Kosmos 1994/5 side 86
Martinus sag under 2. verdenskrig – 2:3
Anekdoter fra krigens tid
af Søren Hahn
Danmark havde under 1. verdenskrig været neutralt, og denne holdning ønskede man også at indtage under 2. verdenskrig. Ganske vist var man besat af de tyske tropper, men man forsøgte alligevel så godt som muligt at opretholde neutraliteten. Hitler på sin side anså danskerne for at være et ægte arisk folk, der bare var blevet lidt slapt, og tyskernes holdning var gennemgående venlig.
Thora Hammerlund, Inger Gaarde, og Martinus (ca. 1940)
Martinus blev på sine spadsereture under den tyske besættelse standset en aften af en tysk patrulje.
– Halt! Was haben Sie da? lød den tyske officers barske ordre. Martinus havde nemlig i sin overfrakkelomme noget, der på en mistænkelig måde bulede ud. Martinus har sikkert haft sit mest afvæbnende smil på, idet han trak en lommelampe frem og svarede:
– En lommelampe!
– Ach so! Lommelampe, gentog officeren smilende, idet han gjorde honnør, hvorefter Martinus naturligvis fik lov til at gå videre (7).
Danmark forsøgte at opretholde sin neutralitet ved så vidt muligt at ignorere tyskerne og iøvrigt ikke provokere dem. Derved påtog den danske regering sig en rolle, der blev mere og mere umulig, efterhånden som tyskernes krav til den danske befolkning voksede. Ordet "samarbejdspolitik" fik en ubehagelig klang i danske øren. Omsider blev regeringen nødt til at gå af den 29. august 1943. Herefter blev den statslige forvaltning opretholdt gennem ministeriets embedsmænd. Danmark havde ikke længere nogen officiel politisk holdning, men den danske befolkning gik mere og mere ind for at modarbejde tyskerne. Det kom til strejker, bl.a. generalstrejken i juni 1944. Den omtales flygtigt i Gerners feriehilsen fra Klint samme år (8).
I begyndelsen var det de færreste danskere, der kunne sige ja til sabotage. Men efterhånden, som man fik den opfattelse, at sabotage sparede landet for de allieredes bombeangreb fra luften, slog stemningen om. Man forsøgte at forsinke tyskernes troppetransporter gennem jernbane-sabotage, og danske fabrikker, som arbejdede for tyskerne, sprængte man i luften. Tyskerne på deres side svarede igen ved at sprænge danske virksomheder, bladhuse, restauranter osv. Det kom også til såkaldte "clearingmord", dvs. mord på helt tilfældige mennesker på gaderne, der blev mejet ned fra biler, som kom kørende i fuld fart.
Fra Martinus 50 års dag – stående: Martinus og Mogens Munch – siddende: G.B. Nielsen og kontorchef Christensen
Da Martinus en aften kom gående på Nørrebrogade og ville om i en sidegade, dukkede der pludselig en person op. Han anbefalede Martinus at gå en anden vej, der var mere sikker. Martinus var straks parat til at rette sig efter advarslen, men da han ville takke manden, var han pludselig forsvundet. Han var som sunket i jorden. Lidt efter hørte Martinus kraftigt skyderi fra den gade, som han var blevet advaret imod (9).
Som følge af sagens vækst i disse år blev unge Mogens Møller (30 år) udset til at lede foredrags- og studiekredsarbejdet i Jylland. Han havde et stykke tid gjort tjeneste i en organisation, CB. (10), som blev oprettet under krigen. Det betød, at han som "føl" skulle hjælpe en politibetjent på afpatruljering.
Om Mogens Møllers start i Jylland fortæller Martinus i sine erindringer: "Begyndelsen til denne karriere som foredragsholder blev dog ikke uden dramatik. Han ankom til Århus i slutningen af februar 1945, og så skulle den øvrige familie hurtigt følge efter. På dette tidspunkt var vort land jo stadig besat af tyske tropper, og allerede den første nat havde han nær mistet livet, idet en stor bygning, som lå lige over for hans nye bopæl, blev sprængt i luften af Gestapo, det hemmelige tyske politi. Sprængningen var så kraftig, at det også gik ud over de omkringliggende bygninger, og det var kun på grund af lykkelige omstændigheder, at han slap med livet i behold."
