Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"Mennesket er det dyr, som slår de streger, det selv falder over," skrev en klog mand engang. Problemet hænger sammen med, at vi i modsætning til dyrene kan skelne mellem os selv og omgivelserne. Denne egenskab er det lille agern, af hvilket bevidsthedens egetræ vokser op. Men samtidig bliver mennesket – med Søren Kierkegaards ord – "et forhold, der forholder sig til sig selv". Og dermed er snubletråden spændt ud og grunden lagt til de mentale kortslutninger, som Martinus fortæller om på de næste sider.

Set fra et biologisk synspunkt kan snubletråden genfindes i den menneskelige hjerne. Her skal tre, i alder og funktion meget forskellige, hjerner virke sammen. Den ældste (200 mill. år) er reptilhjernen, der styrer de mest primitive og kropsbundne funktioner. Pattedyrhjernen er en i udviklingen noget yngre hjerne (100 mill. år). Herfra styres bl.a. følelserne. Neo-cortex, hjernebarken eller storhjernen (2 mill. år) er noget ganske særligt, som kun findes hos mennesket.

De tre hjerner arbejder med hastigheder, der afspejler deres naturhistorie. Det bevirker eksempelvis, at neo-cortex let løber fra pattedyrhjernen – et forhold, som kan forklare, hvad en vittighed er, og hvorfor vi ler: to forskellige måder at opfatte på braser pludselig sammen, når følelsessporet en anelse forsinket indhenter bevidsthedssporet.

Set fra et kosmologisk synspunkt er hjernens indretning ikke en forklaring på den menneskelige tradition med at hænge snubletråde ud for sig selv. Men vilkårene illustreres udmærket ved at henvise til menneskets manglende forståelse og træning i at magte samspillet mellem hjernerne. Tankeslotte kan lynhurtigt bygges op via neo-cortex, mens den følelsesmæssige vurdering og opbakning via pattedyrhjernen halter bagefter. Det kan udvikle sig til en farlig situation. Hvis jeg f.eks. føler mig uretfærdigt behandlet, kan jeg forstærke denne følelse med snesevis af rationelle begrundelser, så min reaktion når at fjerne sig temmelig langt fra sit udgangspunkt, før jeg opdager, at det hele bare var en storm i et glas vand. Og fremturer jeg, opstår krig og djævlebevidsthed, der godt kan være en nøgtern affære med pligtopfyldende embedsmænd og omhyggelig planlægning, som vi så det med nazisternes udryddelseslejre under 2. verdenskrig.

Martinus betegner det jordiske menneske som en såret flygtning på vej bort fra dyreriget. Vi halter, snubler og rejser os igen. Ud fra den betragtning har Walter Christiansen forsket i forelskelsens natur. Hans artikel i dette nummer af Kosmos er et godt eksempel på, hvordan naturvidenskaben kun er en begyndende videnskab, der kan forfines og fuldkommengøres ved at blive kombineret med åndsvidenskaben, et projekt, som Hans Oldhage beskriver i tre artikler, der starter nu. Alt sammen drejer det sig om at forklare og fjerne de mærkelige streger, som vi for sent opdager – og falder over!