Kosmos 1994/7 side 127
Hvad er væsentligt?
af Per-Anders Hedlund
Hvad er væsentligt for det søgende menneske, dvs. for det menneske, der for alvor er begyndt at søge efter sandhed og livsharmoni i tilværelsen? Svaret vi får, kender vi sikkert allerede, men det kan alligevel være rart at huske tilbage ...
Hvad der i almindelighed er væsentligt for et menneske, er givetvis et spørgsmål om hvilken interesse, hvilke længsler og ikke mindst hvad der i øjeblikket optager vedkommende. Spørger man den, der har fået en splint i fingeren, hvad der er væsentligt for ham, er svaret logisk nok – at få splinten ud. Spørger man fx. en der er syg eller sulten, får man ligeledes et soleklart svar. At undgå smerter eller straks få tilfredsstillet naturlige behov, er naturligvis en drift vi normalt alle har fælles, uanset vore øvrige interesser.
Men hvad er så væsentligt for det sandhedssøgende menneske, der i stadig højere grad længes efter fred og harmoni i sin tilværelse? Ja, også her kan vi sige, at det naturligvis afhænger af, hvem vi spørger. Eftersom vi kosmologi-interesserede allerede føler, at vi i Martinus kosmologi har fundet den kundskabskilde, der giver os det største overblik over livet, er det naturligt at stille Martinus spørgsmålet.
Øvelse i humanisme og optimisme
Når vi gennem kosmologien ser det kosmiske spiralkredsløb i sin helhed, får vi også et overblik over, hvor vi jordiske mennesker befinder os i øjeblikket. Vi ser, at vi i vor udvikling nu er på vej til at forlade et dyrerige for mere og mere at nærme os et rigtigt menneskerige. Mens det meste af denne evolution tidligere fandt sted på et for os ubevidst eller automatisk plan gennem mineral-, plante- og dyreriget, er vi nu nået så langt at vi selv er begyndt at blive bevidste om denne udvikling.
Alle de konfrontationer vi har stået ansigt til ansigt med i form af naturens påvirkninger på "godt" og "ondt", hændelser og relationer, har i kosmisk betydning kun haft til formål at sørge for den opvågning der indebærer, at vi nu selv begynder at forstå og påvirke vor tilværelse. Ja, hele vort moderne industrisamfund med alle dets videnskabsprodukter er netop, som vi ser, et resultat af denne opvågning. Og flere og flere mennesker begynder nu også at få dybere behov og interesser. Man vil gerne kunne forstå "sjælen" eller sig selv, vide om livet har nogen mening, og vide hvordan man kan påvirke sin skæbne mod en lysere tilværelse osv. Til disse mennesker (som vi altså selv tilhører) bliver svaret på spørgsmålet om, hvad der er væsentligt – ifølge Martinus: – i det daglige at begynde at opøve en optimistisk og humanistisk tænkemåde.
Næstekærligheden er kongevejen
Ligesom udviklingen af den optimistiske eller positive tænkemåde med tiden vil gavne skabelsen af den fysiske og mentale sundhed vi alle længes efter, (uden en optimistisk tankegang, kan vi umuligt få den rigtige livskraft til krop og sjæl, mener Martinus) vil udviklingen af en humanistisk tænkemåde – udover at skabe fred – efterhånden også indfri vore længsler efter selv at opleve sandheden om vor tilværelse.
Uden en humanistisk tankeudvikling kan, i kosmisk henseende, de intuitive evner (talentet for kosmisk bevidsthed) ikke udvikles – i hvert fald ikke naturligt og fuldstændigt. Og som vi ved, er Martinus ikke tilbageholdende med i sine analyser at advare mod en kunstig psykisk træning, samtidig med at han gang på gang påpeger, at det er humanismen eller næstekærligheden i hverdagen, sammen med bøn, der er kongevejen mod lykke og kosmisk bevidsthed. Martinus: "Enhver, der søger at vise menneskene en anden vej til freden og fuldkommenheden end den absolutte næstekærlighedens vej, hører med til de 'falske profeter', som Kristus advarede menneskeheden imod." (LB6 stk. 2009).
Vor hovedbeskæftigelse
Da en humanistisk og optimistisk tænkemåde ikke kan komme af intet, forstår vi også hvor vigtig kosmologien eller den åndelige videnskab bliver for hver enkelt sandhedssøger, da den netop kan motivere og virkelig skabe et logisk fundament for denne tænkemåde. Det er ganske vist individets tidligere erfaringer, der har lagt grunden til det meste af den nuværende mentale indstilling – især humanismen. Men med det kosmiske verdensbillede bliver den forstærket (ikke mindst optimismen) – når vi netop ser, hvor logisk og kærlighedsfuldt livet er indrettet, hvordan alt fungerer på bedste vis, og hvorfor det altid er rigtigt at tilgive og være tolerant. Derfor bliver også regelmæssige studier eller indprentning af verdensbilledets tanker i sindet et betydningsfuldt indslag i hverdagen, og som sammen med den efterfølgende praktisering bliver den vigtigste aktivitet for os i nuet.
