Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Når jeg er opmærksom på det – og det sker heldigvis oftere og oftere – ser jeg, at hver eneste situation jeg kommer i, er til for at jeg kan opleve og lære af livet.

Jeg har stadig svært ved at fastholde den logiske tankegang – når jeg står midt i et forløb – nemlig, at jeg selv er første årsag til mine oplevelser.

Når jeg f.eks. bliver såret over en bemærkning eller handling, går der stadigvæk nogen tid, før jeg kan sige til mig selv: Nå, det er altså, hvad du har budt en anden person på et tidspunkt. Sommetider kan jeg dog være så "heldig", at jeg direkte kan henføre bemærkningen eller handlingen til en hændelse, hvor jeg ved, at jeg har såret en anden, og nu kender jeg så – ved analysernes hjælp – grunden til, at jeg skulle såres.

For når jeg tænker på den gamle sætning, som jeg hørte i min barndom fra mine forældre: Vær mod andre, som du ønsker, andre skal være mod dig – så er det jo med andre ord, men samme mening – når Martinus siger: Hvad du giver ud, får du selv tilbage, hverken mere eller mindre. Og så er det egentlig ganske enkelt: Man bestemmer selv, hvordan man vil behandles!

De fleste mennesker ved godt, og siger det også tit, at man kommer langt med et smil, og det mener jeg også.

Nu synes jeg, det er let at smile til dem, jeg kan lide – og når jeg ellers er i godt humør. Det er straks meget sværere at smile, hvis jeg møder en sur og tvær person i forretningen eller bussen – og meget let at tænke: Nå, han/hun er sur, men jeg er da heldigvis ligeglad. Men det er vel sådan, at med den tanke viser jeg mig selv, at jeg er blevet lidt fornærmet.

Hvis jeg nu i stedet havde sendt vedkommende – trods sure miner – et varmt smil, er det næsten sikkert, at det sure var forsvundet eller i hvert fald reduceret. For vor optræden over for andre mennesker breder sig jo som ringe i vandet: flere og flere bliver berørt i løbet af dagen. Hvis jeg bliver behandlet surt, bliver jeg måske selv sur – og behandler andre surt, som igen behandler andre surt osv. Omvendt kan jeg skabe glæde i større og større cirkler, hvis jeg i samme model erstatter det sure med varme og smil.

I hvert fald ved jeg, at det er meget let at ride med på den negative bølge: Hvis nogen besværer sig over en anden – det kan være buschaufføren, der "altid er så sur" eller kollegaen, "der altid prøver at snyde sig fra sit arbejde" og i den dur – så kan jeg i det mindste lade være med at kaste brænde på bålet ved at give vedkommende ret og lade være med selv at bidrage med nogle eksempler ... (Bagefter er det også så svært at få den grimme smag i munden til at forsvinde!).

Men lykkes det at få vendt en negativ stemning rettet mod mig fra en person, er det dejligt. Et sted, hvor jeg dagligt kom, var der visse personer, jeg følte – af en eller anden grund – var negative over for mig. Det var ret mærkbart, de var lukkede i ansigterne, hilste ikke, selv om jeg hilste osv. Men jeg fortsatte med at være venlig, hilse og snakke helt almindeligt – jeg tænkte, at jeg ikke ville bukke under for at blive fornærmet og give igen af samme skuffe. Og nu er situationen, at jeg er på vældig god fod med dem alle – så det nytter!

Der er vel nok tilfælde, hvor det ikke nytter noget, men så har jeg forsøgt, og så må jeg sige til mig selv, at så er der nok den føromtalte årsag til, at disse mennesker er negative over for mig. Og det må jeg så acceptere – uden fortrydelse!

I de situationer griber jeg sommetider mig selv i at tænke: Nej, nu er det for galt – her er jeg venlig, og så ...! Men ved nærmere eftertanke, hvad er det, der er for galt? At jeg selv er første årsag til det?!

Der er meget, jeg kan lære af livet i dag, hvis jeg vil være åben og objektiv, når der hænder noget, som ikke rigtigt passer mig, og som gør mig ondt.

I hvert fald er jeg holdt op med at tænke: Hvorfor skal jeg gennem de og de prøvelser? Jeg kender ganske vist ikke årsagen til disse prøvelser, men jeg ved nu, at der er en mening med dem.

Derfor finder jeg det efterhånden nemmere at acceptere de tunge oplevelser, selv om jeg stadig føler dem stærkt.

Jeg møder af og til mennesker, der siger: Hvorfor skal jeg dog opleve dette forfærdelige? Det har jeg da ikke fortjent!

Men med Martinus lære er det jo nemmere at forstå. For eftersom vi ikke kan huske vore tidligere liv, ved vi jo ikke, om vi har fortjent det. Og selv om de forfærdelige ting er en reaktion på noget, der er hændt i dette liv, er vi vist ikke altid objektive: det jeg gjorde dengang, finder jeg let en undskyldning for, det var da ikke så slemt som det, jeg oplever nu!!

I min dagligdag ser jeg mange forskellige måder at tackle store og små sorger og bekymringer på. Nogle mennesker tager alt, som det kommer uden at spørge, hvorfor det sker. De accepterer, at sådan er nu det. Andre spørger forurettet, hvorfor det nu sker lige for dem.

Det er opmuntrende at snakke med personer, som accepterer deres skæbne. Er det ikke dejligt at opleve en person, der er ældre, plaget af sygdom af forskellig art, som ikke ser så godt mere og derfor er begrænset i sine foretrukne sysler – såsom at læse, sy og strikke – aldrig beklage sig? Eller veninden – selv brystopereret – bruge sin tid på de nyopererede for at støtte, trøste og give håb? – Det synes jeg, og det kan jeg så prøve at leve op til.

Det kan jeg lære af livet i dag!