Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Forelskelsen er for mange mennesker noget helligt, som man ikke bør røre alt for meget ved med sin forstand. Den unddrager sig i alt fald vor analytiske betragtning, så længe vi selv er stærkt involverede i den, hvilket viser, at forelskelse og sandhed ikke trives særlig godt side om side. Men i en tilstundende kosmologisk tidsalder opstår der i mange menneskers bevidsthed et behov for at betragte også fænomenet forelskelse i sandhedens lys.

 

At forelske sig er en oplevelse, som næsten alle mennesker kender noget til. Men kun de færreste tænker ret meget over, hvad der egentlig ligger bagved, når to menneskers veje mødes og en ganske særlig, eventuel gensidig sympati opstår derved. At forelske sig er som at blive overmandet eller besat af et håbefuldt klima, der pludselig og uventet kommer over en. Det er som at blive udsat for virkningerne af en ukendt naturlov, som vi med eller mod vor vilje udleveres til – og derfor kan være tilbøjelige til ukritisk at overgive os til.

Idet vi benævner denne forunderligt dragende fornemmelse som "forelskelse", sætter vi på en måde en enkel og uskyldspræget etikette på et følelsesindhold, der efterhånden viser sig ikke at svare helt til vore som oftest romantiske forhåndsforestillinger. Forelskelsen er en livets tale, som ikke er let at gennemskue. Dens forløb og videre følgevirkninger afhænger ganske af de implicerede parters personlige situation og skæbneforhold. En lykkelig forelskelse kan vel være begyndelsen til et lykkeligt og opfyldt samliv for parterne. Dog kan et lykkeligt første møde i andre tilfælde munde ud i et kedsommeligt og stagnerende samliv. – Og en ulykkelig forelskelse kan vel resultere i mange problemer samt et forstyrret samliv mellem ægtefæller. Men i andre tilfælde kan den være begyndelsen til nytænkning og åndelig fornyelse for den ene eller den anden part.

I sin enkleste og mest bjergtagende form udgør forelskelsen en uimodståelig følelsesudveksling mellem to unge mennesker, der gensidigt drages imod hinanden, lærer hinanden at kende og føler sig så opløftede derved, at deres højeste ønske er at forenes i ægteskabet for derefter at kunne følges ad gennem livet, med alt hvad dette indebærer. Vi kan her tale om forelskelse i den mere oprindelige betydning af ordet. Den fremtræder på en måde uskyldsren. To endnu ubundne unge mennesker mødes i kraft af en højere styring, som viseligt fører dem sammen og forener dem. Ikke blot sammenflettes deres veje i det ydre, men også i det indre. Deres sjælsindhold forbindes med hinanden som to drejende tandhjul, der med sikker hånd føres ind mod hinanden, ukompliceret griber ind i hinanden og derved fremkalder et nyt og livsstimulerende bevægelsesfællesskab. Skæbnens tale er her enkel og utvetydig.

 

 

Det er på denne måde, de fleste mennesker længes efter at opleve forelskelsen. De længes efter, at skæbnens magt griber dem for at lede dem ind i et befriende og opladende møde med et menneske af det modsatte køn, en inspirerende livsledsager, en ideal prins eller prinsesse. De længes efter at opleve, at de af en højere myndighed eller naturlov bliver sat ind i en lykkelig og ukompliceret sammenhæng og vekselvirkning med et menneske, der er bestemt for dem personlig og passer til dem som hånd i handske.

I dyrenes verden er mødet mellem kønnene betydelig mere elementær. Her spiller parringsdriften en dominerende rolle. Den styres hos dyr overvejende af et indgroet animalsk instinkt i tilknytning til bl.a. kirtelfunktioner, der er særlig aktive i såkaldte brunstperioder. Det første møde og den dermed indledte seksuelle udveksling parterne imellem er snarere bestemt af en automatisk interesse for slægtens videreførelse og artens opretholdelse end for parringen som et indledende middel til at opfylde drømmen om et gensidigt berigende samliv i inspirerende og højnende tosomhed. I dyrenes forestillingsverden er der endnu ikke plads til prinser eller prinsesser.

