Kosmos 1994/10 side 194
Om åndsvidenskabens nødvendighed 2:3
At udgå fra jeget
af Hans Oldhage
Åndsvidenskabens forskningsobjekt er det levende i tingene, altså den ånd og den bevidsthed, som findes bag alt det synlige. Det største kendskab om dette levende har vi inden i os, i vor egen jegbevidsthed. Det er hos os selv al virkelig indsigtsfuld forskning begynder.
I foregående nummer af Kosmos begyndte jeg en beskrivelse af forskellene mellem "materialistisk" og "åndelig" videnskab. Her fortsætter jeg med at beskrive nogle af kendetegnene hos åndsvidenskaben – en videnskab, som bliver mere og mere interessant for jordens mennesker, efterhånden som tiden går.
Hvor er den materialistisk indstillede videnskab på vej hen i sin forskning? Jo, Martinus hævder, at den fysiske videnskab står foran en kursændring. Fra at have koncentreret sig på de ydre detaljer, "atomer", "elektroner", "stjerner" og "planeter" osv., begynder man nu at få øje på livet bag de ydre former. I stedet for at koncentrere sig på det, der kan registreres med fysiske måleinstrumenter, det, der kan "måles og vejes", kommer fremtidens videnskab mere og mere til at søge efter meningen og hensigten bag det synlige. I stedet for at stirre sig blind på de enkelte "bogstaver", "tryksværten" og "papiret" i naturens eller "livets bog", vil der ske en total kursændring på det videnskabelige område:
Den nye forskningsmetode
"Den ny forskningsmetode vil således være direkte indstillet på 'det levende noget', hvis eksistens forskeren ifølge den højeste logik kommer til at erkende som basis for al videre forskning. Da forskeren selv er identisk med dette 'levende noget', vil hans eget liv være det objekt, der ligger ham nærmest eller er mest tilgængeligt for denne forskning. Den ny forskningsmetode vil derfor mere og mere blive baseret på individets kendskab til sig selv, dets kendskab til sin egen overfysiske natur, thi i denne overfysiske natur ligger hele livets mysterium åbenbaret." [1]
Det vil føre for langt her at beskrive detaljeret, hvad Martinus mener med begrebet "åndsvidenskab". Men jeg vil alligevel give et glimt af det ved i korthed at beskrive hans begreber mental nærzone og mental fjernzone. Udgangspunktet for den åndsvidenskab, som Martinus repræsenterer, er vor individualitetsfornemmelse eller jeg-oplevelse. Det er herfra al oplevelse og al skabelse udgår, mener Martinus. Jeget er i virkeligheden det centrale midtpunkt i vort liv. Det er "den årsagsløse årsag" i modsætning til de materielle foreteelser, som altid har en forudgående årsag. Martinus mener, at vi aldrig nogensinde kan finde en første årsag til noget i den materielle verden.
Hvordan kan vi da få kendskab, hvis vi tager udgangspunkt i jeget i stedet for i de ydre, materielle foreteelser? Ja, her hævder Martinus, at det udelukkende er ud fra jeget, at vi kan få virkelig kundskab. Her i vort mentale nærområde kan vi overskue foreteelserne mere end noget andet sted. I vort daglige liv kan vi se, at vore handlinger leder til et resultat. Hvis vi bruger vor fornuft, kan vi afstedkomme meget i vore omgivelser. Men hvis vi handler planløst, oplever vi også, at ting og sager ikke går i den retning, vi havde ønsket.
Vi kan f.eks. se, at klæder, en stol, en bil osv. kræver logisk tænkning for at kunne blive skabt. Her accepterer vi helt og holdent, at ingenting kan skabe sig selv, eller at mangel på logik eller planmæssighed ikke kan føre til skabelse af gode produkter, der kan anvendes på en formålstjenlig måde.
