Kosmos 1994/6 side 113
Personkemiens kosmiske kemi 1:2
af Olav Johansson
I denne og i en kommende artikel skal vi se lidt nærmere på begreberne "personkemi" og "kosmisk kemi" for at finde ud af, om de har noget med hinanden at gøre, og hvilken betydning det i så fald har for vore liv.
Fra min skoletid har jeg visse eksplosive erindringer. Lige fra kemiværelset, hvor turbulente energier og kræfter i gasform somme tider kunne afstedkomme uventede effekter, til skolegården, hvor ikke mindre turbulente energier ofte var i bevægelse. Jeg husker også, at jeg oplevede disse turbulensers energier "indefra" dvs. i mit eget sind. Somme tider så stærkt, at jeg stadig har et meget levende erindringsbillede af, hvad tankeklimaet "hellig vrede" indebærer. Det er ikke noget behageligt minde. Men jeg er ofte taknemlig for, at jeg har oplevet det, eftersom sådanne erfaringer er et uundgåeligt hjælpemiddel til at lære sig selv og sine egne sjælekræfters natur at kende.
At disse kræfter og deres forskellige reaktioner er et spørgsmål om overfysiske stoffers kemi – analogt med de fysiske stoffers kemi – er stadig ukendt for den etablerede videnskab. Men det er interessant at konstatere, at denne forestilling – med eller uden videnskabelige motiveringer – ser ud til at vinde større og større indpas i den almene bevidsthed. Et udtryk herfor er brugen af begrebet "personkemi", som er blevet mere og mere almindelig i de senere år. Hvem der fandt på begrebet, ved jeg ikke, men det er en temmelig moderne foreteelse, som hurtigt er blevet populær i det almene sprogbrug – i det mindste i Sverige.
Livets oplevelse – et spørgsmål om kemi
Livets oplevelse – et spørgsmål om kemi
Hvad mener man da med "personkemi"? Hvis man skal prøve at definere det, kan man måske sige, at "personkemi" handler om relationskvaliteter. Relationskvaliteter er på sin side det samme som reaktionskvaliteter. En reaktion kan være udtryk for harmoni eller disharmoni. Den kan være opbyggende eller nedbrydende. Det gælder både i den fysiske kemis verden og i den verden af relationer som er personkemiens. "Kemi" kan man altså definere som læren om stoffernes reaktioner. Eller sagt på en anden måde: læren om årsag og virkning. Ved at stofferne er "trofaste", dvs. altid reagerer på samme måde (salt smager f.eks. altid salt), bliver det muligt at tilegne sig viden om årsag og virkning.
Livets oplevelse er altså et spørgsmål om kemi – et spørgsmål om indlæringen af stofreaktioner. Loven om stofferne (= stoffernes "trofasthed ") er således betingelsen for denne indlæring. Martinus siger, at kosmisk kemi er kosmisk sprogundervisning. Et sprog, hvis ord og sætninger udgøres af stoffernes reaktioner. Ligesom mennesket gennem erfaring og iagttagelse efterhånden har lært sig lovmæssigheden i de fysiske stoffers reaktioner, så er det nu på vej til at lære sig lovmæssigheden i de overfysiske eller mentale stoffers reaktioner. Det er altså studiet af disse stoffers reaktioner, som Martinus kalder" kosmisk kemi".
En personlig kemi
I princippet er der således ingen forskel på den almindelige fysiske kemi og den kosmiske kemi. I begge tilfælde er det en videnskab om stoffets reaktioner. Der er dog en vigtig forskel som betinges af de studerede objekters forskelligheder. I det ene tilfælde (den fysiske kemi) befinder disse objekter sig jo udenfor mennesket selv, mens de i det andet tilfælde (den kosmiske kemi) befinder sig inden i forskeren – i hans eller hendes egen mentalitet. Det betyder, at mens det fysisk-kemiske eksperiment kan finde sted på betryggende afstand af forskeren, så kan det kosmisk-kemiske eksperiment kun ske med forskerens eget liv eller egen sjæl som indsats. Den kosmiske kemiker (hvad vi jo alle er, bevidst eller ubevidst) må erfare de behagelige eller ubehagelige konsekvenser af sine egne eksperimenter i mentalitet og livsførelse på sin egen krop og sjæl. Derfor kan man sige, at kosmisk kemi er et spørgsmål om personkemi også i den betydning, at det er en personlig kemi eller forskning. Det er en personlig forskning, som vi alle uden undtagelse er involverede i – i og med at vi tænker, handler og oplever.
Mentale energier og bølgelængdeområder
En vigtig del af det vi oplever, er vore relationer til omgivelserne eller medmenneskene, dvs. det, man normalt mener med begrebet "personkemi". Disse oplevelser er jo, som vi alle ved, af forskellig slags. De kan udtrykke alle grader i skalaen fra harmoni til disharmoni. Hvad er det da, som gør, at vi føler os mere i harmoni med visse mennesker end med andre?
Ja, det er udelukkende et spørgsmål om "kemi" – et spørgsmål om hvilke energier, vi vekselvirker med i vor mentalitet. Vi har også et udtryk for dette i sproget. Vi siger, at mennesker kan være "på samme bølgelængde". Og det er en rigtig analyse af situationen kosmisk-kemisk set. Energier – selv mentalitetens energier eller "kemikalier" – har nemlig altid visse frekvenser eller bølgelængder, eftersom de er udtryk for bevægelse eller vibration. Dette skaber forskellige mentale "bølgelængdeområder" – områder med mentale energiblandinger, som mere eller mindre vibrerer på samme bølgelængde. At de vibrerer på samme bølgelængde betyder altså, at disse individer vekselvirker med samme mentale energiblandinger. Hvad er da det for energier?
Ja, det er ikke mindst på dette område, at Martinus verdensbillede åbner en helt ny – og overordentlig praktisk anvendelig – kundskab for os. En kundskab der gør det lettere at forstå både vor egen og vor næstes mentalitet. En kundskab som derfor også tilfører den næring der behøves, for at tolerancens og tilgivelsens frø skal kunne vokse i vort indre.
I den fysiske kemi findes 105 kendte såkaldte grundstoffer. I den kosmiske kemi, som Martinus verdensbillede afslører for os, er der kun seks" grundstoffer" eller grundenergier (Martinus nævner ganske vist også en syvende – moderenergien – men eftersom den altid manifesteres gennem de seks andre energier, kan vi i denne sammenhæng se bort fra denne.) Men disse kan til gengæld kombineres i det uendelige. Alt skabt, dvs. både den fysiske materie og vor psyke, er sammensat eller opbygget af disse seks energier. Energierne repræsenterer seks egenskaber eller funktioner, som Martinus kalder: instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse.
Når det gælder en nærmere definition og udredning af de forskellige energiers natur, må vi henvise læseren til Martinus egen litteratur (f.eks. kapitel 10 "jegets evige kraftkilder" i LB2) eftersom der ikke her gives plads til det.
Grundenergierne og udviklingen
I denne sammenhæng vil jeg kun fremføre udviklingsaspektet i vor omgang med de kosmiske "kemikalier" eller energier. Hvilken energi vi hovedsageligt benytter os af, beror altså på vort udviklingstrin. På et mere primitivt eller uintellektuelt stadium er instinkt, tyngde og primitiv følelse dominerende ingredienser i mentaliteten, mens udviklet eller human følelse, intelligens og (i nogen grad) intuition mere og mere kommer til at præge vor mentale fremtræden efterhånden som vi udvikles. Men eftersom det er et spørgsmål om en udvikling eller forvandling, så har personkemiens kosmiske kemi også et tidsaspekt, som vi bør være opmærksomme på. Menneskene i vore omgivelser kan således repræsentere såvel vor fortid og fremtid som vor nutid. De, der repræsenterer vor fortid, er bærere af en mentalitet og adfærd, som vi er mere eller mindre mætte af. Eftersom mættelse altid medfører en frastødning af genstanden for mættelsen, er det i forholdet til disse individer i omgivelserne, vi oplever de største problemer på personkemiens område. Vi føler os ganske enkelt ikke på bølgelængde med dem. De har andre interesser, vurderinger og idealer end vi selv har. Det er sådanne forskellige bølgelængdeområder, der er ophavet til alle former for krige og konflikter. Vi ser denne krig mellem folk og nationer, vi ser den i form af politiske og religiøse stridigheder, vi ser den på arbejdspladser, i foreninger og indenfor familien. Vi ser den kort sagt overalt og på alle niveauer i samfundet.
Antipati og sympati
Den store udfordring for den, som vil være pioner for fredens og fremtidens kultur, bliver derfor at overvinde sin tendens til at føle antipati mod dem, der tilhører helt andre bølgelængdeområder, og som derfor er nødsagede til at have helt andre idealer og vurderinger end man selv har.
Men er det ikke uundgåeligt, at man føler sådan en antipati? Antipatien beror jo, som nævnt, på ens egen mættelse af praktiseringen af de idealer og den livsføring, der hører til disse andre bølgelængdeområder. Vi konstaterede jo også lige, at mættelse giver anledning til frastødning (man vil ikke have mere), og er denne frastødning ikke det samme som antipati?
Det er rigtigt, at al antipati er baseret på frastødning (mættelse) ligesom al sympati er baseret på tiltrækning (sult). Men – og det er et vigtigt men i denne sammenhæng – dette betyder ikke, at vi altid er nødsaget til at være i de partiske sympati- og antipatireaktioners vold.
Vi kan ved at udvikle os i kærlighed og intellektualitet hæve os til et niveau med upartisk sympati – en sympati for alt og alle, en sympati som er uafhængig af partiske følelsesreaktioner. En sådan sympati forudsætter overblik. Og overblik kan kun skabes som et resultat af erfaringer. På visse områder af vort liv har vi et så stort overblik – på grund af et rigt erfaringsmateriale – at vi dér allerede er nået til stadiet for en mere balanceret eller upartisk sympati. Det gælder f.eks. i forhold til de madretter, vi elsker. Vi oplever jo efter indtagelse af sådan en ret en mættelse, som gør, at vi netop så ikke vil have mere. Tanken om at spise mere fremkalder altså i denne situation en frastødningsreaktion. Men det er en reaktion, der jo ikke er forbundet med, at vi føler antipati mod madretten eller mod spisning som sådan. Vi ved af erfaring, at vi før eller senere vil blive sultne igen, og at vi vil komme til at længes efter den madret, som vi netop nu ikke kan tænke os at spise mere af. Vor sympati for den omtalte mad er altså upåvirket af, at vi for øjeblikket er mætte af den.
Men lad os gøre et lille tankeeksperiment: Vi tænker os, at vi mangler det dagsbevidste og på erfaring byggede overblik, som vi i dag har over sult- og mættelsesprocessens rytme. Vi er bare bevidste i det lille nu, hvor vi netop oplever en overvældende mæthedsfølelse i forhold til den mad, som vi bliver tilbudt. Men vi ved ingenting om årsagen til oplevelsen af denne følelse, ligeså lidt som vi har indsigt i, at vi en gang i en mere eller mindre fjern fremtid kommer til at opleve en helt anden følelse i forhold til mad. Hvordan skulle vi i en sådan situation opleve og vurdere den foreteelse, som vi kalder mad?
Det er tilstrækkeligt at stille spørgsmålet for at indse, at vi under sådanne omstændigheder var overgivne til den partiske følelsesreaktion, som mætheden skaber.
Men dette er jo netop den situation, som de fleste mennesker befinder sig i i forhold til deres livsoplevelse. De har intet overblik over eller forståelse for den sult- og mættelsesproces, der strækker sig langt ud over det nuværende fysiske livs grænser. Derfor må de nødvendigvis opfatte og vurdere livet partisk, dvs. med stærke sympatier og antipatier.
Fra partiskhed til upartiskhed
Tendensen til at opfatte og reagere partisk er nedlagt i os alle som en mere eller mindre stærk automatfunktion, og den ophører ikke bare fordi vi gennem den åndelige videnskab har fået en teoretisk forståelse for livets love. Derimod kan denne forståelse så et frø i partiskhedens magre jordbund i vort indre. Et frø, som gennem fortsat stimulering og næringstilførsel efterhånden kommer til at vokse op til et træ, der forgrener sig i alle retninger – og dermed symboliserer den upartiske sympati, der retter sig mod alt og alle.
Denne sympati kan ikke bare være baseret på følelse. Så længe følelsen ikke befrugtes af intellektets lys eller solskin, kan den ikke hæve sig over partiskhedens automatik. Det er jo i kraft af følelser, at vi kan registrere behag og ubehag (alle sanseindtryk er dybest set følelsesindtryk). Og det, vi oplever som behag eller ubehag, beror så igen på sult- og mættelsesloven (som vi har set i eksemplet ovenfor med maden). Følelsen er altså i den forstand underlagt og dikteret af loven om sult og mættelse. Det eneste livsfacit, som følelsen som fornemmelsesredskab kan formidle til os, er derfor "behag" og "ubehag" (eller det, vi kalder "godt" og "ondt"). Men dette er ikke livets højeste facit. Livets højeste facit er, fremhæver Martinus, "alt er såre godt". Og det er det netop i kraft af kontrasterne "det behagelige gode" og "det ubehagelige gode". At både "behag" og "ubehag" er noget "godt" kan følelsen altså ikke oplyse os om, her må jeg'et have hjælp af de intellektuelle grundenergier intelligens og intuition. Ved at denne indsigt – som i begyndelsen kun er af teoretisk natur – mere og mere integreres i vor bevidsthed og væsen, så sker der en afgørende forvandling i vort reaktionsmønster og måde at opleve livet på. Partiskhedens ureflekterede automatik erstattes af upartiskhedens uforbeholdne sympati.
(fortsættes i næste nummer)
Oversættelse: HL
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige