere dens Ophav befinder sig blandt de aabenlyst nidkære i Paaberaabningen af at være "frelst", være "hellig", være blandt "Guds udvalgte"? - Er disse Mennesker nu sande Repræsentanter for den rene "Jesuspraktisering" af "Kristendom", eller findes der en anden Form for Praktisering af "Kristendom" som saadanne intolerante og dømmende Mennesker maa siges at henhøre under? -

Ja, for at faa det retmæssige Svar herpaa, maa vi vel vende os imod selve Kristendommens dybeste Ophav: Jesus Kristus eller Verdensgenløseren selv. Hvad siger da dette Ophav i nærværende Sag? - Siger dette ikke, at "man skal kende Træet paa dets Frugter"? - Og udtrykkes dette Kendskab ikke som den bedste eller mest sikre Beskyttelse imod "falske Profeter" eller imod Falskneri af "Kristendom"? - I dette Tilfælde vil det altsaa sige, at man skal lære at skelne, om det er "kristne" eller "hedenske Frugter"? - Hvorpaa kender man da Forskel paa disse to Slags "Frugter"? -

Da "Frugter" i dette Tilfælde betyder Moralopfattelse og Væremaade, maa man altsaa lære at skelne mellem "hedensk" og "kristen" Moralopfattelse og Væremaade. Da den "hedenske" Moralopfattelse og Væremaade er den ældste, og derfor saa indlevet i Jordmenneskets Bevidsthed, at den er blevet den dybeste Vanebevidsthed, eksisterer som Automatfunktion eller "C. Viden", er den den Dag i Dag den mest dominerende Faktor i Jordmenneskenes daglige Bevidsthedsliv. Og det er dette Domæne, der nu igennem omtrent to Aartusinder har virket som en kold Luft paa Kristendommens unge spirende Træ under dets Opvækst, saaledes at det i Dag kun fremtræder som et Træ, der midt i et Vildnis af hedenske Gevækster kun bærer forkrøblede Frugter, der i en altfor høj Grad smager af Hedenskabets sure og bitre Jordbund, Frugter der altfor tydelig ses at være af "hedensk" Kultur.

Hvad mener man t. Eks. om en Moralopfattelse og Væremaade, der velsigner Krigstankene, Bombeflyvemaskinerne, Torpedobaadene, Slagkrydserne og de endnu mere snigmorderiske Undervandsbaade og alt det øvrige døds- og lemlæstelsesbefordrende og i Genialitet kulminerende Massemordmateriel samtidigt med, at man beder Bønner om disse Vaabens Beskyttelse, Held og Lykke til Fordel for den fuldstændige Ødelæggelse af "Fjenden"s Materiel, Kød og Blod, Mænd og Fædre, Sønner og Elskere og alt, hvad de har kært, deres Fædreland, Hjem, Idealer, Kunst og øvrige Frembringelser? - Tror man, det er skønne "kristne Frugter"? -

At denne "Velsignelse" og disse "Bønner" foretages af Mænd, der ikke alene er "døbte" og "konfirmerede" og dermed officielt har lovet at tjene den "kristne Moralopfattelse og Væremaade", men ogsaa har ladet sig højtideligt forberede og "indvie" til at være Præster for den "kristne Kirke", være Tjenere for en Moral, der udelukkende paabyder, i Følge dens eget Ophavs personlige Udtalelse: "Drag dit Sværd i Skeden, thi hver den som ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd" - "Det I vil at andre skal gøre imod Eder, dette gører I ogsaa mod dem", - "Vend den højre Kind til naar du bliver slaaet paa den venstre", - er jo en aabenlys Ironi paa sand Kristendom. At saadanne Væsener højtideligt er gjort til officielle Autoriteter og Sagkundskab i en Væremaade, hvis Fundament er Princippet "Du skal ikke dræbe", og hvis yderste Konsekvenser er Opfyldelsen af Princippet "at elske sin Næste som sig selv" kan kun gøre Kristendommen forkrøblet og dens Frugter saa sure, at de kun er lidet attraaværdige for ikke at sige giftige for den, der virkelig af Hjærtet elsker Verdensgenløseren og igennem hans, i kulminerende Kærlighed praktiserede sande Kristendom og Moralopfattelse, begynder at kunne fornemme den Væremaade, der virkelig er "Vejen, Sandheden og Livet".

