Kosmos 1994/11 side 216
Om åndsvidenskabens nødvendighed 3:3
Hvad kan vi gøre?
af Hans Oldhage
"Vi ser... at der mangler noget i den moderne verden. Efter at man har forladt troen på religionernes forkyndelser og dogmer og er gået over til at erstatte disse med videnskabelige mål- og vægtfacitter, har man forladt de levende fakta for at leve på de døde" [1].
Men hvad indebærer det at leve på "døde fakta" i stedet for på "levende fakta"? I denne tredje og sidste artikel om behovet for en åndsvidenskab skal jeg komme ind på, hvordan manglen på åndelig kundskab rammer os i det ydre: Hvilke konsekvenser får det materialistiske verdensbillede for samfundsudviklingen, og hvad kan vi selv gøre?
At et faktum er "dødt", betyder ikke at det er betydningsløst. Hvis jeg skal beskrive mig selv, så kan jeg f.eks. fortælle, at jeg er 173 cm høj, vejer 67 kg, har gråblå øjne, blondt hår, at jeg har en grøn trøje på osv. Alt dette kan være vigtigt for en paskontrollør eller for en skrædder, men det siger ikke særlig meget om, hvordan jeg er. Når min kone Helen skal beskrive mig, siger hun: "... ganske rolig, lidt distræt (glemmer ting), venlig, tankefuld, "dybsindig", følsom osv. (ordene er hendes, ikke mine).
Det, hun beskriver, er måske ikke et helt sandt og fuldstændigt billede (hun nævner f.eks. ikke mine trættende sider, mit slikbegær, min dovenskab osv.), men det handler om mine indre egenskaber, om de mentale sider hos mig. Selv om disse egenskaber er "subjektive", så er de dog realiteter for hende. Vi kan opleve mennesker og hændelser på forskellige måder, men det ville være forkert at sige, at det eneste sande er det, der kan vejes og måles. Hvordan ville det se ud, hvis vi beskrev vore familiemedlemmer, vore slægtninge og venner udelukkende med "døde" fakta? Ja, der ville selv den mest udprægede materialistiske forsker indrømme, at "døde" fakta ikke er tilstrækkelige til at give et sandt billede.
Selve krigens årsag
Menneskehedens fiksering ved ydre, fysiske fakta er altså en mangeltilstand. Det handler ikke bare om, at udelukkende fysisk kundskab giver en ufuldstændig kundskab, men denne fiksering ved det ydre betyder også, at man får et forkert perspektiv. Man tror, at magt over de fysiske fænomener også betyder magt over mennesket. Derfor kan vi f.eks. i dag se, at krigen raser mange steder i verden: Man dygtiggør sig i at myrde, lemlæste og ødelægge og fabrikerer hertil de mest geniale tekniske instrumenter og maskiner og forstår slet ikke, at alle disse krigsmaskiners funktion kun er et slag imod materien. De er ganske vist rettet imod menneskehedens egne kroppe af kød og blod, men hvad er kød og blod? Er det andet end sten, vand og luft? De rammer ikke, og kan aldrig nogensinde komme til at ramme selve krigens årsag, der nemlig slet ikke forekommer hverken i stenen, vandet eller luften, men udelukkende kun i – tanken [2].
Denne krigens årsag – som bl.a. fører til "... at så mange kulturcentre lægges øde", så og så mange millioner mennesker dræbes og lemlæstes" [2] – har altså sin oprindelse i noget, som den materialistiske videnskab fornægter, nemlig i "den åndelige verden". Og det kan kun lade sig gøre, mener Martinus, at skabe fred i verden "... igennem videnskabeliggørelsen af væsenernes tankeverden, således at de bliver lige så hjemme i denne såkaldte "abstrakte" verden, som de nu er hjemme i den konkrete fysiske verden" [3].
Det er ganske vist sandt, at vi til en vis grad er begyndt at forske på det åndelige område, gennem "psykologien" og "filosofien". Men disse videnskabsgrene er kun begyndt "... selv om den nu kan begynde at gøre en vis nytte inden for visse overfladiske grene af det jordmenneskelige sjæleliv" [4].
De er endnu ikke nået så langt, at de kan erstatte den gamle religiøse grundvold, som det moderne menneske har mistet: "Jordmenneskehedens virkelige og absolutte redningsplanke i dens nuværende kulminerende mørketilstand vil derfor udelukkende kun kunne være skabelsen af en virkelig konkret videnskab på tanke- eller sjælelivets område. Menneskene må lære det levende væsens sjælelige eller åndelige struktur og de evige livslove at kende, ikke som noget "abstrakt", men som en virkelig videnskabelig realitet i vågen dagsbevidst analyse. En sådan videnskab er åndsvidenskaben" [4].
Alle stater går mod diktatur
Det er også et faktum, at styrelsessystemerne i mange af verdens lande nu befinder sig i opløsningstilstand på grund af, hvad Martinus kalder "... en usynlig magt, som menneskene endnu ikke er blevet klar over" [5].
Denne magt tvinger alle verdens lande til at udvikle sig mere og mere mod diktatur, uafhængigt af politisk system og politiske ideologier, som f.eks. "kommunisme" eller "demokrati": "I dag er hver stats regering blevet en magtgruppe med en mere eller mindre åbenlys eller camoufleret, diktatorisk myndighed og udfoldelse, mens de øvrige borgere i tilsvarende grad er mere eller mindre åbenlyst eller camoufleret slavelænket af nævnte magtgruppe. Over for denne magtgruppe er individet ganske ubeskyttet i samme grad, som den har diktatorisk myndighed." "...Alt inden for de demokratiske stater er alt andet end demokrati, lige såvel som alt inden for de kommunistiske stater er alt andet end virkelig kommunisme" [6].
Måske forbavser det nogen her, efter de "kommunistiske" diktaturers fald i Østeuropa, at Martinus mere eller mindre ligestiller "kommunisme" med "demokrati". Men da skal man vide, at han faktisk beskriver deres oprindelige ideal som udsprunget af den samme kilde. Begge disse ideologier stilede, mener Martinus, fra begyndelsen mod skabelsen af en "varig verdensfred", men de har på grund af den ovennævnte "usynlige magt" udviklet sig til noget helt andet.
Martinus taler her om, at "... de herskende politiske strukturer af i dag er havnet i et styrt imod afgrunden, i et styrt imod krig og lemlæstelse," om at de befinder sig i kulturel nedgang, og at de er på vej mod den "dommedag", som dræber alle autoritært styrede diktaturer – før eller senere [6].
Og vist er Martinus beskrivelse malende: "Diktaturprincippets kvælende blækspruttearme med deres sugeskåle omslynger alle stater og individer i dette øjeblik, uden at man i virkeligheden vil gøre sig denne sandhed klart. Thi disse sugeskåle placerer sig som uskyldige, uundgåelige nødforanstaltninger, såsom "valutapukler", varemangel, prisforhøjelser, lønkampe, strejker, lockouter og arbejdsløshed" [7].
Nationalismen blusser op
Disse "dødbringende sugekopper" tvinger – ifølge Martinus – regeringer af alle slags til at indskrænke adgangen til sådanne livsnødvendigheder som boliger, varme, elektricitet, tøj osv. Desuden ødsler staterne penge på vældige militærstyrker med en stor armé, krigsfartøjer og et kostbart flyvevåben. Og hvad bliver følgen? "Sukkende og stønnende under dette diktatoriske åg, som almenheden har fået foregøglet som sandt demokrati eller sand kommunisme, afføder denne tilstand en forstærket opblussen af "nationalismen" eller dyrkelsen af egen stat på bekostning af andre stater. Og med den svækkede tillid eller vildfarne indstilling til det virkelige demokrati er banen mere eller mindre fri til diktaturets totale fremmarch" [7].
"Diktaturprincippets kvælende blækspruttearme med deres sugeskåle omslynger alle stater og individer i dette øjeblik, uden at man i virkeligheden vil gøre sig denne sandhed klart." (bog 23 b, kap. 12)
Tegning: Helen Oldhage
Denne diktatoriske udvikling betragter Martinus som på det nærmeste uundgåelig, så længe nationalstaterne stræber efter at beholde deres uindskrænkede magt. Ja, han betragter nationalstaternes isolation som en "forkalkning eller tilstopning af det internationale samkvem mellem staterne", som først vil ophøre, når "... der opstår et internationalt, demokratisk lov- og retsvæsen, udstyret med magt til at nedbryde alle nationalmilitære isolationer og dødbringende fædrelandsforgudelser ... " [8].
Menneskene tror i almindelighed, at løsningen på disse problemer, som begynder i totalitærstaterne og senere spreder sig til de såkaldte demokratiske stater, er et spørgsmål om politisk propaganda, faglig organisation og statsindgriben. Men sådan er det ikke, mener Martinus, selv om staten en gang i fremtiden vil komme til at overtage virksomhederne, når menneskene bliver modne til det. Nej, løsningen findes ikke i ydre forholdsregler, men at det som sker, har til opgave at gøre os bevidste om, hvad der er de dybeste årsager til problemerne.
