Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1994/6 side 110
Kosmologi i udlandet
 
Rejsebreve fra Rusland
af Ole Therkelsen
 
7.3.94
Kære Venner!
Hermed den første hilsen fra pelshuernes land. I går ankom jeg til Sct. Petersborg i strålende solskin med 60 kg bagage, bøger og brochurer. Temperaturen: minus 3 grader. Men pelshuerne var ikke lagt bort. For et par dage stod termometret på minus 20.
Aleksander Kogan, min vært, tog imod. Så gik det i metro og bus til Bolsjoj prospekt, hvor jeg flyttede ind i et lille værelse, hyggeligt og varmt. Snakken gik mest på esperanto. Til min store glæde opdagede jeg, at jeg også forstår en del russisk.
 
11.3.94
Hermed hilsen nr. 2, som kommer fra den gamle, hæderkronede esperantoklub, Espero. Jeg havde en telefax med som gave. Der var problemer med stikket, men nu er alt i orden. Det er praktisk med en fax, for postvæsenet fungerer dårligt. Klubben har lige fået et brev, som jeg sendte for en måned siden!
I går holdt jeg mit første foredrag i esperanto-klubben. Interessen blandt de tyve tilhørere var så stor, at vi blev enige om at starte en studiekreds på grundlag af Martinus esperanto-bøger.
 
16.3.94
Sjap og vandpytter overalt. Gazeta Anomalia har lige bragt artikel nr. 3 om Martinus med citater fra Victor Vorobiovs russiske oversættelse af bog nr. 1, Menneskehedens skæbne (Sudba Tjelovetject). To 30 cm lange spalter! Det er god omtale, når man tænker på det store oplag på 50.000. Også Ruslanda Esperanto har bragt en omtale, hvor Martinus nævnes.
Aleksander Kogan har med min økonomiske støtte anskaffet en computer, og han er i fuld gang med at oversætte første symbolbog, DEV 1, fra esperanto til russisk.
 
21.3.94
Faxen er i gang: brev fra Moldavien med forespørgsel om Martinus værker samt om Kosmos.
Jeg hjælper til med den nye computer. Nu kan den skrive med esperantotegnsæt, kyrilliske og latinske bogstaver. Jeg er jo ikke ekspert, så jeg er lidt stolt over, at det er lykkedes mig at hjælpe dem med at installere nogle finesser. Programmet er engelsk, så de er meget glade for, at jeg hjælper dem i gang.
Den 17.3 holdt jeg foredrag og præsenterede bogen Den ideelle føde ved en økologisk konference på "Sct. Petersborgs undervisnings- og helsecenter". Der var god interesse blandt de 20 tilhørere.
Fra nu af underviser jeg hver onsdag i dansk for fire 2. års studerende på universitetet i Sct. Petersborg under professor Zhjarovs ledelse.
Fortsættes i næste nr.