Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det kan se sort ud, men på længere sigt er vi alligevel på vej mod et fredeligt samfund og en verden helt uden krig. Eller er vi? Læs Martinus analyser nedenfor og bemærk hans spørgende måde at få læseren ind på den rette tankegang. Her trykkes ingen meninger ned over hovedet på én. På den anden side: er man på forhånd uenig med ham, holder man næppe ud at blive præsenteret for alle hans spørgsmål. Og det var netop sådan han ønskede det: "Tag dét af mit arbejde du kan bruge, og lad resten ligge!"

 

At dette jordmenneskenes eftertragtede mål: lykken eller det legemlige og sjælelige velvære for individet er tilsigtet i verdensplanen eller klodens forvandlingsproces, er vi ... blevet klar over. Der er allerede skabt en overdådighed af ressourcer i samme øjemed samtidigt med, at den indre jordmenneskelige mentale indstilling, dens længsler eller begær udelukkende er rettet imod det samme mål. Tror man ikke, disse livsressourcer og dette menneskenes mål er bestemt for hinanden? – Hvorfor skulle de ellers være stillet overfor hinanden, således som tilfældet netop er? – Og hvorfor skulle jordmenneskenes længsler netop være stilet imod nævnte ressourcer? – Til hvad nytte ellers disse ressourcer og denne menneskehedens higen imod disse? – Er det ikke netop, som vi nævnte før, en kendsgerning, at menneskehedens mentalitet vokser? – Finder der ikke en stedse stigende udvikling sted indenfor jordmenneskehedens retfærdighedssans? – Bliver dens politi- og retsvæsen ikke mere og mere humaniseret? – Er kultur ikke det samme som en voksende bekæmpelse af al asocialisme? – Er det ikke humanisme, menneskene kæmper for eller tror at kæmpe for på krigens fronter såvel som indenfor hjemmenes mure? – Er modsætningen til humanisme ikke det samme som barbari? – Var der ikke engang, at dette i virkeligheden sad i højsædet i den menneskelige stræben? – Var vejen til "Valhal" ikke en vandring hen over sønderknusning og lemlæstelse, tortur og slavelænkning af medvæsener uden nogen som helst anden begrundelse end selve magt-, mord- og kampglæden? – Var ikke menneskerettighed, retfærdighed og velgerninger overfor andre væsener end dem, med hvem man var sammensvoret, en slags vanærende foreteelser? – Ja, var ikke en naturlig død ligefrem indgangen til datidens "helvede" eller "Helheim"? – Var det ikke således, at kun de, der døde på slagmarken, de, der blev dræbt i kamp, kunne gøre sig håb om at komme ind i datidens "himmerige" eller heltehjem til de dér ventende herligheder: flæsk og mjød og skønne valkyrier? – Jo, man kan ikke sige, at den store skabelsesproces ikke har forvandlet tingenes tilstand i retning af humanisme. Er jordmenneskenes højeste ideal ikke siden hen blevet dette: "Du skal elske din næste som dig selv"? – Ja, er dette ideal ikke igennem kulturens statskirker blevet autoriseret? – Og er denne autorisation ikke til en vis grad blevet afstivet igennem kulturstaternes juridiske love og retsvæsen? – Er det ikke forbudt at myrde, dræbe, lemlæste eller på anden måde påføre sin næste større gene af nogen art? – At staternes individer ikke endnu indtil hundrede procent kan praktisere dette høje ideal, afkræfter jo ikke tilstedeværelsen af den voksende eller tilblivende humanisme. Er staternes straffeanstalter, tugthuse og fængsler ikke blevet et nyt "Helheim", hvor man netop i dag sender alle de individer hen, som man tidligere anså for glorværdige helte eller aspiranter til gudernes store yndlingehjem eller "Valhal"? – Befolkes disse nævnte kulturens institutioner ikke netop af væsener, der i større eller mindre grad har været i stand til at praktisere den heltemoral, der i fortiden i tilsvarende grad ville have bragt dem gudernes yndest? – Er de ikke væsener, der mere eller mindre legemligt eller mentalt har myrdet, dræbt, lemlæstet eller bastet og bundet deres næste? Er det ikke udtryk for humanisme, når kulturen i dag indsætter disse så "heltemodige" betvingere og underkuere af deres næste bag det nye "Helheims" vanærende jerngitter, lås og slå og lover "himmeriges rige" til alle, der vender den højre kind til, når de bliver slået på den venstre, og således før var hjemfalden til gudernes skammekrog eller "Helheim"?

Nej, den store skabelsesproces giver ikke mere nogen stor medvind for den, der går imod næstekærligheden. Den, der foreløbig skal slippe helskindet igennem her, må besidde en fabelagtig evne til at kunne camouflere sin fremfærd som "næstekærlighed", som "forsvar for humanisme" eller som "nødværge for sig selv". Og er det ikke netop, som vi flere gange tidligere har berørt, under denne camouflage, at man enten bevidst eller ubevidst i dag lader krigens blodige atmosfære rase hen over jorden? – Hvem af de krigsførende stater docerer ikke humanismen, hvilket vil sige: kulturbevarelse, dennes forsvar og nødværge, som det absolutte grundlag for deres deltagelse i den blodige dans? – Nej, nutidens helte kan kun laurbærkranses, hvis de har svunget sværdet i humanitetens navn. I modsat fald går de til tugthus, straf, vanære og nedværdigelse. Ingen kommer mere til "Valhal", blot fordi de har kæmpet for kampens skyld, dræbt, fordi det var en sport at dræbe, eller myrdet, fordi det var en lyst at myrde. Den store forvandlingsproces' sande mål med klodens mennesker toner mere og mere frem som en lysende atmosfære bag alt tilsyneladende mørke. Den mærkes som en frisk søluft i oceanets nærhed. Og oceanet er "himmeriges rige". Dette rige er kulminerende humanisme. Den store forvandlingsproces har bragt kloden så langt bort fra ildstadiet til det animalske livsstadium, at humanisme nu kan ses i selve klodens gang, i dens dag og nat, i dens vinter og sommer, i dens sæd og høst. Den kan ses i naturens spil, ja, er åbenlys i solens stråler, i dugdråbernes klare perler, i muldjordens grøde ligesåvel som den lyser i skyerne og er den inderste attrå bag hvert menneskes bryst, er dets længsel og lykke. Hen over jordens kontinenter og have, ovenover og underneden, foran og bagved valpladsernes lemlæstelser og dødsrallen funkler og stråler den guddommelige verdensplans skabende atmosfære af lysende humanitet så stærkt, at krigens kanontorden, eksplosioner, ildsvåde, skrig og pine efterhånden svinder bort fra jordens overflade som nattens klamme tåger for en ny dags begyndende morgenrøde.

Uddrag af Livets Bog 3, stk. 915 og 916.