Det forekommer mig, at krisen i vore samfund ikke er mindre nu, end den var i 1950-erne, da Martinus udtrykte ovennævnte tanker. Men i dag er det endnu tydeligere, hvordan "diktaturets sugekopper" har suget sig fast i staterne i form af "valutareguleringer", "devalueringer", "budgetunderskud" mm. – og ikke mindst i en større og større arbejdsløshed. Mennesker rammes også af fattigdom, sygdom, krig, håbløshed, livslede osv., og mod dette hjælper materiel viden sjældent. Vi befinder os billedligt talt i et stadigt fald mod afgrunden.
Samfundskrisen – et psyke-problem
"Men hvad skal menneskene da stille op imod denne uhyggelige kendsgerning, inden det bliver for sent? Den første betingelse er naturligvis, at de i stedet for at jage efter at sætte løn- og prisstigningsskruen i glødende sving eller hvirvel, må standse op, læse, lytte og tænke" [9].
Det, vi skal lytte til, er det faktum, at livet ikke bare er "sten, vand og luft", men at der findes "Noget" bag ved alt dette. "... "Noget", der ikke er kødet, blodet eller sanserne, men derimod udgør det "Noget", der oplever mørket eller miseren igennem sanserne" [9]. Og efterhånden vil menneskene forstå, hvordan dette "Noget" står over materien, og at den eventuelle livslykke er afhængig af vor evne til at anvende materien for at skabe lykke, lige såvel som vi hidtil har anvendt materien for at skabe ulykke og livslede: "Tror man ikke, det er på tide, at man begynder at forstå nødvendigheden af at lære tanke- og sjælelivet at kende, lærer at kende de levende væseners mentale struktur, lærer at indse, hvordan man skal tænke, hvordan man skal føre vilje eller lærer at forstå, hvad forholdet imellem os selv og andre levende væsener betyder?" [10].
Det er de umodne eller uudviklede sider hos os selv, som har ført os ind i samfundsproblemerne, mener Martinus. Alle ydre restriktioner, f.eks. toldmure og visumtvang, er ganske enkelt en følge af, at menneskene endnu ikke har lært at forstå kærlighedens love. Og der findes ingenting i den ydre verden, som kan "redde" os fra alt ondt: "Verdens frelse er ikke et spørgsmål om national magtforøgelse. Den er ikke et vare- eller pengeproblem, men et psyke-problem" [10].
Og udviklingen i verden går nu fremad med stormskridt. Menneskene lever i en smeltedigel, hvor ingen går helt fri for problemer i sine omgivelser. Men alle de ydre besværligheder leder os frem til at se, fundere og tænke over årsagerne til vor nuværende situation, både som individer og som verdensmedborgere. Den åndelige videnskab findes som et hjælpemiddel, gennem hvilket vi i logiske, sammenhængende analyser får livet forklaret. Men det er kun gennem egen selvoplevelse, at vi får absolut bekræftelse på analyserne. Lige såvel som den fysiske videnskab kræver eksperimenter og beregninger, lige såvel kræver den åndelige videnskab og dens analyser, at man prøver dem mod den virkelighed, der omgiver os.
Kærlighed og internationalisme
De kosmiske analyser kommer til at vise os, at den eneste vej fremad mod en kærlighedsfyldt verden er tolerance og enighed. Eftersom verden på en måde allerede danner en enhed, hvor ingen del kan rykkes bort fra helheden, er der derfor bare én vej mod frihed og fred for alle mennesker: "Internationalisme" er således menneskehedens absolut eneste vej til udfrielse af mørket, til kultur, til frihed, til fred og lykke. Og da åndsvidenskaben udelukkende er en videnskab om menneskenes internationalisme, deres indbyrdes kosmiske broderskab, en beretning om fremtids staten eller verdens rigets struktur, kort og godt er en oplysning om alt det ved det levende væsens skæbne, som hverken den materielle videnskab eller den kirkelige religion har kunnet give menneskene, er det her synligt, at menneskehedens sande fremtidslykke udelukkende kun kan baseres på åndsvidenskab. Dette vil igen sige en videnskab, der afslører livets mysterium og dets love, ikke som trosdogmer, men derimod som sammenhængende logiske tankerækker, der for intelligensen gør alt broderskab imellem nationer, racer og individer synligt som en livsbetingende selvfølgelighed" [11].
Litteraturhenvisninger:
1. Bog 23 (De levende væseners udødelighed, afsnittet "Åndsvidenskabens nødvendighed"), kap. 4
2. Bog 23 b, kap. 5
3. Bog 23 b, kap. 6
4. Bog 23 b, kap. 7
5. Bog 23 b, kap. 9
6. Bog 23 b, kap. 11
7. Bog 23 b, kap. 12
8. Bog 23 b, kap. 13
9. Bog 23 b, kap. 15
10. Bog 23 b, kap. 16
11. Bog 23 b, kap. 18
Oversætter: HL
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige