Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1994/3 side 58
Nyt fra Martinus Center i Klint
P. Brinkhard 21-9-85
 
Påskearbejdet i Klint 1994
af Erik Bech Olesen
 
I det øjeblik Jesus langfredag udtalte ordene: "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør", drejedes jordens åndelige kurs ind i en ny fase. Hvor det før var straffen og hævnen som var gældende, er det nu kærligheden og tilgivelsen som kommer til syne med disse ord. Dette skriver Martinus om i bogen Påske.
2000 år er der gået siden disse ord, og man kan synes, at vi ikke er kommet mange centimeter væk fra denne straffens og hævnens vej. Mere end nogensinde før får vi anskueliggjort, at det er hævnen som er den dominerende faktor i menneskenes bevidsthed. Men, Martinus trøster os og fremhæver flere steder i sit værk, at der er mange tegn som viser, at der nu er ved at vokse noget nyt frem i menneskenes bevidsthed. Her nævner Martinus eksempler som måden, hvorpå vi behandler vore gamle, vore sindslidende, vor sociale politik, vor retspolitik, Røde Kors osv.
2000 år og så bare disse små tegn, som vel at mærke ikke er almengældende i alle lande, kan en utålmodig sjæl synes. Men retter man så opmærksomheden indad mod sig selv, kan det måske være lettere at forstå, at der må gå så lang tid. For oplever vi ikke dér mange ufærdige sider, og oplever vi ikke gang på gang, hvor vanskeligt det er at ændre på disse indgroede vaner.
Nu er det altså snart påske, og så kan det være på sin plads at læse bogen Påske igen og få en fornyet oplevelse af, hvor vigtigt det er at forstå og tilgive. Det gælder land og land imellem, og det gælder i nære og mere perifere, personlige relationer. Men det gælder også dette at forstå og tilgive sig selv for alle de endnu ufærdige sider.
For dagligt at arbejde med at udvikle evnen til fuldkommen forståelse og tilgivelse behøver vi inspiration. Den inspiration finder vi først og fremmest ved det eksempel på fuldkommen praktisk væremåde, Jesus har vist os samt ved studiet af Martinus analyser. Men inspiration finder vi også igennem det personlige samvær, hvor vi kan diskutere analyserne med hinanden og finde forståelse og opleve accept.
Et sådant personligt samvær kan vi finde i Klint. Martinus har udtalt at atmosfæren i Klint skal være sådan, at folk som kommer her, kan få en fornemmelse af hvordan det engang vil komme til at blive i det rigtige menneskerige. Er det ikke dejligt at vide, at vi har et sådant sted i vor nærhed, hvor vi kan få lov til at opleve lidt af denne atmosfære? – Og hvor vigtigt er det så ikke, at vi sammen gør hvad vi kan, for at Centret skal fremtræde smukt og harmonisk for de som kommer for at studere her og for vor egen skyld. Der har allerede været mange dejlige mennesker før os, som har gjort et storslået og uegennyttigt arbejde på Centret, så vi kan opleve det som det fremstår i dag, og vi kan nu gøre det samme for dem, som kommer efter os.
Påskearbejde 26/3 – 4/4
Ikke mindst er påsken, dette kærlighedens markeringspunkt i jordklodens og menneskehedens bevidsthed, et ypperligt tidspunkt for os at samles for at gøre det vi kan for at vedligeholde Centret.
Som sædvanlig er det vejrforholdene som til en vis grad bestemmer om vi skal være mest inde eller ude. Men vi har altså i år (igen) bestilt godt vejr og planlægger derfor en del udendørs arbejde. Det gælder først og fremmest området omkring "Terrassen".
For de som ikke ved det, kan vi meddele at "Terrassen" er vor vegetariske restaurant og Centrets samlingspunkt, og denne bygning er inde i en betydelig ombygnings- og renoveringsperiode. Foran "Terrassen" skal vi gøre klar til at lægge fliser, og i den udstrækning vi kan nå det, skal vi begynde at lægge dem. Hele terrænet rundt om "Terrassen" skal rettes til. Jord skal køres til, og vi skal lave stensætninger og plante diverse planter og buske.
Som sædvanlig skal der også bruges mange til andet havearbejde rundt om på Centret. Vi lejer igen i år en flismaskine, så vi kan få lavet flis af vort grenaffald.
Der er diverse malerarbejder indendørs, lakering og tapetsering, og der er mange andre små og store opgaver af håndværksmæssig karakter ude og inde. Nogle opgaver kræver ikke større evner end at man kan holde på et stykke værktøj, andre opgaver behøver lidt mere. Imidlertid arbejder vi som oftest i grupper, så der er altid én som ved hvordan det skal gøres. Dette betyder samtidigt, at vi har gode muligheder for at lære mange nyttige og praktiske ting, som så kan bruges også i de private omgivelser.
Vi plejer at være ca. 60 voksne personer plus en del børn i påsken, og der er nok af opgaver til alle.
Mad skal vi selvfølgelig have. Vi serverer et varmt måltid mad om dagen, og det betyder at vi også behøver nogle personer som kan gå til hånde i køkkenet. Tørmad må I selv sørge for. I får en lille lejlighed med køkken, og købmanden ligger ca. 1000 meter fra Centret.
En vigtig del er selvfølgelig samværet, så der vil også blive tid til diskussioner. Vi har båndforedrag af Martinus samt andre foredrag.
Så derfor, har du tid og lyst, så ring og fortæl os hvornår du kan komme og hvor længe du bliver. Ring også hvis du behøver flere oplysninger. Du kan ringe til Instituttet på telefon 38 34 62 80 eller direkte til Klint på 59 30 21 77.
Velkommen!