Ja, her er vor egentlige hovedbeskæftigelse langt ud i fremtiden, og som heldigvis overhovedet ikke kan påvirkes af nogen verdensomspændende lavkonjunktur og arbejdsløshed. Derimod kan de globale hændelser, der formodentlig bliver en prøvelse for menneskeheden fremover, nok skabe en accelererende grobund for "det rigtige menneskerige" på jorden.
Teori og praktik
Vor nuværende udvikling handler altså om, med viljen at begynde at mindske vore primitive sider eller dyriske psyke fra bevidstheden og samtidig opbygge flere og flere menneskelige psykiske egenskaber i os. Men vi ved også, hvor håbløst svært det af og til kan forekomme, hvordan teori og praktik virker som to helt adskilte størrelser. Ja, en gang i mellem føles det endog som om man er gået tilbage i udviklingen – i særdeleshed når man har "jokket i spinaten" både to og tre gange samme dag (Jeg håber ikke, jeg kun taler for mig selv nu).
Selv om mange af vore fejltrin begås når vi er stressede og dermed kører mere på rutine og instinkt end ellers, kan skuffelsen nok ofte ligge i, at man troede sig et bedre menneske, end man faktisk var. Især er den risiko nok stor i de situationer, hvor vi teoretisk måske er så opslugt af kosmologiens grundtanker, at vi næsten har glemt at vi ikke i praksis er nået dertil endnu. Ja, vi kan sikkert selv huske tilfælde, hvor vi har været beskæftiget med de højere tanker, og så blevet "pillet ned på jorden" igen. Måske af et familiemedlem der havde held med (muligvis endda utilsigtet) at fremprovokere noget af ens gamle natur. Man kan derfor ikke tilstrækkeligt ofte minde sig selv om, at der er en væsentlig forskel på teori og praksis, (ideal og virkelighed) og at det hele udelukkende handler om skabelse af talenter eller optræning af evner, hvor vor nye psyke endnu ikke har fået overtaget over den gamle.
Det er derfor ikke uvæsentligt også at øve sig på at tilgive sig selv sin ufuldkommenhed, på samme måde som det er blevet en selvfølge at forsøge at forstå og tilgive andre deres ufuldkomne sider. Det er imidlertid ingen let sag uden videre at tilgive sig selv i disse øjeblikke, som bekendt, da det som regel er vor dyriske psyke der har taget kommandoen over bevidstheden. Dvs. den psyke der slet ikke har nogen humane egenskaber.
Men det er også her bønnen kommer ind i billedet. Bønnen, som Martinus roser højt og gang på gang anbefaler til det personlighedsudviklende menneske. Og ved hjælp af den har vi mulighed for snart igen at få kontakt med vor menneskelige psyke og dermed også lettere ved at tilgive eller nå til en forsoning med både andre og os selv.
Rigtig "kompas-retning"
Trods det kosmiske verdensbilledes "frelse" for os er der altså ikke meget, vi får gratis i vor udvikling fra dyr til menneske. Men med et regelmæssigt "input" af verdensbilledets ideer i sindet, sammen med bønnen, har vi trods alt de bedst mulige forudsætninger for altid at kunne "følge den rette kurs" med vort "mentale skib" i alle hverdagens situationer. Om denne "kurs" og den rette "kompas-retning" (sindsindstilling i hverdagen) siger Martinus følgende (Samarbejds-Strukturen, kap. 2, side 22):
– "Hvordan kan man vide, om man med sit mentale skib har sat kursen imod fredens havn? Man kan mærke det på sine reaktioner over for sine omgivelser. Bliver man let gal i hovedet, sur eller irriteret og ukærligt kritiserer andre menneskers indstilling og væremåde, så er der noget galt med kompasset, og der kan være fare for kollisioner eller grundstødninger. Men sætter man sin vilje ind på og beder Forsynet om hjælp til at kunne møde den enkelte situation og det enkelte menneske med den sympati og den form for kærlighed, der vil være mest til gavn i øjeblikket, vil vredens og irritationens mørke skygger vige, og næstekærlighedens sol vil stråle og funkle gennem bevidstheden."
Litteraturforslag:
Samarbejds-Strukturen, kap 2
Livets Bog 6, stk. 2003 - 13.
Oversætter: BA
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige