Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Menneskehedens Vandring fra Mørke til Lys foregaar ikke i et jævnt og ensartet Tempo. Fremskridtene saavel i materielle Kundskaber som i videnskabelig og aandelig Erkendelse sker i visse Perioder meget langsomt; men til andre Tider kan Fremgangen og Opdriften være af forbavsende Hurtighed og i faa Aar bringe Resultater af et Omfang svarende til, hvad der ellers først opnaas i Løbet af mange Aarhundreder. I saadanne Tilfælde skyldes den raske Udvikling hovedsagelig en Indsats af særlig fremragende Personligheder, der optræder som Førere og Ledestjerner i Videnskabens Verden og som aandelige Lysbringere, hvis Opgave det er her paa Jorden at fuldbyrde en højere Mission.

Gør man Menneskehedens vekslende Opfattelse af Verdensbilledet, Verdensplanen, Universet og Jordens Forhold i Verdensplanen, Universet og Jordens Forhold i Verdensrummet til Genstand for Betragtning, vil man gennem mange Aarhundreder, ja, gennem Aartusinder blot kunne konstatere smaa Fremskridt gennem lange Etaper, ja, ofte, i alt Fald tilsyneladende, ligefrem Stilstand. Saaledes ansaa endnu efter Middelalderens Slutning, ja, helt ind i den nyere Tid, Menneskene Jorden som Verdens Centrum; man var ikke kommet videre end til at mene, at Jorden stod stille og at Sol og Stjerner drejede sig om vor i Forhold til Verdensrummet i Virkeligheden mikroskopisk lille Klode. Hertil svarede i aandelig Henseende Menneskenes overordentlig naive og barnlige Forestillinger om Gud og Kosmos. Himlen befandt sig, saaledes mente man, ovenover os, medens Skærsilden og Helvede – med Mørkets Fyrste som Hersker – befandt sig et Sted nedenfor Jorden. I Himlen mellem Sol og Stjerner residerede Gud. Selv om man nok lærte, at denne var en almægtig og algod Aand, formaaede man dog ikke at skille sig fra Anskuelsen om Gud som en begrænset Personlighed. I Reglen forestillede man sig vel ogsaa "Vorherre" som legemliggjort i overmenneskelig Format, som en Slags værdig Patriark i Kæmpeskikkelse.

Først forholdsvis sent udvidedes Verdensbilledets Rammer af Videnskabsmænd med aandeligt Klarsyn. Den første Bresehe i Muren sloges af Kopernikus (1473–1543). Denne mærkelige Mand, der var baade Gejstlig og videnskabelig Forsker, baade Kannik og Astronom, arbejdede sig, uagtet han blot var i Besiddelse af meget primitive astronomiske Maaleinstrumenter, frem til et System, som indeholdt den i hin Tid saa epokegørende Nyhed, at de mindre Kloder – og Jorden blandt dem – kredser om den største, Solen, og samtidig drejer sig om sig selv. Til disse Resultater kom Kopernikus ikke mindst ved Hjælp af, hvad man kan kalde hans geniale sunde Sans; han lærte, at "det simple er det sande", og at man derfor i Stedet for at antage, at Sol og Stjernehimmel hvert Døgn ruller den uhyre Kreds omkring Jorden, maa komme til den langt enklere og med sund Fornuft stemmende Anskuelse, at det er Jorden, der drejer sig om sig selv og om Solen. Samtidig forkyndte Kopernikus den enkle Sandhed, at man ikke fra vor Opfattelse af Tilværelsen kan slutte sikkert til selve Tilværelsens Beskaffenhed. Kopernikus' nye System stødte paa den mest forbitrede Modstand hos Gejstligheden og Munkeordenerne samt hos Pave Paul III, der var kommet under Jesuiternes Indflydelse og "forkastede Kopernikus' System som "ugudeligt" og værende "i Strid med Biblen". Kirkens Modstand var uhyre haardnakket og vedblev at være lige sejg og uforsonlig, da flere Aartier senere en anden fremragende Forsker, Galileo Galilei (1564–1642), efter at Kikkerten var opfundet, ved Hjælp af denne kunde gøre Opdagelser, der bestyrkede Rigtigheden af Kopernikus' Lære. Kirken forbød simpelthen sine trofaste Tilhængere at se gennem Kikkert!