Forestillingen om "den eneste ene" hører det jordiske menneske til, hvis voksende intelligens har udvidet dets bevidsthed og sansehorisont. Skridt for skridt er vi blevet forvandlet fra instinktbundne naturvæsener til jegbevidste kulturvæsener. Kulturen har løftet vort væsen op over den rene biologi, hvorved eventyr og myter er opstået som en forjættende kontrast til vor biologiske virkelighed. Ja, kulturen i mennesket er udset til at underlægge sig naturen. Men mennesket af i dag er endnu ikke i stand til at skelne tilstrækkelig tydeligt imellem animalsk natur og menneskelig kultur. Endnu har dets ønsker og begær ret dybe rødder i naturinstinkter, som hæmmer udviklingen af virkelig menneskelig kultur i dets bevidsthed. Nutidsmenneskets fortsat voksende intelligens har allieret sig med dets instinktive ønsker og begær på en overfladisk måde, der i visse situationer understøtter og forstærker dyret i os og derved saboterer de kræfter i os, som er udset til gennem etik eller moral at opbygge varig kulturbevidsthed.

Forelskelsesevnen er en betydningsfuld faktor i denne kulturudvikling, hvis mening og mål vi dog først på et mere fremskredent stadium vil kunne gennemskue. I forelskelsen iler vore fantasier og forestillinger forud for vor evne til at omsætte dem til holdbar virkelighed. Således er vi blevet til moderne drømmere, der længselsfuldt lytter til allehånde eventyr og historier, mens vi mere eller mindre vrangvilligt lukker øjnene for den hverdagslivets vejledende tale, der vel forekommer os at være bedøvende streng og prosaisk, men som ikke desto mindre påvirker os opvækkende og faktisk uophørligt arbejder på at åbne vore sanser for tilværelsens eventyrlighed.

Den dybere årsag til vor drømmeagtige og virkelighedsfjerne forelskelsestendens med den deri indeholdte forestilling om "den eneste ene" er hos kvinden den voksende maskuline pol i hendes intellekt og hos manden den voksende feminine pol i hans intellekt. Men ingen af parterne er endnu i stand til umiddelbart at gennemskue og klarlægge de opløftende længsler og begær, som den modsatte pol fremkalder i deres psykiske rum.

Vor bevidstheds inderverden er en levende verden, som hos de fleste af os endnu ikke kan opleves direkte eller umiddelbart. Vore sanser er endnu ikke tilstrækkeligt intellektualiserede eller udvidede af den modsatte pol. Vor evne til umiddelbar selverkendelse og selvopmærksomhed er endnu for svag. Vi længes efter en lykkebringende og harmoniserende afbalancering af vort væsen, et supplement til vor nuværende mangelfulde tilstand, som egentlig kun kan tilvejebringes gennem vor aktive medleven i den modsatte pols virkninger i vor egen bevidsthed. Men så længe vi ikke har føling med disse virkninger, projiceres vor indre eller personlige virkelighed forholdsvis automatisk og formynderisk ud i vore omgivelser, hvor vi da tilsvarende automatisk, men tillige undergiven søger efter "den eneste ene", som dybest set er identisk med den vågnende modsatte pol i vor egen bevidsthed, indbefattet alle endnu skjulte krav og udfordringer, som denne så småt vågnende pol efterhånden iscenesætter i vort hverdagsliv.

Vor indre virkelighed genfortælles altså så tilpas håndgribeligt i det ydre, i vort daglige liv, at vi kan opleve denne genfortælling ved hjælp af vore sanser, som jo næsten uafbrudt formidler os tanke- og følelsesbilleder gennem indtrykkene fra vore omgivelser. Men vore sansers begrænsede rækkevidde og endnu mangelfulde fortolkningsevne kan ikke opfatte alt det som vedkommende, som vor indre virkelighed opruller for vort blik i det ydre. Vi modtager, accepterer og forarbejder kun en lille del af den personlige virkelighed, som genspejles omkring os hver eneste dag.