At en hel Mængde andre "døbte" og saakaldte "omvendte", "frelste" og "hellige" Jordmennesker prædiker "Kristendom" i Form af et ubændigt Forsvar for "hellig Vrede", "retfærdig Harme", hvilket i Virkeligheden vil sige: et Forsvar for Retten til at være "vred" paa anderledes tænkende, Retten til at forsvare deres egen med "Fortabelse" og "Helvede" dømmende Adfærd som retmæssig "Kristendom", Retten til at føle sig selv som tilhørende Guds "særligt udvalgte lille Skare", Retten til at blive vred paa dem, der ikke tror paa den "vrede Guddom", der kun kan "forsones" ved et uskyldigt Væsens store "Blodoffer", Retten til at blive vred paa dem, der ikke tror paa "evig Fortabelse", "gloende Helvede", "Djævel" eller andre Former for primitiv jordmenneskelig Fantasi og Overtro o. s. v., giver jo kun et glimrende Materiale for den højere Psykologi til Bedømmelse af disse Væseners sande Sindelag og Identitet som "kristne". Det er jo dette Sindelag, der er de "Frugter", hvorpaa man skal kende, om de er "sande" eller "falske" "Kristne".

Hvad viser da dette Sindelag? - Det viser kun en almindelig, noget primitiv og endnu ubehersket Følelsesfremtræden eller et Udviklingsstadium, hvor man blandt andet endnu ikke er hævet over dette at kunne blive "irriteret", ikke hævet over at kunne blive "vred", ikke er bange for at "dømme" andre til "evig Fortabelse" eller anden fantastisk Rædsel, ikke er hævet over "Ærgærrighed" eller aandeligt "Snobberi", men tror man kan indynde sig hos Guddommen og finder Glæde i at tro, at man kan blive særligt foretrukken, "særlig udvalgt", ligesom man mener, at denne Guddom skaanselsløst jager andre ud i Mørket, "straffer" og "forfølger" disse Væsener.

Men er dette Sindelag "sand Kristendom"? - Var det det Sindelag, der var Jesu særlige Kendetegn? - Jeg kan kun se, at dette Sindelag udtrykker almindelig jordmenneskelig Ufuldkommenhed og som saadan er en fuldstændig Kontrast til Verdensgenløserens Fremtræden. Blev Jesus irriteret? - Stillede han sig paa Datidens religiøst nidkæres Side, da de irriteret og rasende vilde stene til døde "Kvinden, som var grebet i Hor"? - Tror man ikke, han var i en ganske Hundrede Procents Sindsligevægt, da han sagde til Mængden: "Den der er ren, kan kaste den første Sten"? - Og tror man ikke, at hans Kærlighed procentvis var ligesaa høj, da han sagde til den samme Kvinde: "Jeg dømmer dig ikke, gaa bort og synd ikke mere"? -

Blev Jesus irriteret i Gethsemane Have? - Var der ikke ligefrem Venlighed i Stemmen, da han sagde til Ypperstepræstens Svende og Soldaterne: "Hvem lede i efter"? - "Jesus af Nazareth, det er mig"! - Blev han irriteret, da Apostlen Peter senere samme Aften tre Gange nægtede at vedkende sig ham? - Var det ikke hans kærlige Blik, der fik Apostlen til at gaa bort og "græde bitterlig"? - Var hans Ligevægt ikke paa samme høje Stade hele Lidelsesdøgnet igennem? - Var han ikke stilfærdig og venlig overfor sin Dommer Pilatus? - Var han ikke det samme overfor dem, der i allerhøjeste Grad satte hans Taalmodighed paa Prøve, nemlig selve hans Fjender og Bødler? - Tror man, det var Udtryk for Vrede, naar han midt i al sin Kvide, midt i Bødlernes Haan og Spot hviskede: "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre"? - Har man nogen Sinde set, at han ønskede "evig Fortabelse" eller "Helvede" over dem, der tænkte anderledes end han? -