Men når det gælder foreteelserne i naturen, har vi en helt anden synsvinkel. Her tror vi ofte, at det er tilfældige faktorer, som har ført til logiske og formålstjenlige resultater. Mennesket har tilmed skabt meget komplicerede teoretiske forklaringer for at motivere, hvordan ting og sager "har skabt sig selv" (her tænker jeg på visse dele i den neo-darwinistiske forklaringsmodel, men naturligvis fornægter jeg ikke det faktum, at livet har udviklet sig fra lavere til højere former). Hvad er det da, der forklarer den skillelinie, vi sætter mellem menneskeligt skabte ting på den ene side og naturens skabelser på den anden side? Eller, som Martinus udtrykker det:
"Men hvorfor så acceptere de menneskelige frembringelser som hundrede procent beviser for en skabers eksistens, når man ikke accepterer andre skabte foreteelser, der er mindst ligeså logiske og hensigtsmæssige som beviser?" [2] – Martinus svarer selv på spørgsmålet:
"Skrædderen har syet mit tøj, skomageren har lavet mine sko, men hvem har lavet min krop?" Tegning: Helen Oldhage
Perspektiver i nærzonen og fjernzonen
"Ja, det drejer sig her om et perspektivforhold. I det levende væsens mentale sanseområde er der ligesom i dets fysiske sanseområde en nærzone og en fjernzone. At alle detaljer eller foreteelser i et fysisk sanseområde er meget lettere tilgængelige eller overskuelige i nærzonen end i fjernzonen, hvor de til sidst helt udviskes af tågedis og afstand, tør jeg vel forudsætte almindelig bekendt. Den samme foreteelse gør sig principielt gældende i den mentale horisont. Og her i denne vil alle menneskelig frembragte foreteelser absolut udgøre nærzonen. Alt, hvad der er frembragt af mennesker, sanses, overskues eller erkendes naturligvis bedst af mennesker. Ser vi en klædning, vil ikke noget normalt kulturmenneske være i nogen som helst tvivl om, at denne er en menneskelig frembringelse. At nævnte væsen skulle finde på at tro, at den har skabt sig selv, er ganske udelukket. Hvis det derimod ser noget, der ikke er skabt af mennesker, f.eks. en blomst, et træ eller selve solsystemet, er det ikke udelukket, at det kan have sin tvivl om disse foreteelsers virkelige ophav, skønt nævnte ting afslører en ikke mindre fremtrædende logik eller hensigtsmæssighed i deres natur end klædningen. Her er tilbøjeligheden til at mene, at disse har skabt sig selv, endog ret hyppig." [3]
Hvis man sammenligner med "hermeneutikens" begreb forforståelse, som jeg beskrev i foregående artikel, kan vi se, at også Martinus betoner, at forskeren har et givet udgangspunkt. Hans "forforståelse" er, at de skabte ting i "nærzonen" har en ophavsmand, hvad vi jo meget tydeligt kan se:
"Klædningen udgør altså en foreteelse, der er placeret så gunstigt i vedkommende væsens sanseområdes mentale nærzone, at det har haft mulighed for, ikke alene at sanse klædningen, men også indtil hundrede procent dens ophav." [3]
Men går vi over til vor opfattelse af naturfænomenerne, er situationen for os ikke rigtigt den samme:
"Helt anderledes bliver situationen med hensyn til de andre foreteelser: Blomsten, træet osv. Disse er ikke menneskelige frembringelser og befinder sig derfor i nævnte sanseområdes fjernzone. Som følge heraf kan det pågældende væsen ikke være så fuldkomment orienteret her, som det var med hensyn til klædningen. De førnævnte ting rummer mange dunkle felter, meget er fortonet og udvisket grundet på den mentale afstand, der er mellem dem og sanseområdets ophav, ja, er så utydeligt eller lidet tilgængeligt for sansning i det pågældende væsens sanseområde, at samme væsen slet ikke kan konstatere noget ophav. Og det er da let forståeligt, at væsenet kommer ud for den illusion eller overtro, at tingene bliver til af sig selv, idet væsenet kun ser rent fysiske perspektiver og endnu ikke har lært at sanse, eller regne med, at al sansning beror på et mentalt perspektiv." [3]
Behovet for en åndelig videnskab
Nu bør dette ikke tolkes således, at Martinus fornægter værdien af såkaldt materialistisk videnskab. Men, hvad man kan sige om en sådan forskning er, at den fungerer bedst i forståelsen af, hvordan tingene i vor nærzone fungerer og er bygget op. Vi kan med vore egne øjne se, hvordan man fremstiller en stol og behøver måske ikke gøre nogle komplicerede matematiske beregninger for selv at kunne lave en. På tilsvarende måde kan vi lære den fysiske materie at kende og blive dygtige til at fremstille mere komplicerede ting. Vi må anvende vor intelligens for at fremstille f.eks. broer eller bygninger, men vi befinder os i disse tilfælde ikke alt for langt ude i vor mentale fjernzone.
