Kosmos 1994/4 side 72
Martinus sag under 2. verdenskrig – 1:3
Så gik det løs!
af Søren Hahn
Den 9. april 1940 vågnede de fleste danskere op til et chok. Tyske bombemaskiner strøg ind over landet. Martinus var på det tidspunkt 49 år og i fuld gang med sin virksomhed som foredragsholder og skribent. Begivenhederne gennem de følgende år satte sit tydelige mærke på hans litteratur.
Martinus livsværk er beregnet for kommende generationer. Derfor møder man ikke mange spor, der viser, hvornår det blev til. Imidlertid pressede de dramatiske hændelser i tilknytning til 2. verdenskrig sig i særlig grad på – ikke mindst fordi Martinus oplevede dem som overbevisende og lærerige eksempler. Her var virkelig noget, der på en voldsom og realistisk måde tordnede og lynede sandheden ud, så kun mennesker, der stak dybest i fordomme og forudfattede meninger, kunne være blinde for dem. Læser man Livets Bog fra begyndelsen, kommer man før eller senere til stedet, hvor de aktuelle begivenheder pludselig baner sig vej og kommer til syne med ordene:
"... de blodige begivenheder, der i dag, mens disse linier skrives..." Det sker i stk. 1249.
Om dette, samt store og små hændelser i Martinus sags historie i relation til krigens år, handler denne beretning, der meget passende kunne starte med:
Der var engang en krig, og den varede i seks år – fra 1939 til 1945. I begyndelsen var den begrænset til Europa, men efterhånden bredte den sig, og der blev kæmpet i Nordafrika og Østasien, i Atlanterhavet og i Stillehavet. Som følge af luftkrigen og massedeportationerne til de tyske koncentrationslejre ramte denne krig civilbefolkningen hårdt.
Tyskland havde tabt 1. verdenskrig 1914-18 og måtte gå med til en række meget hårde fredsbetingelser. "Diktatet fra Versailles", kaldte tyskerne det og følte i en blanding af desperation og bitterhed, at deres land havde fået "blødende grænser" og var blevet uden hær, våben og ære.
I 1933 kom nazipartiet til magten i Tyskland under ledelse af Adolf Hitler. Han begyndte en oprustning, først hemmeligt, men senere helt åbenlyst og i strid med fredsbetingelserne. Hastigt blev nye krigsskibe bygget, og et moderne flyvevåben så dagens lys. Snart gik Hitler i gang med "de blødende grænser". I marts 1939 fik han Østrig indlemmet i Tyskland, og i september måtte det daværende Tjekkoslovakiet afstå Sudeterlandet.
Martinus tager bladet fra munden
Mange mennesker lod sig imponere af Hitler, ikke bare i Tyskland, men også i f.eks. Skandinavien. Martinus lod sig ikke imponere, men indså klart at en verdenskrig var i anmarch. I sin artikel Dommedag fra december 1938 skriver han: "Vi lever i en tidsperiode, hvor verdensudviklingen har en meget alvorlig tendens. Resterne af fortidige primitive moralbegreber, der er stimulerende eller befordrende for tvangsstyre, national magtudfoldelse, erobringslyst, militarisme og paradeglimmer etc. er stærkt inde i en renæssance. ... Vi ser derfor også, at primitive bevidsthedstendenser: intolerance, racehad, religionsforfølgelse, fængsel eller dødsstraf for alle "uautoriserede" meninger eller opfattelser i stor udstrækning erobrer terræn og ligefrem har fundet fristed indenfor de diktatoriske magtzoner, hvor de betragtes som idealisme. ... Og det gør ikke sagen bedre, at den førnævnte opblomstring af de fortidige, primitive kræfter koncentrerer sig i det så højt lovpriste, kulturelt udviklede Europa og således i nærheden af verdenskulturens hjerteregioner søger at kaste sine dødbringende dunstarter ud over den øvrige verden."
Så gik det løs!
Ni måneder efter denne analyse gik det løs. Den 1. september 1939 rykkede tyske tropper ind over grænsen til Polen, og to dage senere erklærede England og Frankrig krig mod Tyskland. Da Hitler ønskede at sikre sig adgang til de svenske malmlejer via Nordnorge, blev Danmark i forbindelse hermed besat den 9. april 1940. Herom fortæller Martinus i sine erindringer: "Jeg var på foredragsturné i Jylland, da invasionen fandt sted. Mandag aften den 8. april holdt jeg foredrag i Vejle. Næste morgen tidligt vågnede jeg på mit hotelværelse ved larmen fra tyskernes tanks og store flyvemaskiner. Jeg blev klar over, hvad der var sket, Danmark var blevet besat. Jeg fik det bekræftet, da jeg lidt efter kom ned i restauranten. De tyske tropper havde allerede lammet København. Det lykkedes mig med stort besvær at få telefonisk kontakt med kontoret i København. Min sekretær og de andre på kontoret var naturligvis meget opskræmte på grund af de voldsomme begivenheder, og de ønskede, at jeg straks afbrød min foredragsturné og vendte hjem. Men jeg fik beroliget dem, og da jeg ikke ønskede at svigte foredragskredsene, gennemførte jeg min turne, og allerede samme aften holdt jeg mit berammede foredrag i Horsens. Men da jeg den følgende uge kom tilbage til København, holdt jeg en foredragspause. Det var foreløbig slut med mine store offentlige foredrag. Der var jo ingen grund til i for høj grad at henlede tyskernes opmærksomhed på os."
Martinus. Billedet stammer fra et julekort 1938. Se også foto side 76.
Martinus beskyldt for kommunisme
Det gjaldt om ikke at komme i tyskernes søgelys, og heldigvis fik Martinus udtalelse fra 1938 ingen skæbnesvanger betydning. Den syntes at være blevet glemt eller overset.
Eller var den? I det dansk/tyske venskabsblad National-Socialisten dukkede den 28. august 1941 en artikel op med et angreb på Martinus (1) (disse tal i parentes henviser til kildematerialet, der er anført ved artiklens slutning). Den havde titlen: "En selvbestaltet Verdensgenløser". Her blev Martinus betegnet som "en farlig kommunistisk agent". Det var en meget alvorlig anklage i disse dage, hvor 100 danske kommunister var interneret i Horserødlejren. Martinus sekretær Erik Gerner Larsson (33 år), som på det tidspunkt opholdt sig hos nogle venner, ringede straks til Martinus for at underrette og advare ham. Midt under samtalen blev forbindelsen afbrudt, hvilket udmærket kunne tolkes på den måde, at en aflytning var under etablering. Gerner hastede straks hjem for at stå Martinus bi, men der skete heldigvis intet videre (2).
Sagen får et opsving
Tværtimod oplevede Martinus sag i disse år en kolossal vækst. Trangen til fællesskab var nemlig stor under krigen. Man oplevede nogle usædvanlig kolde vintre, og da brændsel var rationeret, gjaldt det bare om at rykke sammen. I de kolde vintermåneder skrev Martinus med store sivsko på fødderne for at holde varmen (3).
Fællesskabsfølelsen faldt udmærket i trit med Martinus analyser. Al tale om en lys og lykkelig fremtid virkede højnende på moralen og indgød mod på at gå krigens vanskelige tid i møde med optimisme og godt humør. Martinus kunne f.eks. indlede et foredrag med ordene: "Jeg vil i dag gerne tale til Dem om livsmodet... Det menneske, der har det rigtige livsmod, er uovervindeligt af kræfterne... Så længe man bedrøves og irriteres, har man ikke fået det rigtige syn på livet, og så har man ikke det rigtige livsmod. ... De, der nu kæmper på slagmarken, vil komme til at erfare, at man ikke udrydder krigen ved at dyrke den... " (4).
Som en yderligere spore for den indre varme sørgede man for underholdning ind imellem studiekredsarbejdet. Man kunne f.eks. invitere globetrotteren Holger Rosenberg til at holde foredrag om "Lykkelige mennesker på små solskinsøer" (5).
Ejendommen på Mariendalsvej blev købt i 1943, men interessen i krigsårene var så stor, at man straks efter krigen gik i gang med en større ombygning og udvidelse, således at man regnede med at kunne modtage ca. 2000 studerende om ugen på aftenholdene (6).
At interessen ikke var stabil, viste sig imidlertid efter fredens indtog den 4. maj 1945. Folk fik andre ting at tænke på, og interessen for Martinus sag dalede efterhånden til, hvad man med bagklogskabens øjne vil kalde "et naturligt niveau".
Hvorfor nu denne knold på kurven over antallet af interesserede? I Livets Bog 5, stk. 1753 analyserer Martinus dyrs adfærd i stress-situationer. Mon ikke noget tilsvarende gælder jordmennesker? Martinus skriver: "Den sympati, der kan opstå mellem skovens vilde dyrearters væsener af eget køn uafhængigt af mennesker, er kun en vis af fælles livsfare, f.eks. ved skovbrand, oversvømmelse eller anden naturkatastrofe, opretholdt behersket tolerance, der pludselig vil være hævet, når den fælles livsfare er overstået. En sådan tolerance har intet med kærlighed at gøre. Den er kun et udslag af en midlertidig livsbetingende nødvendighed, en udvidelse af dyrets flokbevidsthed, en slags forsvarsmiddel analogt med andre af selvopholdelsesinstinktet affødte forsvarsmidler."
Kilder
1. Forfatteren skylder Helmer Fogedgaard tak for denne oplysning.
2. Forfatteren skylder Helle Løgstrup tak for denne oplysning.
3. Se Benjamin Saxes bidrag i erindringsbogen om Martinus.
4. Erindret af Arne Friis i Kosmos 1976, nr. 14.
5. Kosmos 1944, nr. 2.
6. Kosmos 1945, nr. 9.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige