Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1994/8 side 151
Foto af Ole Therkelsen
 
Sindal og Betlehem
af Ole Therkelsen
 
Et gådefuldt skilt
På nedenstående billede ses et vejskilt af den type, man ofte ser i USA. På den ene side står der da også en del amerikanske navne som f.eks. Colorado Springs, Los Angeles, San Francisco osv. På den anden side står der nogle europæiske bynavne som f.eks. Paris, London, Copenhagen – og Sindal !!! Afstandene er angivet i miles, hvor 1 mile er ca. 1,6 km. Dette gådefulde skilt må altså stå omtrent midt mellem USA og Europa med ca 3.400 km til Sindal og lidt længere, 3.600 km, til København – og så er der forøvrigt 6.000 km til Tokyo. Løsningen på gåden fremgår af billedet på næste side.
 

Et gådefuldt skilt       (Foto Knud B. Larsen)
 
Mon Sindal bliver lige så kendt som Betlehem?
Ja, det virker som om skiltet er nogle århundreder foran sin tid, for man må vel regne med, at Martinus fødeby Sindal engang vil blive ligeså kendt som Betlehem. Ligesom H.C. Andersens hus i Odense og Beethovens Geburtshaus i Bonn er blevet kendt verden over, må man vel i fremtiden også forvente, at Martinus barndomshjem i Sindal vil blive et verdenskendt museum. Ordet "Sindal" betyder "solens dal", så man kunne vel ikke tænke sig en bedre fødeby til Martinus, der jo i den grad selv repræsenterede et mentalt sollys.
 

Vejskilt på den amerikanske base i Thule.
Foto Knud B. Larsen
 
Sindal – byen med de 100 springvand
I 1990 kunne man i Jyllands-Posten læse, at man havde besluttet, at der i byen Sindal skulle laves 100 springvand, og juli 1993 er Springvandskomiteens mål blevet opfyldt, Sindal er blevet byen med de 100 springvand. Her kunne man måske også drage en parallel til Palæstina. Domprovst C. Skovgaard-Pedersen skildrer i sin bog "Landet hvor kilderne sprang", hvordan de sprang både fysisk og åndeligt. Jesu liv og færden beskrives gennem forfatterens pilgrimsrejse rundt i det hellige land, hvor han bl.a. besøgte Betlehem og mange af de kilder og brønde, hvor Jesus havde været. Måske har Forsynet inspireret bystyret i Sindal til at lave de mange springvand, for at det skulle være et smukt symbol på Martinus store åndelige kildevæld.
Forbindelsen knyttes til Det gamle Testamente
I Vendsyssel Tidende 30. nov. 1992 kunne man læse, at 200 havde været med til indvielsen af et springvand – en "vandkunst" støttet af Kulturfonden. Det tre meter høje værk "Klippen og staven" står på pladsen over for Sindal kirke, og det leder jo tanken hen på de gammeltestamentlige kilder. Der står i Bibelen, at Moses fik en kilde til at springe, da han slog klippen med sin stav: "Og Moses opløftede sin hånd og slog klippen med sin stok to gange, da udgik meget vand, så menigheden drak og deres dyr". (4. Mose Bog 20.11). Så man kan måske sige, at i Sindal knyttes båndet fra Det Tredie Testamente nu helt tilbage til Det Gamle Testamente.
 

Kunstneren Erik Heides tre meter høje vandkunst "Klippen og staven" på pladsen overfor Sindal Kirke.
 
Foto Øjvind Ørnbøll
 
Løsningen på gåden
Vejskiltet står på den amerikanske base i Thule, Grønland. Kok Knud B. Larsen, der har taget billedet, fortæller, at en kvindelig laborant fra Sindal gjorde et sådant indtryk på den mand, der var ansvarlig for opsætning af skiltet, at hun udvirkede, at hendes lille hjemby kom med blandt de store millionbyer London, Paris, Tokyo, L.A. og S.F. – Ja, skæbnens eller Guds veje er forunderlige. Sindal kom med på skiltet som en spøg, men hvem af spøgefuglene kunne have anet, at Sindal måske engang vil blive lige så kendt som storbyerne og Betlehem...