Forelskelsen er ingen undtagelse herfra. Idet genstanden for vor brændende sympati forjættende toner frem i vor ydre synskreds, er vi vidne til en forgrundsiscenesættelse, fremkaldt af vor egen bevidsthed. De ledsagende baggrundsforeteelser eller årsagssammenhænge, hvis drivende kræfter altid er nærværende også i forgrunden, bemærker vi ikke. Og når denne vor kosmiske baggrund efterhånden begynder at trænge sig på i vor hverdag for her at gøre sig ubehageligt bemærket, afviser vi den ofte som uvedkommende.

Således kan en forelskelse og dens eventuelt lykkelige fortsættelse som samliv eller ægteskab før eller siden tabe sin eventyrglans og efterlade os ulykkelige. Vi overser ofte skæbnens vejledende vink og må derfor tilbringe tiden med at vånde os i ulykkens og den tabte glans' lutrende ild, alt imens livets sande eventyr vibrerer og vinker omkring os – og dog er så fjern for de fleste af os. Den sande lykke, som ligger i en voksende forståelse af os selv og det skæbnesprog, som ad skjulte veje udgår fra os selv, kan endnu ikke nå uhindret frem til vort hjerte.

Sådan skal det ikke blive ved med at være. Vi bliver os i stigende grad vor egen ufærdighed bevidst. Og dermed kommer vi til at se hele vor situation med andre øjne. Vi vil komme til at betragte den som et passende og meningsfyldt udgangspunkt for os personligt. Vi vil komme til at forstå, at vi i kraft af vor ufærdige tilstand er lige netop tilstrækkelig blinde og medgørlige til, at vore skæbnestyrende kræfter kan manipulere os til at gå i bestemte retninger, som vi ikke ville vælge frivilligt, dersom vi på forhånd kunne overskue de vanskeligheder, der er knyttede til disse for os tilpassede erfaringsveje.

Vi er som kosmisk umyndige børn, der endnu ikke kan "høre" og derfor må "føle". Det, vi endnu ikke tydeligt kan høre eller begribe, er vor indre virkeligheds vejledende og manende henvendelse til os i hverdagen. Det, vi derfor må føle eller påtage os, er de smertelige følger af vor mangelfulde skæbneforståelse. Men takket være netop den i vore følelser indbyggede forelskelses- og hengivelsesevne kan vi – som de kosmisk umyndige børn vi er – af vor bevidstheds skæbnestyrende og forstandige kræfter blive puffet ud i erfaringer, der bidrager til at vække os, modne os, gøre os seende. Disse kræfter ved præcist, hvordan vor lidet indadvendte sansehorisont skal sættes i bevægelse, formes og stimuleres fra det ydre, for at vi gennem passende erfaringer skridt for skridt kan komme til at opdage også den mere skjulte side af os selv.

Vor forelskelsesevne er altså udtryk for en umyndiggørelse, som vi vel har til opgave at gennemskue og overvinde, hvilket vi dog ikke kan opnå ved forstandens hjælp alene og heller ikke på kort sigt. Det er derfor overordentlig betydningsfuldt samtidig med vore selviagttagende og forstandsmæssigt forskende bestræbelser at opbygge et forsonligt forhold til os selv, til hele vort væsen. At gøre dette er i høj grad et spørgsmål om dybtgrund af en sådan kan vi nå frem til en afslappet og forsonlig holdning til os selv og vor skæbne. Når vi derefter bevidst og tillidsfuldt accepterer de os af skæbnen pålagte byrder, er vor holdning ikke mere i samme omfang som førhen udtryk for blindhed og automatisk overgivelse til skæbnen. Der er kommet noget nyt ind i vort væsen. Selv om vi fortsat må følge en vej, der henligger i mørke, har vi åbnet en dør på klem i vort eget indre. Et orienterende lys skinner os imøde gennem dørsprækken.

Martinus kosmiske analyser kan være os til stor hjælp på denne selvfornyelsens vej. Thi når en principiel forståelse af lovene for vor tilværelse finder indgang i vor bevidsthed, lægges der ikke blot en lægende dæmper på vor måske ulykkelige situation. Da skabes der også helt nye forudsætninger og muligheder i os. Og da er det for mange mennesker betydelig lettere at tage de ensomme skridt, der fører frem til en dybere forståelse og oplevelse af en selv som person og menneske.