Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Tillad mig, kære læser, at spørge Dem: "Hvor mange gange har De tilgivet Dem selv i dag?" Dybtfølt og ubetinget tilgivet Dem selv? Nej vel? Det tænkte jeg nok, at De ikke havde: man er jo ofte tilbøjelig til at slutte fra sig selv til andre. For nu ikke unødigt at fornærme nogen, så kan vi passende tage udgangspunkt i mine ufuldkommenheder; jeg kan nemlig godt betro Dem, sådan os to imellem, at jeg endnu ikke er et perfekt, et rigtigt menneske. Følgelig er min hverdag fyldt med fejltagelser, uheldigheder og uhensigtsmæssige handlinger. Åh, mon; er det nu ikke lidt overdrevet? Tja, det kommer an på synsvinklen, på det mentale udsigtspunkt. Set fra min side virker det nemlig rent faktisk sådan; jeg tror og håber, at andre mennesker i min hverdag ikke er nær så påvirket af mine "syndefuldheder", som jeg selv kan være! Hvordan kan det nu være, at den stakkels mand (det er mig, kære læser) er så bevidst om og plaget af sin egen ufuldkommenhed? Jo, ser De, det er alt sammen kosmologiens skyld! Da jeg i mine unge dage begyndte at studere denne, med stor fryd og iver, så voksede der en stærk længsel frem efter at være, at blive, et rigtigt menneske. Et meget kærligt, et meget stærkt, og et meget viist menneske. Et helstøbt og færdigstøbt menneske. Et menneske, hvis liv er et liv med Gud, en kommunikation med Gud, et arbejde for Gud. Jeg kunne godt se, at jeg ikke var fuldkommen, men jeg var jo stadig i gang med at repetere tidligere inkarnationer; så der kunne jo ske meget, indtil jeg blev 30 år: et par kosmiske glimt måske, eller måske endda en kosmisk fødsel! Hvem ved, det skete jo da for ham Martinus Thomsen ... For nu ikke at holde læseren hen i ulidelig spænding, så kan jeg nu røbe, at der ikke skete et muk! Unægteligt noget skuffende. Og belastende; for nu må jeg erkende, at mine ufuldkommenheder ikke er noget, jeg blot repeterer og har overvundet i tidligere liv: jeg kommer til at kæmpe med dem i flere liv fremover. Hvorfor er det kosmologiens skyld; den kan da ikke lastes for en ung mands urealistiske selvvurderinger? Jo, på en måde, fordi den vækker og/eller stimulerer længslen efter og håbet om fuldkommenhed, om den endegyldige udfrielse af lidelserne. I modsætning til den ortodokse, folkekirkelige kristendom, der netop pointerer, at vi ikke kan frelse os selv, og at vi ydermere slet ikke behøver bekymre os om det, blot vi kan tro på, at Jesus døde for vore synders skyld, én gang for alle. Men det er kun på en måde, at det er kosmologiens skyld alt sammen; i virkeligheden er det netop disse mine ufuldkommenheder, der er skyld i hele miseren, fordi de får mig til at se kosmologien og hele tilværelsen gennem et par specielt farvede briller. Det tredje Testamente kan ikke uden videre lastes for den forståelse, som den enkelte læser får ud af sin læsning.

Men selv efter således at have tilgivet kosmologien, så står vi (undskyld, kære læser, jeg mener, jeg) stadig med problemet med den noget ufuldkomne unge mand, der er pinligt klar over sine ufuldkommenheder. Hvad gør vi? Simpelt. Tilgiver. Tilgiver sig selv. Tilgiver sig selv, at man altså nu engang er ufuldkommen. Tilgiver helt og aldeles, og komplet ubetinget, og ved enhver given lejlighed; helt op til 490 gange om dagen ... Når jeg siger til mig selv (helst inden i hovedet; det er mindst opsigtsvækkende): "Jeg tilgiver ubetinget mig selv alle mine fejl og ufuldkommenheder", ja, så fyldes jeg oftest af en følelse af lettelse, af afspænding, af glæde, af velvære. Og interessant nok, af en noget udefinerlig følelse af, at en fare for sygdom driver over. Svært at beskrive: De skulle tage og prøve det selv, kære læser! Hidtil har jeg kun haft glæde af det, og ikke observeret nogen bivirkninger. Så det jeg på en eller anden måde ligesom gerne ville sige, det er vel i al korthed, at vi kosmisk set endnu er børn, og følgelig ganske enkelt mangler de erfaringer og den modning, som med tiden vil gøre os kosmisk voksne og fuldkomne udi livskunst. Og indtil da, så kan vi hjælpe os selv og hinanden ved jævnligt at bruge den meget undervurderede magiske formular: "Alt forladt, gamle ven!".