Kopernikus' umiddelbare Efterfølger var Tyge Brahe (1546–1601). Han førte Kopernikus' Lære videre i mange Henseender, idet han udarbejdede et storartet Kort over Fixstjernehimmelen og beregnede Planeternes Baner. Af stor Betydning var det, at Tyge Brahe, idet han paaviste, at en Komets Bane saa at sige gaar paa tværs igennem de saakaldte Planetsfærer, kunde modbevise den tidligere Opfattelse, hvorefter der i Himmelrummet skulde være omdrejelige, faste og uigennemtrængelige Sfærer, om hvis Yderrand Planeterne svingede i Skruegang. Man maa imidlertid studse over, at Tyge Brahe, der var enig med Kopernikus i, at Planeterne bevæger sig om Solen som Midtpunkt, benægtede, at det samme var Tilfældet med Jorden. Tyge Brahe mente nemlig, at hvis Jorden i Aarets Løb kredsede Millioner af Mile rundt paa Himmelen, saa maatte Fixstjernebillederne, alt efter Jordens forskellige Stilling, komme til at se forskellig ud for Iagttageren; men da dette ikke var Tilfældet, maatte man altsaa – mente Tyge Brahe videre – komme til det Resultat, at Jorden alligevel stod stille og blev omkredset af Solen, der for sit Vedkommende omsværmedes af Planeterne. I denne Henseende var det Tyge Brahes fremragende Discipel og Efterfølger Kepler (1571–1630), der atter stillede Forholdene paa deres rette Plads. Kepler fremsatte nemlig den geniale Forklaring, at Tyge Brahes Indvending mod Kopernikus' Antagelse om Jordens Drejning om Solen er fejlagtig af den Grund, at Himmelrummet er saa kolossal, at selv en Afstand af mange Millioner Mile mellem to Iagttagelsespunkter ikke bevirker nogen Forandring i Indtrykket af Stjernebilledernes Stilling. Man kan paa denne Maade gennem fortsatte nye Forskningsresultater konstatere stadig videre Fremskridt i Opfattelsen af Verdensrummets Størrelse og Vælde.

Saaledes befandt Videnskaben – Aandsforskningen – sig paa March fremad; men Kirken vedblev at staa stille! Den holdt krampagtigt fast ved det gamle Verdensbillede fra før Kopernikus som formentlig værende i Overensstemmelse med "Bibelens Ord" og med den "sande" Anskuelse om Guddommen og dens Forhold til Jorden og Menneskene. Under Jesuiternes Auspicier koncentrerede Romerkirken sig i sig selv som en Magt af næsten uimodstaaelig Vælde, der havde Ret og Pligt til at regulere og ordne baade Tro og Viden, baade gejstlige og verdslige Forhold, baade Videnskab og Aandsforskning. Romerkirken blev mere og mere som en Blok af Granit; den kendte kun ét Maal: Kirken selv, og krævede den strengeste Disciplin, Underordning og blind Lydighed mod sine Dogmer og Bud.

Paa Grund af Kirkens uforsonlige Stilling overfor de fleste nye og livgivende Tanker blev det en haard Tid for Lysbringerne. Det blev saaledes en nødvendig Følge af denne Kirkens Orientering overfor de nye aandelige og videnskabelige Forkyndelser, naar en Personlighed som Giordano Bruno (1548–1600), der anede Morgenrøden af den nye Verdensimpuls og bragte Menneskeheden Budskab fra høje og lyse aandelige Sfærer, maatte lide Baalets Martyrium. Giordano Bruno var en straalende Lysskikkelse, som det var forundt i den sande Udviklings Tjeneste at sætte afgørende Skel i den fra Mørke til Lys fremadskridende Verdensopfattelse. Selv Gejstlig og Munk, men samtidig Videnskabsmand og Aandsforsker brød han paa det mest afgørende baade med Romerkirkens og senere ogsaa med andre Kirkesamfunds dogmatiske Snæversind. Han sprængte Klosterlivets Lænker og førte sit ydre Liv som en Slags ambulant Videnskabsmand, der drog gennem forskellige Lande. Han udtalte den for hine Tider saa dristige Tanke om Verdens Uendelighed og gjorde sig til Talsmand for en Verdensopfattelse, som først i vor Tid i videnskabelig Henseende er blevet helt og fast underbygget. Han anede, eller rettere sagt, han saa de kosmiske Sandheder i Kraft af den Intuitionens Gave, der var blevet hans benaadede Aand til Del. Han "sprængte" baade Romerkirken og den ubrugelige Lære om Jordens Herredømme og forkyndte de evige Sandheder om Guds virkelige Væsen, om Verdenernes Uendelighed og om Menneskehedens Udvikling fra Mørke til Lys. Han talte om Verdenssjælen, der efter hans Opfattelse var ensbetydende med den hellige Aand. Af de gamle Læresætninger om Himmerig, Skærsild og Helvede uddrog han sin nye Lære om Sjælenes fortsatte Liv og Udvikling under bestandig nye Former. Giordano Bruno var ogsaa Astronom. Som saadan antog han naturligvis Læren om, at Jorden ligesom de andre Planeter drejer sig om sig selv og i Kredsgang om Solen; men han gik langt videre, idet han saa at sige gennembrød Fixstjernehimmelen og erklærede, at hver af de fjerne Fixstjerner var en Sol, omkredset af Planeter, samt, hvad der er det vigtigste, at Verden – ogsaa i fysisk Henseende – er uendelig. Om Gud lærte han, at han er Sjælenes Sjæl og alle Tings inderste Væsen, om Menneskene, at de stiger opad mod det uendelige Maal, hvor alt er ét i Gud.

