Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Hvilken ubetydelig omstændighed er ikke undertiden i stand til at give mennesket et helt nyt syn på tingene!

Engang spadserede jeg, fordybet i mørke tanker, henad en bred landevej; tunge og triste følelser knugede mig, jeg befandt mig i en tilstand af dybeste forsagthed.

Jeg hævede hovedet ... Mellem to rækker høje popler lå landevejen snorlige foran mig; og tværs over denne vej, i ti skridts afstand fra mig, hoppede en spurvefamilie i gåsegang, frejdig og selvtillidsfuld – kostelig at se på!

Navnlig én af disse spurve var iøjnefaldende kæk; alt imens den hoppede, lagde den hovedet tilbage, skød den lille kro frem og kvidrede så frækt, så sejrssikkert, som om den udfordrede den hele verden til kamp! En sand triumfator!

På samme tid kredsede højt oppe under himlen en høg, hvis bestemmelse det måske var at æde netop denne triumfator.

Det så jeg – og jeg brast i latter. Og i samme øjeblik var al tristhed, al forsagthed forsvundet: jeg var atter kæk og frejdig, atter besjælet af livsmod.

Kan hænde, der også over mit hovede kredser en høg ...

Pokker hænge med næbbet – vi kæmper videre!

 

Fra Senilia. Se også Kosmos nr. 1/94, side 14.