Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1994/10 side 187
Nyt fra Martinus Institut
 
Omtale af Martinus i tysk bog
Forfatterinden Surya Green har skrevet en bog, der i tysk oversættelse har titlen: "Der Ruf der Sonne. Eine spirituelle Reise: Ausgangsort Indien" – Solens kalden (En spirituel rejse: Udgangspunkt Indien). Bogen er udgivet i 1993 på Verlag Hermann Bauer KG. På 14 sider fra side 305-318 bliver Martinus omtalt i forbindelse med Suryas besøg i Martinus Center, Klint engang i begyndelsen af halvfjerdserne. Hun havde mulighed for at interviewe Martinus et par gange, hvor Gerard Oude Groen, Tage Buch og Mogens Møller fungerede som tolke. Hun tog også selv de fotos af Martinus, der bliver bragt i bogen, bl.a. et fra "Pandekagehuset" forsynet med teksten: Martinus schenkte sich ganz – wie die Sonne (Martinus gav sig selv helt – ligesom solen). Beskrivelsen er personlig og meget positiv. Hun skriver, at hun især syntes om Martinus ganske enkle væremåde, der gav ham en uskyldig, barnlig tiltrækningskraft. På trods af, at han havde kristus- eller gudsbevidsthed, forblev han egentlig den beskedne bondedreng fra landet, der åbenbart ikke havde noget andet ønske end præcis at være den, han var. Tilsyneladende var yderlig en af hans opgaver at ødelægge de sædvanlige forestillinger om en mystiker.
Ole Therkelsen