Tyskerne får øje på sagens flag
Det gjaldt om ikke at henlede tyskernes opmærksomhed på os. Bare leve stille og roligt, ikke provokere, ikke skille sig ud fra mængden. Sådan var de fleste danskeres holdning. En lille uforsigtighed kunne blive skæbnesvanger.
En gang var det lige ved at gå galt, da tyskerne fik øje på sagens flag, som vejede over feriebyen i Klint. Gerner mindes begivenheden i julinummeret af Kosmos 1949: "Det hændte således en tidlig forårsdag i 1940, at en stor tysk kampflyver pludselig stoppede sine motorer og gled ned og cirklede rundt om flagstangen. Jeg forestiller mig, at flyveren har siddet i sine egne tanker og så pludselig har fået øje på flaget ret forude – og så derefter er kommet i tvivl om, hvilket land han egentlig befandt sig over! Det duvede slemt i granerne, da han igen med en sand helvedeslarm satte motorerne i gang og gled væk."
Under beslaglæggelsen af feriebyen i krigens sidste fase vakte flagets farver også de tyske officerers forbavselse. Gerner fortsætter: "De spurgte og så højst forbløffede ud, da jeg fortalte dem om farvernes betydning. Tilfældet ville, at der netop i Tyskland havde eksisteret en stor humanistisk bevægelse ved navn "Kosmos", der afgik ved døden ved Hitlers magtovertagelse. Nu troede de, at den havde "overvintret" her. Jeg var i den besynderlige situation at stå netop på denne plads, omgivet af sværtbevæbnede og meget mistroiske mennesker og tale om det "internationale verdensrige", de havde tænkt sig at skabe – og som vi andre vidste, Forsynet havde kendt dem uværdige til at fuldbyrde. På tomandshånd gav adskillige af disse mennesker udtryk for, at Martinus havde valgt den eneste farbare vej – de havde så rigeligt erfaret magtens reelle begrænsning."
Martinus (ca. 1940)
Tyskerne annekterer Villa Rosenberg og 5 sommerhuse
Helt problemfrit for sagens ejendom forløb de fem besættelsesår dog ikke. I sine erindringer fortæller Martinus: "I begyndelsen af 1945 var alle klar over, at krigen og dermed den tyske besættelse af Danmark snart måtte være forbi. Der var dog stadig tyske soldater i de fleste danske byer. Også i Klint ved vor feriekoloni var der tyske soldater. Og nu annekterede de Villa Rosenberg, samt Oliekompagniets store feriebygning "Klintegården", som var vor nabo. Endvidere overtog de fem af vore sommerhuse, som de ganske roligt flyttede hen på Klintegårdens grund. Det var i marts 1945, at disse fem sommerhuse blev flyttet. Den tyske kommandant udpegede tyve soldater, som tog opstilling rundt om det første af husene. Han troede, at disse tyve soldater kunne bære husene de næsten 200 meter hen til Klintegården. Han kommanderede "løft!", og soldaterne løftede alt, hvad de orkede, men huset blev stående urokkeligt på sine cementpiller. Nu blev kommandanten klar over, at flytningen ikke kunne foretages på denne måde, og han sendte derfor bud efter en vognmand fra Nykøbing, som kom med en fladvogn, og nu skete flytningen af husene let og ubesværet. Heldigvis sluttede krigen et par måneder senere, det var i maj, og nu kunne vi få vore huse flyttet tilbage, inden sæsonen begyndte i juni."
Med husene fulgte også skjulte minder fra tyskertiden. En familie fandt længe efter ved en tilfældighed efterladte patroner under et løst bræt i et af husene. Man kan forestille sig, at patronerne ved et uheld er trillet derned, og er blevet væk for den uheldige soldat (11).
Kilder
7. Fortalt af Benjamin Saxe i erindringsbogen om Martinus.
8. Kosmos 1944, nr. 6.
9. Se Sam Zinglersens bidrag i erindringsbogen om Martinus.
10. Nævnt i Kosmos 1944, nr. 3.
11. Forfatteren skylder Aggi Nordstrand tak for denne oplysning.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige