Kosmos 1994/6 side 107
Martinus sag under 2. verdenskrig – 3:3
Mens disse linier skrives...
af Søren Hahn
Fjerde bind af Livets Bog blev udsendt med ca. 16 sider indlagt i hvert nummer af Kosmos. I februar 1945, mens Japan kæmpede hårdnakket for at beholde sine erobrede besiddelser i Stillehavet, og mange undrede sig over, så hurtigt japanerne havde tilegnet sig den vestlige teknologi og var blevet en ligeværdig modstander, dukker den første hentydning til krigen op. Det sker i stykke 1249, hvor Martinus gør gældende, at andre religioners folkeslag end de kristne nu er kommet ud i krig og økonomisk udbytning af deres medvæsener. Det er netop sket i takt med, at de har tilegnet sig den vestlige teknologi. Og så er det, at de aktuelle begivenheder falder på plads med bemærkningen: "Ja, er det ikke netop denne udvikling, der har udløst de blodige begivenheder, der i dag, mens disse linier skrives, raser hen over landene?"
Stillehavskrigen
I juli 1945 følger med Kosmos bl.a. stk. 1341. Her forklarer Martinus, hvorfor den gamle verdensimpuls måtte gå under. Nu kommer begivenhederne ude i verden igen på tæt hold: "Er det ikke her synligt, at den verdensimpuls, hvis dødskrampe, vi i form af det store verdensdrama fornylig har set passere Europa, og som endnu, mens disse linier skrives, raser hen over Asien og Stillehavet, ikke mere kan gøre sig overfor eller overvinde den samlede jordmenneskehed? – Denne verdensimpuls koncentrerer sig i et diktatorisk 'førerprincip', der var en velsignelse for en fortidig menneskehed, der var ganske uden udviklet tænkeevne og uden fysisk intellektualitet."
Som bekendt satte amerikanerne punktum for dette afsnit af krigen ved netop at demonstrere deres "fysiske intellektualitet". De to atombomber faldt over Japan den 6. og 9. august 1945, og et lille års tid senere omtaler Martinus det i et foredrag på Instituttet: "Var ikke atombombens flammende støvskyer over Hiroshima og Nagasaki kulminationen af opfyldelsen af den guddommelige forjættelse om, at den, der spiser af kundskabens træ, må 'dø døden'? Hvor er visdommen henne i dette 'helvede', der indhyllede de to byer og måske endnu usynligt raser på deres tomter eller efterladte terræner?" (12)
Krigsforbrydernes skæbne
Det lykkedes at fange de fleste af det nazistiske Tysklands fremtrædende politikere og militære ledere. Hitler og enkelte andre nåede dog – som Martinus skriver – at flygte "ad selvmorderens sorte bagdør" (13).
Martinus på sin 50-års dag, 11. august 1940
Ved Nürnbergprocessen, der gennemførtes fra 20. november 1945 til 1. oktober 1946, idømtes dødsstraf ved hængning. Syv af de anklagede kunne dog nøjes med fængselsdomme, og de blev sat til at vaske gulvet i gymnastiksalen, hvor henrettelserne havde fundet sted. De dømtes lig blev brændt i koncentrationslejren Dachaus krematorieovne, og asken kastet i floden.
Sikker på, hvad der nu ville ske, men før processen startede i Nürnberg, skriver Martinus i Livets Bog 4, stk. 1341, der blev udsendt med Kosmos i juli 1945: "Kun 'krigsforbryderskafottet' og 'frakendelsen af al værdighed til menneskelig tillid' ventede dem, der ikke allerede i fortvivlelse, nedværdigelse, skræk og rædsel for den lyse verdensimpuls's retfærdighed allerede havde begået selvmord. I sandhed, en udlevet religiøs verdensimpuls, et udlevet førerprincip, en forældet ideologi, en åndelig vej, der ikke mere kunne betrædes af en jordmenneskehed, hvis flertal allerede forlængst har passeret dens bane og nu i kraft af en ny kosmisk verdensimpuls iler rask fremad mod fjerne lyse horisonter forude."
Fred og nye farer
Bemærk i ovenstående citat, at Martinus har sat citationstegn omkring sentensen: frakendelse af al værdighed til menneskelig tillid; det er et citat i citatet. Martinus citerer her fra et tillæg til den danske straffelov (nr. 259, paragraf 6), som blev vedtaget i Rigsdagen i huj og hast efter Danmarks befrielse den 4. maj 1945 og offentliggjort i alle landets aviser. Loven skulle dæmme op for lynchstemningen i landet ved at ramme danskere, der under krigen havde arbejdet for Tyskland. Den trådte i kraft allerede 1. juni 1945 (14). Alle Kosmos' læsere har sikkert studeret den, da de modtog bladets julinummer. Det var tidens varmeste emne, og her må man virkelig sige, at Martinus er helt fremme ved sin egen tid. Man finder også citatet i stk. 1507 (fradømmelse af almen tillid) samt i den lange artikel Freden, hvor Martinus konkluderer: "Man skaber ikke 'fred' i verden ved at skabe domme, der går ud på at ødelægge tillidsforholdet mellem menneskene. Er det ikke netop manglende tillid, der er en af de allerstørste årsager til det store verdensdrama eller ragnarok?" Martinus tænker formodentlig her på de hårde fredsbetingelser ved Versaillestraktaten i 1919, hvis konsekvenser og tendens til undertrykkelse af det slagne Tyskland han omtaler tidligere i sin artikel.
Også andre aktuelle begivenheder fik Martinus' kommentar med på vejen. Det gjaldt således den omstændighed ved det nye tillæg til straffeloven, at det blev indført med "tilbagevirkende kraft", dvs. kom til at gælde for gerninger, der ikke var strafbare, da de blev begået (15). Endvidere omtaler Martinus dødsstraffen, der blev genindført (nævnes flere steder), og endelig nogle frifindelsesdomme, som gav anledning til harmdirrende protester og vilde strejker (16).
Danmark jublede over sine sabotører og frihedskæmpere. I kampen mod de danske nazister ("hipomænd", stikkere, clearing-mordere osv.) var der således en præst, som havde brugt præstekjolen til at skjule sit skydevåben. Det var smart, men Martinus var nu mindre begejstret: "Hvordan kan en præst forrette sakramenterne eller inspirere til at tage afstand fra sværdets brug med et mordvåben under præstekjolen?" (17)
Martinus og dr. phil. Konrad Simonsen
Da myndighederne i december 1945 bevilgede 50 øre pr. tysk flygtning i Danmark til lidt festlighed i anledning af julen, løftede der sig visse steder i pressen et ramaskrig. Martinus havde følgende kommentar: "Hvilken stat behøver i dag at være bange for disse havarerede materielle og animalske rester eller pjalter fra en fortidig kulturs domæne? – Tror man, det vil ødelægge en fremtidig verdenskultur. hvis man i dag er med til at gøre en juleaften en lille smule festlig for de tusinder og atter tusinder af små børn i flygtningelejrene, som kun kan se verden igennem den nåde og barmhjertighed, et overlegent, fjendtligt land finder for godt at tildele dem? – Det er rigtigt, at nævnte land kun kan tildele disse hjem- og fædrelandsløse mennesker så og så mange kalorier af den og den slags, når det drejer sig om produkter for livets ophold og ernæring, men det betinger absolut ikke, at man samtidig behøver at rationere barmhjertigheden for ikke at sige sympatien eller næstekærligheden overfor disse væsener i deres ulykke, fornedrelse eller getsemane." (18)
Resumé
I sin artikel Krist og Antikrist giver Martinus et samlet billede af krigens tid: "Vi har allerede i dette århundrede gentagne gange set gudløse, brutale og magtsyge diktaturer opstå. Og vi har set, hvorledes disse med deres førere eller diktatorer og folk havnede i en så kulminerende mørk skæbne, lidelser, nød og elendighed, at den kun kan udtrykkes som 'Helvede'. Sådanne diktaturers parole: tyranni, tortering, koncentrationslejre, raceudrydning, gaskamre, magtsyge og selvdyrkelse er således absolut ikke vejen hverken til lys, kultur eller fred på Jorden."
Men Martinus forstod også på en forunderlig måde at vende op og ned på begreberne. Gerner fortæller, at da han og Martinus sad sammen juleaften 1944 med de mange julehilsener, kom det stilfærdigt fra Martinus: "Det er som om vi her lever i en kærlighedens koncentrationslejr!" (19)
Kilder
12. Se småbog 10b, kapitel 8.
13. Se Livets bog 4, stk. 1507.
14. Se f.eks. Paul Hammerich: Fred og nye farer (Gyldendal, 1976). Martinus beskriver lynchstemningen i småbog 13, kapitel 8.
15. Se småbog 17d, kapitel 2.
16. Se småbog 13, kapitel 8.
17. Uddrag af småbog 9, kapitel 1.
18. Se småbog 13, kapitel 9.
19. Korrespondanceafdelingen, brev nr. 84, dateret 5.1.1945.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige