Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Sidder i efterårssolens sidste hendøende stråler og nyder det. Føler dens varme som et naturens kærtegn og kærlighedsbevis. Dens varme er varmen i mit blod. Dens lys er lyset i mine øjne. Dens skin er – i forvandlet form – substansen i den frugt, jeg spiser af. Ja, er ikke al fysisk materie omdannet solskin?

Solens natur er livgiverens. Den som giver liv. Derfor er den også gaveprincippets og alkærlighedens fornemste symbol i vor verden. Den skinner betingelsesløst på alt og alle. Den virker oplivende både på den "godes" og den "ondes" sind.

Jeg føler lyst til at nærme mig denne livgivende kilde endnu mere. Eftersom jeg ikke kan kommer dertil ad fysisk vej, må jeg rejse i tankens verden. Jeg lukker øjnene og forsøger for mit indre syn at opleve, hvad der i nærperspektiv egentlig sker på dette strålende himmellegemes overflade.

Ingen fysisk rejsende eller astronaut får jo af letforståelige årsager lejlighed til at nærme sig solens overflade. Men der findes en anden måde at besøge denne fremmede og anderledes verden på. En måde, som vi alle en gang får fri adgang til. Lad mig give ordet til en, der allerede besidder denne evne og som derfor har givet os følgende livagtige "rejseskildring" fra den mildest talt anderledes verden, som er solens:

"Solene udgør altså ildlegemer eller koncentrerede tyngdeenergimasser sammenpresset til en vis spænding af følelsesenergi. Men selvom tyngdeenergien er i overvægt, gør følelsesenergien sig jo stærkt gældende, og solområderne bliver selve kulminationen af eksplosioner. Her er kombinationen af lyn og torden. Her er lyden altdominerende. Solene udgør et larmes eldorado. Her er intet baseret på ro eller stilhed. Her er ikke noget, der heder søvn eller hvile. Solene er verdensaltets smeltedigler. Her kulminerer støjen fra selve verdenernes skabelse." (Martinus: LB2, stk. 352)

Denne beskrivelse fra en åndens "rejsende", som har været der, dukker op i min hukommelse, da jeg forsøger at forestille mig, hvordan tilværelsen kan udspille sig på den lysende ildklode deroppe på himmelhvælvingen. Og jeg indser i samme øjeblik, at alt er et spørgsmål om perspektiv, dvs. et spørgsmål om distance eller afstand. Det, som på en vis distance kan være livgivende, kan på en anden distance være dræbende. Det, som er et eksplosionernes og larmens inferno, bliver altså, på en vis afstand, livets himmelske ophav eller befrugter. Og vist er det tankevækkende, at det er samme eksplosive tyngdeenergi, som tænder solens for os så livgivende lys og varme, der også er hovedfaktoren i det dræbende eller livsnedbrydende princip i vor verden. Livsopbyggende eller livsnedbrydende. "Godt" eller "ondt". Alt er et afstandsspørgsmål reguleret af perspektivprincippet.

Men sådan er det jo også i vor egen indre verden. Ubehagelige og smertelige oplevelser skaber, i et nærperspektiv, "brandsår" i mentaliteten. "Brandsår", som kan være mere eller mindre nedbrydende for vor normale mentalitet og livsglæde. Men "tiden læger alle sår". Efterhånden som vi får større og større tidsmæssig afstand til det indtrufne, mister det noget af sin brod. Og somme tider kan vi allerede i løbet af samme inkarnation eller livstid omvurdere det, der skete, i en sådan grad, at vi bliver taknemlige for det. Vi indser, at det har lært os noget værdifuldt, som vi ikke ville kunne have lært os på nogen anden måde. Det, der en gang oplevedes som livsnedbrydende, viser sig nu i et andet perspektiv, at være livsopbyggende.

Martinus viser også, at det er alle disse smertelige erfaringer, som til sidst omskaber os til mentale "solvæsener". Når vi har fået en tilstrækkelig distance til smerten, bevirker den altså, at vi kommer til at udstråle et livgivende lys og varme til alt og alle i vore omgivelser.

Og ikke nok med det. Disse smertelige erfaringer bliver i sig selv sole på vor egen mentale himmel. Sole, som oplyser, varmer og befrugter vor mentalitet i en helt anden tilværelsesform en gang i en fjern fremtid. Martinus viser os nemlig også, at alle vore oplevelser – hvor smertelige de end har været – med tiden forvandles til det, han kalder "guldkopier". En "guldkopi" er altså en forgyldt eller forædlet kopi af den oprindelige hændelse. En kopi, som vi engang i fremtidige tilværelsesformer, når vi er blevet forvandlede væsener, kan opleve – først ad intuitiv vej og senere også, når hukommelsesevnen kulminerer, som en direkte og personlig erindring.

En svag afglans eller en vis grad af denne "guldkopieringsproces" kan vi allerede opleve inden for grænserne af det nuværende fysiske liv. Det er forøvrigt denne proces som, kosmisk set, ligger til grund for talemåden "tiden læger alle sår". Et godt eksempel på, hvordan det konkret kan komme til udtryk, er alle gamle "soldaterhistorier" eller "kasserneminder". Disse fremstår, når de fortælles, altid i et mere forsonende eller mildere lys end det, de var omgivet af i den oprindelige oplevelse.

Men det er ikke disse oplevelsers endelige mission eller facit bare at fremstå i et formildende lys. Engang – på deres modne eller færdige stadium – skal de endog fremstå i et overjordisk salighedslys. Et lys, der er så stærkt, at det overstråler alt. Det betyder, at netop de oplevelser, som vi i dag kalder smerte, mørke og lidelse, da kommer til at fylde os med den allerstørste glæde og nydelse. En nydelse der er så stærk, at den, ifølge Martinus, kun kan udtrykkes som kulminationen af salighed eller ekstase. Derfor kalder Martinus det tilværelsesplan, hvor individet har adgang til denne oplevelsesform, "salighedsriget". I det indre univers af "guldkopierede" erindringsoplevelser, som "salighedsriget" udgør, er minderne fra "det dræbende princips zone" de livgivende sole, hvis varmende udstråling igen befrugter det fysiske liv eller indviklingen i materien.

Og så viseligt er livet indrettet, at det netop er disse "sole" i vort indre univers, der "tænder" solene i det ydre univers på det fysiske plan. Solstrålerne, som netop varmer min kind, er konsekvensen af himmelske væseners brændende længsel efter igen at kunne opleve den fysiske tilværelse. Væsener, som netop nu i deres indre verden oplever "guldkopiernes" ekstase så stærkt, at det som et ubevidst biprodukt eller automatfunktion, befrugter hele den energiproces, der får det fysiske rums sole til at brænde, tindre og lyse. (se f.eks. LB2, stk. 413-14) Se, det var vel nok en solskinshistorie!

Og glem ikke, at selv i den mørke årstid, hvor solen synes at forlade os for en tid, så beror dette tilsyneladende fravær bare på en ubalance i jordens aksehældning. Astronomisk set er afstanden mellem jorden og solen faktisk kortest i den for os her på den nordlige halvkugles mørke og kolde årstid.

Af det kan vi lære, at lysets kilde aldrig forlader eller svigter os. Det drejer sig bare om at kunne holde balancen.

Oversætter: HL