Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Steinbecks forfatterskab var en livslang søgen efter en forklaring på hans egne psykiske problemer, som han anså for at være universelle og udspringe af den bibelske beretning om Kain og Abel. Han betragtede denne historie som grundlaget for alle menneskelige neuroser. Tager vi syndefaldet med, tilføjede han, har vi de samlede psykiske problemer, der kan ramme et menneske. I romanen "Øst for Paradis" træder han frem som forfatter og siger tingene lige ud. Det sker i kapitel 33, der på en fin måde understreger et tema, som også er gennemgående i Martinus kosmologi.

 

Et barn kan spørge: "Hvad handler verdenshistorien om?" Og en voksen kan spørge: "Hvor går det hen ad? Hvordan vil verdenshistorien ende, og hvad handler den om?"

Jeg tror, der er én, og kun én historie i verden, og at den har forfærdet og inspireret os, så vi lever i stadig eftertanke og undren. Menneskene er i deres liv, deres tanker, deres længsler og ærgerrighed, deres grådighed og grusomhed, deres godhed og ædelmodighed fanget i et net af godt og ondt. Jeg tror, det er den eneste historie, vi har, og at den foregår på alle følelsens og tankens planer. Dyd og last har været vævet ind i vor bevidsthed fra første færd og vil forblive det til vort sidste øjeblik, uden hensyn til hvilke forandringer vi kan afstedkomme i naturomgivelserne, i økonomien og i sæder og skikke. Der er ingen anden historie, og når et menneske har børstet livets støv af sig, vil det kun have de hårde, rene spørgsmål tilbage: Var det godt eller ondt? Gjorde jeg vel – eller ilde?

Når et menneske dør, står spørgsmålet der, uanset om det har haft rigdom og indflydelse og magt og alt, hvad der vækker misundelse her på jorden. De efterlevende vurderer den dødes ejendom og stilling og arbejde og de mindesmærker, han efterlader sig. Misundelsen er borte, og målestokken er: Var han elsket eller hadet? Føles hans død som et tab, eller kommer der en slags glæde af den?

Jeg husker tydeligt tre mænds død. Den ene var århundredets rigeste mand, der, efter at have banet sig vej til rigdommen over menneskers legemer og sjæle, brugte mange år til at prøve at tilbagekøbe den kærlighed, han havde sat overstyr, og derved ydede verden store tjenester, som måske mere end opvejede de onder, han var skyld i. Jeg var ombord på et skib, da han døde. Efterretningen blev slået op på nyhedstavlen, og næsten alle modtog den med glæde. Flere sagde: "Gudskelov, den slyngel er død."

Der var en anden mand, så snedig som djævelen selv. Han manglede sans for menneskeværdighed, men kendte kun alt for godt alle former for menneskelig svaghed og ondskab, og han brugte sin viden til at fordærve mennesker, til at bestikke og true og vildføre dem, indtil han nåede en stilling med stor magt og indflydelse. Han fandt smukke navne for sine lave bevæggrunde, og jeg har tænkt meget på, om han nogensinde opdagede, at man ikke kan tilbagekøbe et menneskes kærlighed, når man først har taget dets selvrespekt fra det. En bestukken kan kun hade bestikkeren. Da den mand døde, genlød landet af lovprisninger over ham, men der var en undertone af glæde over hans død i lovordene.

 

 

Der var en tredje mand, der måske begik mange fejl, men hvis liv og virke gik ud på at gøre mennesker modige og værdige og gode i en tid, hvor de var fattige og sølle og bange, og hvor de hæslige kræfter var i gang med at udnytte deres angst. Denne mand blev kun hadet af de få. Da han døde, brast mennesker i gråd på gaden, og de klagede: "Hvad skal vi nu gøre? Hvordan kan vi fortsætte uden ham?"

Jeg er i al min usikkerhed sikker på, at menneskene under deres overfladiske skrøbeligheder ønsker at være gode og at blive elskede. Ja, de fleste af deres laster er forsøg på at skyde genvej til kærligheden. Hvis et menneske dør uelsket, er hans liv en fiasko og hans død en kold rædsel, uanset om han har haft rige evner og stor indflydelse eller ej. Hvis du eller jeg skal vælge mellem to veje, bør vi tænke på vor død og prøve at leve sådan, at den ikke bliver til glæde for nogen.

Vi har kun én historie. Alle romaner, alle digte bygger på den aldrig afgjorte strid i os, striden mellem godt og ondt. Og det falder mig ind, at det onde altid må forny sig, mens det gode, dyden, er udødeligt. Lasten har altid et nyt ansigt, mens dyden er ærværdig som intet andet i verden.