Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Et lands historie er historien om dets krige. Men for dem, der selv var med i første række, er der ingen historie at fortælle. Dette besynderlige paradoks er motivet i et lille erindringsbillede fra "Mårbacka", Selma Lagerlöfs elskede barndomshjem. Når vi bringer fortællingen her i Kosmos, skyldes det, at Martinus kosmologi på så mange måder er med til at varsle det samme tidehverv som denne fortælling: På en stilfærdig måde at nedbryde gamle forestillinger ved at pege på virkeligheden.

 

Det var en smuk efterårsaften, da Kajsa fra Bakken, som ikke længere var barnepige på Mårbacka, men ernærede sig ved at væve, gik igennem skoven.

Hun skulle et ærinde for løjtnant Lagerlöf op til det lille husmandshus højt oppe på åsen, hvor hun var født, og da hun stadig holdt meget af lille Selma Lagerlöf, havde hun taget hende med på turen.

De gav sig god tid. De spiste tyttebær, der voksede ved vejen, de så med forundring på de skinnende røde fluesvampe, og de samlede deres forklæder fulde af den nydeligste mos, som de ville have med hjem for at få noget rigtig kønt at lægge mellem de dobbelte vinduer i barnekammeret. Kajsa fra Bakken var glad, fordi hun var kommet ud i skoven igen, hvor hun kendte hver en tue og hver en sten.

Da de omsider havde nået risgærdet, det indhegnede den åbne plads, hvor huset lå, og skulle til at klatre over stenten, sagde Kajsa fra Bakken:

"Husk nu endelig på, Selma, at du ikke må tale om krig, når far hører på det".

Den lille pige blev meget forbavset. Hun vidste, at Kajsas fader havde været soldat, og at han havde været med ved Leipzig og kæmpet med Napoleon, men hun havde aldrig anet, at hun ikke måtte have lov at tale med ham om det.

"Hvorfor må jeg ikke tale med ham om krig?" spurgte hun.

"Det må man aldrig med dem, der har været rigtig i krig", oplyste Kajsa fra Bakken.

Den lille pige blev mere og mere forbavset. Hun tænkte på Fritjof og på Hjalmar og på Hektor og alle mulige gamle guder og helte, som hun havde læst om i sine historiebøger, og det løb helt rundt for hende.

Så kom de ind i stuen, og dér sad Kajsas fader ved ovnen og varmede sig med ryggen til ilden. Han var en mand fra den gamle tid, det kunne man se på, at han gik med bukser, der ikke nåede længere end til knæet, og ikke havde støvler på, men sko. Han var høj og mager med et groft og rynket ansigt og havde en usædvanlig snavset fåreskindspels på, men han så egentlig ikke anderledes ud end andre gamle bondemænd.

Men så længe de var derinde, gjorde den lille pige ikke andet end stirre på den gamle mand, som ikke kunne finde sig i, at man talte om krig, når han hørte på det. Det var det morsomste, hun vidste, at høre tale om krig eller læse historier om krig. Det var kedeligt, at hun ikke måtte spørge ham ud om alt, hvad han havde oplevet.

Hun turde ikke sige noget og heller ikke svare i al den tid, hun var der. Hun vidste, at dersom hun lukkede munden op, så ville hun komme til at forsnakke sig og sige et eller andet om krig, og så ville den gamle soldat måske slå hende ihjel.

Og da hun sådan havde siddet lidt og stirret på ham, så syntes hun, han så så fæl ud. Det var jo ikke til at begribe, at man ikke måtte tale med ham om krig. Der måtte ligge noget uhyggeligt bagved, som hun ikke forstod. Hun var vis på, at den gamle mand skulle man tage sig i agt for. Hun ønskede bare, de var vel ude af døren igen. Hun var lige ved at løbe sin vej.

Det blev værre og værre, og da Kajsa fra Bakken omsider var færdig, så de kunne sige farvel, da var den lille pige helt ude af sig selv af rædsel for den gamle mand.

Men havde han været som andre gamle soldater og sagt, at krig, det var det vigtigste i verden og pralet af, at han havde slået mennesker ihjel i hundredvis og stukket ild på landsbyer og byer, da ville den lille pige ikke have været en smule bange for ham.