Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

I foregående artikel stiftede vi bekendtskab med begreberne "personkemi" og "kosmisk kemi".

I denne artikel skal vi frem for alt se nærmere på nogle praktiske aspekter af kundskaben om personkemiens kosmiske kemi.

 

For at kunne nå den upartiske sympatis manifestationsstadium må vi også udvikle kunsten at møde vor næste til en sand livskunsts niveau. Martinus sagde engang: "jeg er som smør". Dermed mente han, at han kunne tilpasse sig alle situationer og alle slags mennesker. Læg mærke til, at det her ikke handler om at udslette sin egen identitet og viljeløst følge med strømmen. Smørret er blødt og let at forme – men det smager alligevel altid af smør!

At denne usædvanlige evne hos Martinus gjorde et dybt indtryk på mennesker – selv på sådanne, som ikke anede, hvem han var, får man mange eksempler på i bøgerne Martinus erindringer og Martinus – som vi husker ham.

Ligesom alle andre evner, kan en sådan evne kun skabes som et resultat af træning og øvelse. Og hvordan skulle vi kunne få denne træning eller øvelse, hvis vi kun mødte mennesker, som vi var på bølgelængde med?

En sådan beskyttet tilværelse kan ganske vist også se fristende ud for den, der studerer den åndelige videnskab. Det er svært at leve i omgivelser, som måske er mere eller mindre uforstående eller negative overfor det, der opfylder ens egen sjæl mest af alt.

Sjælen må jo have næring lige så vel som kroppen, og i omgivelser, der ikke deler ens åndelige interesser, kan det føles som om man lider af konstant mangel på næring.

Hos alle os, som har fundet den vigtigste inspirationskilde i vort liv i Martinus verdensbillede, er der en mere eller mindre stærk længsel efter at opleve et nyt og dybere fællesskab. Et fællesskab baseret på den fremvoksende menneskelige side i vort sind. Jeg husker endnu følelsen, da jeg en gang for mange år siden for første gang besøgte Martinus Center i Klint. Det var en fantastisk følelse at befinde sig blandt ligesindede og endelig kunne tale helt åbent om det, som både hjerte og hjerne var fuld af. Det havde jeg aldrig oplevet før, og det gjorde naturligvis oplevelsen ekstra stærk. Jeg husker også, hvordan denne oplevelse affødte en længsel efter altid at kunne leve blandt disse vidunderlige og inspirerende mennesker, og det var derfor ikke med helt let hjerte jeg dengang tog afsked med centret for at vende tilbage til hverdagen.

Denne længsel efter at kunne leve blandt ligesindede har egentlig to sider. Dels er den organisk baseret, dvs, den er udtryk for en organisk sjælelige hunger efter fællesskab eller samvær, dels kan den også, som i mit tilfælde, være udtryk for en længsel efter at tage "forskud" på fremtiden.

"At elske sin næste som sig selv" bliver i dette perspektiv en og samme sag. Det er jo sig selv – i fortids-, nutids- eller fremtidsskikkelse – man møder i form af næsten. Fremtidsskikkelsen er vort forbillede eller den, vi ser op til som vort ideal – nutidsskikkelsen er den, som vi føler os på bølgelængde med, og fortidsskikkelsen er vor skygge. Den skygge, som vi endnu ikke helt har kunne frigøre os fra. Men hvordan frigør man sig fra en skygge?

Ja, det hjælper ikke at trampe på den eller forbande den. Det eneste, der kan opløse en skygge, er lys. Når vi formår at lade vor sjæls lys gennemskinne hvert møde med næsten, så vil alle fortidens skygger blive opløst.

Denne evne er den største af alle kunster – og derfor også den, der er sværest at tilegne sig. Den sande livskunstner anvender alle palettens farver til at skabe den mest harmoniske fremtoning i hvert møde, i hver livssituation. Han er en nuancernes og variationernes mester. I hans arsenal indgår også – og ikke mindst – en guddommelig humor.

Humor – ikke mindst evnen til at kunne se på sig selv med en vis humoristisk distance – skaber næsten altid en åbning og en varme i omgangen med andre – selv i forhold til dem, som man måske ellers ikke føler sig på bølgelængde med. Humor er helt enkelt det, man i kemien kalder en "katalysator" – en faktor, der kan udløse nye foreninger af forskellige stoffer.

