Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

For en overfladisk betragtning er der noget mærkeligt i, at vore egne forsyndelser forekommer os langt mindre graverende end andres. Grunden er velsagtens den, at vi i vort eget tilfælde kender alle de omstændigheder, der har forårsaget dem, og derfor er i stand til at tilgive os selv, hvad vi ikke kan tilgive andre. Vi vender opmærksomheden bort fra vore egne fejl, og når en ulykkelig hændelse tvinger os til at se dem i øjnene, har vi altid undskyldninger parat. Jeg kan ikke se rettere, end at denne handlemåde er naturlig og forsvarlig; fejlene er en del af vor personlighed, og vi må acceptere os selv på godt og ondt. Hvor det derimod drejer sig om at dømme andre, dømmer vi ikke med hele vor personlighed, men ud fra et idealbillede, som vi har dannet af os selv, og hvorfra vi har udelukket alt, som er egnet til at krænke vor egen forfængelighed eller miskreditere os i verdens øjne. For at tage et ganske banalt eksempel: vi bliver oprigtigt forargede, hver gang vi griber en anden i en løgn, men hvem tør hævde, at han ikke selv har løjet en enkelt gang, ja, hundreder af gange? Vi bliver dybt rystede, når vi opdager, at vore "store mænd" i virkeligheden har været svage og smålige, uærlige eller egoistiske, seksuelt afsporede, forfængelige eller drikfældige, og mange mennesker regner det for vanærende at afsløre folkets helte for åbent tæppe. Der er i virkeligheden ikke så stor forskel på mennesker. De er alle et sammensurium af storhed og lidenhed, dyd og last, adel og uværdighed. Nogle har mere karakterstyrke end andre eller lever under lykkeligere omstændigheder, så de i en eller anden retning får friere afløb for deres instinkter, men potentielt er de alle nogenlunde ens. Selv tror jeg hverken, at jeg er værre eller bedre end folk er flest, men jeg ved med sikkerhed, at hvis jeg havde optegnet alle mit livs handlinger og hver eneste tanke, der er gået gennem min hjerne, ville verden betragte mig som et monstrum af fordærvelse.

Jeg kan ikke forstå, at noget menneske har mod til at fordømme andre, når han først har reflekteret over sine egne tanker. En stor del af vort liv opsluges af vågne drømmerier, og jo mere fantasi vi har, jo mere levende, jo mere rigt varieret vil denne virksomhed forme sig. Hvem af os ville sætte pris på at få alle sine drømme registreret af en maskine og med tiden blive præsenteret for dem igen? Vi ville føle en overvældende skam, vi ville råbe i fortvivlelse, at sådan havde vi aldrig været, ikke så lave, så gemene, så smålige, så egoistiske, så liderlige, snobbede, forfængelige og sentimentale. Alligevel er vore drømme sikkert en lige så væsentlig del af os selv som vore handlinger, og hvis der fandtes et væsen, som kendte vore inderste tanker, ville vi med rette blive krævet til regnskab også for dem. Mennesket har let ved at glemme de frygtelige tanker, som går igennem dets egen hjerne, og let ved at føle vrede, når det opdager dem hos andre. Goethe fortæller i sin Dichtung und Wahrheit, at han som ung mand ikke kunne udholde den tanke, at hans far tilhørte middelstanden. Han følte, at der måtte flyde adeligt blod i hans årer. Derfor fik han sig selv til at tro, at en eller anden fyrstelig rejsende havde truffet hans mor i Frankfurt og var blevet hendes elsker, og at han selv var en frugt af denne forbindelse. I det eksemplar, jeg læste, havde udgiveren forsynet denne oplysning med en indigneret fodnote. Det forekom ham uværdigt af så stor en digter at drage sin mors dyd i tvivl, blot for at tilfredsstille sit snobberi og smykke sig med en forloren adelig fjer. Selvfølgelig var det uværdigt, men langtfra unaturligt, og jeg vil vove den påstand, at det heller ikke var usædvanligt. Hvilken romantisk, oprørsk og fantasifuld dreng har ikke en overgang leget med den tanke, at han i virkeligheden ikke var søn af sin kedsommelige og respektable far, men havde en ukendt digter, en stor statsmand eller en regerende fyrste at takke for den overlegenhed, han følte svulme i brystet? Jeg har al mulig respekt for den aldrende Goethes olympiske livsholdning, men denne tilståelse kalder på mine varmere følelser. Fordi en mand kan skrive berømte værker, er han ikke des mindre en mand.

 

 

Efter min opfattelse er det disse utugtige, lave, hæslige og selviske tanker, som trods al god vilje ikke lod sig fordrive fra sindet, der har pint og plaget helgenerne længe efter, at deres liv var viet til de gode gerninger, og angeren havde forløst dem fra fortidens synder. Da St. Ignatius Loyola drog til Monserrat, havde han aflagt fuldstændigt skriftemål og modtaget absolution, og dog var han til stadighed besat af en skyldfølelse, som bragte ham på selvmordets rand. Før sin omvendelse havde han levet det samme liv som alle andre unge mænd af den tids overklasse, han havde vigtet sig lidt af sit udseende og dyrket spil og kvinder, men han havde altid været ærlig, trofast, gavmild og tapper og havde i hvert fald ved én lejlighed vist sig sjældent storsindet. Når freden stadig var nægtet ham, har det åbenbart været hans egne tanker, som han ikke kunne tilgive sig selv. Det ville være trøsterigt at vide, at selv helgenerne havde ligget under for disse tilbøjeligheder. Hver gang jeg har set denne verdens store paradere i al deres selvsikre og opblæste værdighed, har jeg spurgt mig selv, om de også i dette øjeblik kunne huske, hvad deres sind nu og da beskæftigede sig med i sit lønkammer, om de aldrig følte en smule ængstelse ved at tænke på, hvad der skjulte sig bag deres ophøjede Jeg. Bevidstheden om, at disse vågne drømmerier er fælles for alle mennesker, burde efter min mening inspirere os til overbærenhed, såvel med os selv som med andre. Det ville heller ikke være til skade, hvis den kunne få os til at betragte vore medmennesker, selv de værdigste og berømteste, med en smule humor; hvis den kunne hjælpe os til ikke at tage os selv alt for alvorligt. Når jeg hører dommerne i retssalen moralisere med salvelse, må jeg spørge mig selv, om det virkelig er muligt for dem at abstrahere så fuldkomment fra deres menneskelighed, som ordene lader formode. Jeg kan gribe mig i at ønske, at Hans Herlighed i Old Bailey havde en rulle toiletpapir stående ved siden af den traditionelle blomsterbuket. Den kunne passende minde ham om, at han er et menneske som enhver anden.

Uddrag af W. Somerset Maugham: Mit livs mosaik.