Det er ganske indlysende, at en Mand som Giordano Bruno maatte komme i den skarpeste Modsætning til Kirken og Jesuiterne, der værnede om det gamle Verdensbillede med Jorden som Midtpunkt og krampagtigt holdt fast ved Læren om Menneskenes Skyld og Synd og om Nødvendigheden af at "tugte" dem. Mennesket – saaledes lærte de – maa "straffes" for sine Synder og kan kun forløses gennem det af Guddommen krævede store Blodoffer. Efter Giordano Brunos Lære derimod har Menneskene Adgang til i Kraft af det gennem Kristus bragte Kærlighedsbudskab at udvikle sig op til stadig lysere Højder af Godhed, Kærlighed og Visdom. Gennem dette Modsætningsforhold til Kirke og Jesuiter var Giordano Brunos Skæbne beseglet; – han blev omsider forraadt af en "Ven" i Venezia, i hvis Hus han boede, overgivet til Inkvisitionen, og efter en Fængslingstid, der varede i flere Aar, og under hvilken Kirken søgte at bevæge ham til at tilbagekalde sine "ugudelige" Paastande, brændt paa Baalet den 17. Februar 1600 i Rom.

Man tør uden Overdrivelse hævde, at der med Lysbringeren Giordano Bruno, der paa en saa storstilet Maade udvidede Verdensbilledet, forkyndte Læren om Uendeligheden og bidrog til at løse Tilværelsens Gaade, er begyndt et helt nyt Afsnit i Menneskehedens Udviklingshistorie. I de følgende Aarhundreder har de videnskabelige Forskningsresultater, navnlig paa Astronomiens Omraade, i højere og højere Grad bekræftet Rigtigheden af det af Giordano Bruno med saa megen Genialitet tegnede Verdensbillede. I vore Dage, da man ved Hjælp af de mere og mere fuldkommengjorte Teleskoper kan udforske stadig vældigere Omraader af Himmelrummet, har Menneskeheden faaet videnskabelig Vished om saa ufattelig store astronomiske Afstande og om Eksistensen af saa svimlende Mængder af Himmellegemer, at Verdensrummets Uendelighed maa blive indlysende. Man er bl. a. kommet til det Resultat, at der i et enkelt Mælkevejssystem findes 100 Milliarder Stjerner. Gennem Teleskoper kan man faa Øje paa ikke mindre end en Million saakaldte Spiraltaager, hvoraf hver enkelt er et Mælkevejssystem. Disse Spiraltaagers Afstande fra vort Mælkevejssystem varierer, hvor utroligt det end lyder, mellem 1 og 150 Millioner Lys-Aar (Lyset bevæger sig, som bekendt, 300.000 km i Sekundet)! Ad Logikens Vej tvinges man til at antage, at der hinsides hine Spiraltaager, hvor selv de kraftigste Teleskoper intet mere kan se, stadigvæk findes andre Mælkevejssystemer. Det fysiske Tilværelsesplan har, forsaavidt det drejer sig om materielle Maaleenheder, ingen Grænse; – jvf. "Livets Bog", Indl. Stykke 237. – Naar der ikke mere kan observeres gennem fysiske Apparater, er Videnskaben henvist til Udregninger og Teorier. Den begynder da i Virkeligheden i aandelig Henseende at opleve den kosmiske Verden. Videnskaben ledes saaledes med Nødvendighed fra de fysiske Iagttagelsers Omraade ind i en Tilstand, der er en ren Tanke- eller Aandstilstand – jvf. "Livets Bog", Stykke 237. – Det bliver herefter mere og mere klart, at den jordiske Videnskab befinder sig ved Begyndelsen af et nyt Udviklingsstadium, der betyder Overgangen fra Materialisme til Aandelighed.