Det er sikkert ingen tilfældighed, at humor har samme ordstamme som human. Humor er nemlig en sand menneskelig eller human egenskab.

Mennesket er det eneste blandt jordens væsener – hvis vi ser bort fra den altid gådefuldt smilende delfin – som har evne til at le og smile. Latteren og den egenskab, der udlæser latteren, dvs. humoren, er et resultat af dyrets vej til menneske, eller åndeliggørelse. Den er – ligesom sproget – et resultat af en sjælelig udvikling hos dyret, som gør det i stand til at give fysisk udtryk for sjælelivets nuancer.

At der findes forskellige slags latter – ligesom forskellige slags humor – og at det menneskelige indhold i disse kan variere, modsiger ikke denne analyse. Det beviser bare, at det jordiske menneske er et overgangsvæsen – at det endnu ikke helt er blevet menneske – og derfor er dets latter og dets humoristiske sans endnu ikke blevet helt "menneskeliggjort" eller humaniseret. Men det ændrer ikke på det faktum, at overalt, hvor en latter vibrerer, er det i virkeligheden et ekko af dyrets forvandling til menneske, vi kan høre. Det er en højere verdens toner, som begynder at bane sig vej gennem dyrets strubehoved.

At humor er et spørgsmål om kemi – i både kosmisk og fysisk betydning – fremgår også af det faktum, at ordet "humor" oprindelig er en betegnelse for den balance eller afvejning mellem kroppens væsker, der blev anset for at bestemme et menneskes humør (man kan måske i denne sammenhæng tale om komisk kosmisk kemi).

Dette fænomen har en pendant på personkemiens område. Vi ændrer jo også farve i forskellige omgivelser og sammenhænge. Vi har måske en rolle i familien og en anden på arbejdspladsen eller i andre sammenhænge, hvor vi møder andre mennesker. En sådan farvenuanceringsevne er noget, vi alle må lære i livets skole. Den indgår i kunsten at tilpasse sig og være lydhør overfor omgivelsernes behov. Men evne til at skifte farve kan også – ligesom hos kamæleonen – være en måde at narre eller bedrage omgivelserne på. Den kan også være udtryk for frygt eller opportunisme – en frygt for at afvige fra "flokkens" adfærd. Tør jeg, f.eks. i et selskab, jeg er indbudt til, sige nej tak til visse retter eller drikke, der bydes på, og som jeg egentlig ikke vil have? Eller holder jeg "gode miner" og forsøger at sluge ubehaget?

Det bliver naturligvis et samvittighedsspørgsmål for hver af os, hvordan vi agerer i sådanne situationer. Vi kan kun handle udfra vore egne unikke forudsætninger. Men der er måske grund til at ransage vore egne motiver for at handle på den ene eller anden måde i mange situationer. Dér kan det kosmiske verdensbillede hjælpe os til selverkendelse. Er mine grundlæggende motiver til at gøre sådan eller sådan selviske eller uselviske? Det er et spørgsmål, som vi ofte har grund til at vende tilbage til i sjælelige konfliktsituationer. Et spørgsmål, der hjælper os med at holde vor samvittighed vågen. I forening med bøn kan dette spørgsmål blive vor indre ledestjerne, så vi ikke mister kursen, og så at vi undgår at støde på grund eller på et blindt skær på den eventyrlige sejlads, som livet er.

Sådan er det jo også i de menneskelige relationers verden. I dag tales der f.eks. meget om, hvordan indvandringen fra andre lande og verdensdele forandrer vore samfund her i Skandinavien. Jeg er selv vokset op i halvtredserne et lille sted i Nordsverige. På den tid eksisterede der knap nok nogle indvandrere dér – i hvert fald ingen fra områder uden for Norden – og jeg kan stadig huske, hvilken sensation det var, da rygtet spredte sig, at nogen havde set en neger på en gade i den lille bys centrum. I dag bor jeg i en forstad til Stockholm, hvor mere end halvdelen af indbyggerne har indvandrerbaggrund. Jeg bor i et højhus og på min etage er det kun mig, der har et svensk navn. Ellers findes der både afrikanske, arabiske og kinesiske navne. Hvor anderledes er ikke den verden og det samfund, som børnene i dag vokser op i – sammenlignet med min barndoms svenske halvtredsere!

Et andet aspekt eller et andet resultat af den store samfundsændring de sidste årtier er det, at mennesker i dag meget oftere end før skifter erhverv og arbejdsplads. "Skomager bliv ved din læst" er en gammel talemåde, som i dag føles meget fjern. Mange mennesker skifter erhverv flere gange i livet, og andre – som måske ikke skifter erhverv – skifter ihvertfald ofte arbejdsplads. Og når der kommer nye medarbejdere til en arbejdsplads, så betyder det jo nye indslag i "blandingen", nye personkemiske sammensætninger og reaktioner.

Alle disse forandringer er naturligvis både anstrengende og stimulerende. Under alle omstændigheder stimulerer det vor udvikling anderledes end i det gamle samfund, hvor mennesker og forhold var fastlåst på en helt anden måde.

Den situation betød naturligvis også for mange en slags tryghed, som man i dag måske synes, man har mistet. Men livet lærer os på denne måde, at virkelig tryghed og tillid ikke kan baseres på ydre, materielle faktorer. Den kan kun skabes i vor indre verden som et resultat af vort gudsforhold.

Der findes også et andet fundamentalt område i de menneskelige relationers verden, hvor tradition og gammel vanetryghed nu rystes i sin grundvold. Jeg tænker på den tiltagende opløsning af den traditionelle kernefamilie. Denne opløsning, der jo har sin dybeste årsag i den seksuelle polforvandlingsproces, som Martinus beskriver, har mange aspekter eller udtryksformer. Et af disse aspekter læste jeg for nogen tid siden følgende træffende karakteristik af i en avis: "før havde forældrene mange børn, nu har børnene mange forældre".

Denne nye familiesituation skaber også en ny problematik i samlivet. I den traditionelle kernefamilie er der jo næsten altid biologiske bånd mellem forældre og børn i og med at børnene er forældrenes eget afkom. Disse biologiske bånd stimulerer og mobiliserer forældreinstinktet og udgør derved en beskyttelse for afkommet.

Hos en moderne familie eksisterer der ikke altid sådanne bånd, eftersom den ene af de biologiske forældre er blevet erstattet af en anden, der mangler biologisk tilknytning til den anden parts børn. Både den nye "forælder" og familiens "gamle" børn befinder sig altså kun – eller i hvert fald hovedsageligt – i samme familie på grund af en tredje part. Det er klart, at denne situation i mange tilfælde skaber specielle personkemiske problemer. Problemer som ikke bliver mindre af at den biologiske forælder, der nu er ude af familiebilledet, alligevel i kraft af barnet ofte stadig har en tilknytning til sin gamle familie. Det er klart, at sådanne familieomstændigheder stiller helt andre krav til tolerance og gensidig hensyntagen fra alle indblandede parter end i den traditionelle kernefamilie.

Hvordan stabiliserer man så sine urolige tanker og sine modstridende følelser? Gennem bøn – ikke mindst ved at bede for den eller de, som man måske er i konflikt med – og ved at øve sig i at se, at "alt er såre godt", dvs. ved at forsøge at se den guddommelige eller højere mening med alt, som sker. Dette får i det lange løb stabiliseret mentaliteten og livsglæden.

I skolens kemiundervisning lærte vi ikke bare, at der findes væsker og stoffer der kan forenes, vi lærte også, at der findes nogle, der ikke kan forenes eller blandes. Olie og vand f.eks. På samme måde er det i mentalitetens kemi. Dér er også stoffer, som ikke kan forenes – f.eks. glæde og sorg. Sorgen er som sorte olieklumper, der ikke opløses i vort mentale hav, men flyder ovenpå som en sej, klæbrig masse og forurener vore mentale strande og vige.

Disse forureninger hindrer altså vor forening med den universelle glædes hav. Det kosmiske verdensbillede hjælper os til at blive bevidste om disse forureningers natur og kilde og om, hvad vi kan gøre for at få dem til at høre op. Det viser os, at de fysisk-tekniske strukturer og underværker, som vi er blevet i stand til at skabe ved hjælp af den fysiske kemi og videnskaben, kun er en forøvelse eller et forstadium til det største underværk af alle: den glædens og kærlighedens struktur som vi nu, ved hjælp af den kosmiske kemi, bliver i stand til at skabe i vor egen mentalitet og i vore relationer til omgivelserne og vor næste.