At forstå, hvordan dyrenes og planternes organismer er bygget op, ja, selv at forstå vore egne kroppe, og at forstå, hvad der styrer stjernernes gang, er straks lidt sværere, og at se, hvilke mekanismer der ligger til grund for stjernernes og planeternes tilblivelse, er endnu sværere. I sådanne tilfælde kan vi lære meget ved at betragte materien i mikroskop og teleskop, men der kræves også meget mentalt arbejde. Og selv om vi kan lære meget gennem en sådan "materialistisk" forskning, skraber vi bare på overfladen, mener Martinus. En forskning "fra oven" sætter tingene på plads, så vi kan se hensigten og meningen med de fysiske forløb, som vi nu kun ser "udefra".
Grunden til, at det ikke er tilstrækkeligt med fysisk videnskab er også, at vi nu er kommet til et vendepunkt: Menneskeheden har lært at beherske materien, men den er begyndt at miste evnen til at styre de kræfter, den selv har sat i bevægelse. Martinus hævder, at vi nu nærmer os en krise for den rent materialistisk indrettede forskning. Så længe forskerne udelukkende stoler på fysiske iagttagelser, er der en grænse for, hvilke resultater de kan opnå. Menneskeheden står nu foran problemer, der kræver højere mentale evner. Det er da ikke tilstrækkeligt med en udviklet intelligens, de enkelte forskere må være vokset fra lavere tendenser i deres bevidsthed:
"...i det afsnit af forskning og videnskab, som jordmenneskene nu er i færd med at gå ind i, vil forskeren ikke på nogen som helst måde kunne opnå at blive fremragende, hvis han ikke har en 'stille' bevidsthed, hvilket altså vil sige en bevidsthed, i hvilken der ikke findes nogen som helst tendenser i retning af jagt efter ære, magt og rigdom, en bevidsthed i hvilken alle kræfter er forenet i koncentrationen på dette ene: Sandheden. Thi i samme grad som forskeren afviger fra at sidde inde med disse her nævnte kvalifikationer, i samme grad vil manifestation af ærlighed for ham være en umulighed. Og hans resultater må da i tilsvarende grad blive – ikke sandhed, men usandhed – ikke videnskab, men uvidenskab." [4]
Dette indebærer, at der vil blive stillet moralske krav til forskere i fremtiden. De videnskabelige forskere vil helt enkelt ikke kunne komme videre, hvis de ikke har lært at beherske deres lavere tendenser, med oprindelse i dyreriget.
Og resultaterne?
Hvilke resultater vil man da komme frem til ved hjælp af åndsvidenskaben? Ja, her er der meget at sige, men som begyndende åndsforsker kan jeg egentlig kun komme med brudstykker. Martinus mener dog, at det er manglen på åndelig kundskab, der er selve grundårsagen til menneskenes nuværende problemer: "Det, der i dag er menneskehedens sande ulykkesårsag, er således den omstændighed, at den lever i to verdener, men kun erkender den ene, nemlig den fysiske", skriver han i artiklen Åndsvidenskabens nødvendighed [5]. Dér udtrykker han også, at så længe vi ikke accepterer eksistensen af "tankeplanet eller den åndelige verden", så kommer vi heller ikke til at opnå en "varig fred". [5]
Svaret på spørgsmålet om, hvilke resultater man kommer frem til gennem åndelig forskning, er i virkeligheden alt det, Martinus kosmologi handler om. Og det er noget helt andet end den fysiske videnskabs resultater, selv om også de behøves for at vi skal kunne skabe os en bedre verden, med vedvarende lykke i fred og harmoni. Men den fysiske videnskab må styres og beherskes af åndsvidenskaben, påpeger Martinus. Det er nemlig et faktum, at alt fysisk, alt det, som vi ser for vore øjne, alt det, som vi oplever i hverdagen, og alt det, som vi læser om i aviserne og ser på TV, alt det er engang blevet skabt som tanker, inden de blev til realistisk, fysisk virkelighed.
Derfor er det nu og fremover menneskehedens opgave at lære at omgås tankematerien, så at den, dvs. vi – kan skabe en logisk og dermed lykkelig verden, hvor alting bliver "til glæde og velsignelse" for alle. Fremtiden ligger i vore hænder, og vi skaber den med de tanker, vi har i nuet. Hvis vi i dag kan fylde os med gode og kærlige tanker, så vil vor fremtid blive det samme – god og fuld af kærlighed.
Litteraturhenvisninger:
1. Martinus: Bisættelse, kap. 38
2. Martinus: Livets Bog 3, stk. 689
3. Martinus: Livets Bog 3, stk. 690
4. Martinus: Livets Bog 1, stk. 228
5. Martinus: De levende væseners udødelighed (bog 23b), kap. 6
Oversætter: HL
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige