Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1994/6 side 106
Nyt fra Martinus Institut
For 60 år siden: (Grundlovsdag den 5. juni 1934)
I juli 1933 tilbragte Martinus, Erik Gerner Larsson og enkelte af deres venner et par uger ved Veddinge Strand i Sejerø Bugten. De blev enige om, at det ville være dejligt, om de selv kunne få nogle sommerhuse eller en sommerkoloni, hvor man kunne samles og fortsætte vinterens studiekredse på en behagelig måde. En dag i maj 1934 viste man Martinus en annonce fra Berlingske Tidende. Det drejede sig om en stor strandgrund, som var til salg i Odsherred ved den lille by Klint. Grunden var delvis beplantet med nåletræer, og prisen var kun 5 øre pr. kvadrat-alen. På grundlovsdagen, den 5. juni mødtes Martinus og Gerner med ejeren og ejendomsmægleren på grunden i Klint. De blev hurtigt enige om prisen, og hvor skellet skulle gå. Handelen gik i orden, og de begyndte allerede at planlægge, hvor de første syv sommerhuse skulle bygges.
Ole Therkelsen