Kosmos 1994/2 side 37
Tegning af Lorenz Frølich
At tæmme sin vrede
af Per-Anders Hedlund
"Mennesker, der er fjendtlige, kyniske og mistænksomme, er mere udsatte for åreforkalkning og hjertedød end mere afbalancerede personer". Sådan lyder en del af overskriften til en artikel i det populærvidenskabelige tidsskrift 'Illustreret Videnskab' (nr. 8/92). I artiklen beskriver man en speciel metode, som – glædeligt nok – viser sig at være helt i harmoni med åndsvidenskaben.
Inden for den medicinsk-psykologiske forskning har det allerede længe været kendt, at mennesker, der let bliver stressede, irritable og vrede, løber større risiko end andre for at blive ramt af sygdomme, f.eks. mavesår, hjerte- og karsygdomme. I løbet af 1950-erne foretog man en forholdsvis grov opdeling af mennesker i to kategorier: type A- og type B- mennesker. Type A blev beskrevet som en konkurrenceindstillet, intensivt ambitiøs personlighed, der let bliver stresset, utålmodig og irritabel, mens type B blev anset for at være mere afslappet og flegmatisk, altså en person, der tager tilværelsen mere med ro.
Den store risikogruppe for hjerte-karsygdomme var altså menneskene i kategori A. I dag synes forskningen, at et menneske meget vel kan være ambitiøst og stærkt aktivt (et type A-menneske), bare man ikke rummer følelser af mistænksomhed, fjendtlighed, kynisme eller intolerance mod andre mennesker.
Den virkelige trussel mod kroppen er altså ens eventuelle negative indstilling til sine medmennesker. Desuden viser forskningen i dag, at det heller ikke er nogen god løsning at leve sin vrede ud. Jo heftigere og mere voldsomt man udlever sin vrede, jo større skade opstår der på hjerte/karsystemet, mener man.
Naturligvis er det også skadeligt at tilbageholde, fornægte og fortrænge sine aggressive følelser, hvad man også længe har været klar over.
Dermed kan man i dag fastslå, at hverken afreagering eller beherskelse baseret på fortrængning er nogen god løsning.
En amerikansk professor i psykiatri og medicin ved navn Redford B. Williams har derfor udarbejdet et specielt træningsprogram, som går ud på at "tæmme" det mere eller mindre livsfarlige temperament. Det er netop fjendtlige følelser, der har en livsfarlig effekt på kroppen, mener han. Dette har at gøre med et specielt nervesystems funktioner (det autonome nervesystem, hvori bl.a. den dyriske natur har sit fysiske sæde, kan man sige).
Når et individ oplever en trussel eller en psykisk belastning, foregår der automatisk en aktivering af den del af nævnte nervesystem, der har til opgave at sætte kroppen i en stresstilstand – parat til kamp eller flugt. Dette bidrager til, at blodtrykket stiger, hjertet slår hurtigere og stærkere. Og det er netop denne reaktion, der slider indvendigt på blodkarrene, hvorved der sker skader på deres vægge, mener professor Williams.
Gamle vaner
At et menneskes tankeliv er grundårsagen til dets sundhed/resp. sygdom, er jo ikke noget nyt for et menneske med kendskab til de kosmiske love. Nej, for det kosmiske syn er menneskers sygdomme – såvel som andre besværlige skæbneforhold – udelukkende forårsaget af fejlagtige tanke- og levevaner, der hovedsageligt har deres rod langt tilbage i tiden – i et udviklingsstade, hvor der fandtes en længsel eller attraktion mod at udøve drab, magt og aggressivitet. Her var organismerne med deres nervesystemer desuden mere primitive og dermed mindre følsomme mod anstrengelser, end de er i dag.
Endvidere viser åndsvidenskaben os, at hvert menneske selv er årsag til såvel dets primitive som mere kulturelle vaner og adfærd. Hele dets nuværende arvesammensætning og personlighed er, takket være dets evighedsstruktur, en selvoplevet udvikling, hvor enhver vane og ethvert talent må have gennemgået to udviklingsstadier: A: et længsels- eller attraktionsstadium, og B: et trænings- eller gentagelsesstadium, for at kunne blive til et talent.
Når vi mennesker i dag, som oftest imod vor vilje, mister besindelsen og mærker, hvordan vi mere eller mindre reagerer som rasende vilddyr, beror det altså på, at vi har aktiveret talenter, som vi selv i en svunden tid har opdyrket. Vi giver ordet til Martinus:
"Når mennesket har evner eller talenter, der er af uheldig natur for det selv eller dets omgivelser, har disse altså kun kunnet blive til i sin første begyndelse som viden for derefter at blive til kontrollerede viljesakter, der ved tilstrækkelig gentagelse bliver til vanebevidsthed. På samme måde kan menneskene naturligvis udvikle eller tilegne sig gode talenter ved at gøre betingelserne herfor til vanebevidsthed og derved blive fri for de dårlige talenter og anlæg. Man kan således allerede i dag begynde på at anvende bedre materiale for sin tanke, for sin bevidsthedsskabelse igennem sin vilje. At dette kan være svært er ganske naturligt, thi det er jo kampen mod tidligere opøvede vaner, der så at sige må gøres til vanebevidsthed..." (fra LB2 stk. 30).
Træning i tolerance
Det mentale træningsprogram, som Redford Williams har udviklet (kaldet "Det tillidsfulde hjerte"), sigter netop på at bekæmpe eller tæmme ens primitive adfærdsmønstre (vanebevidsthed) samtidig med, at det giver en intellektuel, menneskelig træning. I princippet går det ud på, at man først og fremmest begynder at vedkende sig sine irritable sider, ja, måske somme tider stærkt intolerante attituder overfor ens omgivelser. Derefter begynder man at blive mere opmærksom på sit tankeliv for lettere at kunne standse eller tæmme de negative attituder, inden de er blusset op. Dette gør man mest effektivt ved at føre en "indre dialog" med sig selv, som hovedsagelig går ud på, at man prøver at se ting og hændelser også fra modpartens side. Ved ordret gengivelse af det sidste programpunkt fra artiklen får vi en klar opfattelse af hele programmets karakter: "Lær at tilgive mennesker, som har behandlet dig dårligt eller har gjort dig vred. Forsøg snarere at forstå dem end at bebrejde dem. Ved at befri sig selv for nag og fortørnelse vil man opdage, at fjendtligheden, kynismen og mistroen forsvinder. Og dermed også risikoen for hjertebesvær."
Det er inspirerende at se, hvordan dette program er i harmoni med åndsvidenskaben. Og Martinus har jo selv anbefalet en lignende øvelse i tankeændring og forståelse. Den går ud på, som læseren måske allerede ved, at man i en periode dagligt forsøger at beskæftige sig med at tænke kærligt på den person i sine omgivelser, man har sværest ved at synes om. Man forsøger at forstå årsagen til hans eller hendes opførsel og samtidig omgive individet med lyse, kærlige tanker (den gengives i sin helhed i bl.a. Kosmos nr. 5/91, side 91).
At denne sidstnævnte øvelse har en meget god effekt, har sikkert mange, der har arbejdet med den, erfaret. Et lignende positivt resultat bør også den førstnævnte øvelse kunne give alle, der kommer i kontakt med den – selvom den måske ikke kan give den dybere forståelse og den virkelige motivation, før individet også har fået en fuldstændig teoretisk indsigt i, hvordan: Ingen, i virkeligheden, hverken kan "lide uret" eller "gøre uret".
Oversætter: HL
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige