Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"De fleste mennesker tænker kun lidt. De accepterer deres tilstedeværelse i denne verden som en given ting; som blinde slaver af den elementære livskamp drives de hid og did for at tilfredsstille deres medfødte impulser, og når kampen er til ende, går de ud som flammen på et nedbrændt lys."

Citatet stammer fra Somerset Maugham, og jeg ved ikke, om Gallup har lavet undersøgelser, der kan bekræfte det. Som barn forsøgte jeg i flere omgange at få noget at vide om døden, men der blev altid svaret, at den slags kunne man ikke udtale sig om med sikkerhed. Et udmærket svar – men det blev sagt med en kølig ligegyldighed, som undrede mig. Tænkte de voksne virkelig så lidt?

Senere hørte jeg om spiritisme og om mennesker, der kunne huske, at de havde levet før. Også beretninger om nær-død-oplevelser kom til. Selvfølgelig var det spændende, men det var andres oplevelser, ikke mine.

Ikke desto mindre: Døden var et faktum, som generede min medfødte sans for orden. Jeg gør ikke krav på at ville forstå alt, men når jeg står overfor noget så vigtigt, må jeg i det mindste vide, hvor det hører hjemme i helheden. Kan jeg ikke finde en plads til det dér, føler jeg mig som en bogholder, der går hjem, før kassen er gjort op.

Nyt citat: "Mennesket er indespærret i en ganske timelig og materiel verden – og når døden kommer, er alt forbi. Det glemmes, at livet er et under, en gåde, en helligdom, hvori der må leves med ærefrygt."

Denne gang er det et religiøst menneske, forfatteren Johannes Jørgensen, der forsøger at få mit regnskab til at stemme. Jeg nikker genkendende til hans følelser. Men ordene hjælper mig alligevel ikke. Der er ikke megen helligdom over en begivenhed, som ender med et stort spørgsmålstegn.

Døden kan vi ikke vide noget om. Er det rigtigt? – For mit vedkommende må svaret være ja, eftersom jeg ingen dagsbevidst erfaring har om et liv efter døden. Men så må jeg også tilføje, at det ikke er barnligt at lirke ved denne sandhed og danne sig en hypotese på grundlag af "spekulation". Ordet skurrer fælt i ørerne. Ikke desto mindre er menneskene nået langt ad den vej. Den anerkendte teori om istiden er ren spekulation. Darwins lære og relativitetsteorien ligeså. Ja, selv tyngdeloven og årsagsloven var engang spekulation. Men det er glemt. Når tilstrækkelig mange mennesker finder noget sandsynligt – det tager gerne en generation eller to – synes alle lige pludselig at stå over for en fastslået kendsgerning.

Rent ud sagt: Det er ikke til at holde ud, når uløste spørgsmål flagrer rundt om ørerne på én. Jeg tror, vi alle har det på den måde. Nogen ønsker ikke at spekulere over døden, vi er forskellige på det punkt. Men for folk, der vil have orden i denne sag, er Martinus artikel på næste side en udmærket introduktion til en brugbar hypotese.

Måske vil man en dag sige: selvfølgelig er Martinus verdensbillede rigtigt, selvfølgelig slutter livet ikke som flammen på et nedbrændt lys, det er da klart!