Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Referat af Mogens Munchs tale på mindedagen i 1993.

 

Min første kontakt med Martinus fik jeg gennem Erik Gerner Larsson, som jeg kendte længe før, han traf Martinus. Jeg gik i skole, og vi boede begge hos vore familier i Hillerød. Da Erik senere traf Martinus, kunne det ikke undgås, at vi kom til at tale om ham. Erik var jo en god fortæller, og Martinus fyldte hele hans tilværelse. Efter at være blevet student i 1931, begyndte jeg at læse til ingeniør, og nu fulgte en periode, hvor min kontakt med kosmologien først og fremmest var via Livets Bog 1, som blev flittigt studeret. Det hændte også, at Erik kom til Hillerød for at besøge sine forældre, og så gik vi gerne nogle ture sammen, hvor han fortalte om Martinus. Jeg besøgte dem også ude i deres lille lejlighed på Joakim Larsens Vej.

I 1936 flyttede jeg til København for at gøre mit studium færdigt. Så kunne jeg følge Eriks studiekreds om aftenen, og jeg fik også selv en studiekreds. I 1938 blev jeg færdig som ingeniør og begyndte at aftjene min værnepligt som militærnægter i Grib Skov. Jeg havde alle tiders lille motorcykel, så jeg kunne passe min studiekreds i København samtidig. Kosmos Feriekoloni var nu også kommet til, og den gav Erik og mig rigeligt at bestille i sommerperioderne.

Efter at være blevet færdig med min militærnægtertid, gled jeg mere aktivt ind i studiekredsarbejdet. Det blev mit job at besøge de etablerede studiekredse i Jylland og forsøge at starte nye. Det lykkedes, men arbejdet blev vanskeliggjort af besættelsen med mørklægning og udgangsforbud. Det gjorde det undertiden helt umuligt at samles. Vi fik også nogle usædvanlig strenge vintre i de år, og jeg mindes engang, da jeg skulle være oppe i Ålborg mandag aften. For en sikkerheds skyld var jeg taget hjemmefra søndag morgen, og det viste sig at være en klog disposition, for hele søndagen og søndag nat tilbragte jeg ude på Storebælt, hvor vi var frosset inde i isen. Jeg besøgte derpå de østjyske byer samt Esbjerg, og kom så langt sydpå som til Sønderborg.

Når jeg nu ser tilbage på den tid, så er det som om alle disse ydre vanskeligheder gjorde mødet med Martinus og hans analyser ekstra intenst. Det gav os allesammen en åndelig modvægt, der gjorde det mere overkommeligt at klare de undertiden vanskelige år. Jeg mødte aften efter aften en hjertelighed og interesse, der virkelig varmede sjælen.

Hvordan var det så at være samtidig med Martinus? – Det var et fantastisk privilegium, for vi var jo alene om ham, og han var altid rede til at svare på spørgsmål. Han var i besiddelse af en tålmodighed der – ja, den var faktisk overmenneskelig.

Jeg har ingen anekdoter at fortælle om Martinus. Han var jo overordentlig beskeden med sin egen person og ønskede ikke at vække opsigt eller at gøre sig bemærket. Han mente, at mens menneskene hidtil var blevet båret frem af "den guddommelige suggestion", så var tiden nu ved at komme, hvor de skulle blive selvstændige, tænkende væsener. Martinus følte, at det var hans mission at hjælpe disse mennesker til at forstå, hvordan de kunne leve på deres eget erfaringsmateriale.

Selv om Martinus absolut ikke ønskede at gøre sig bemærket, så var han jo lige ved siden af os. Og naturligvis mærkede vi det. Det gav os en ganske særlig fornemmelse af tryghed. Medvirkende hertil var hans helt enestående evne til at indstille sig på ens eget niveau. Han var ikke "mesteren", han var meget snarere vores far. Han var aldrig nogen sinde forloren højtidelig, snarere tværtimod. Han var meget lattermild og uhøjtidelig, og når han i samtaler eller foredrag kom ind på at skulle forklare nogle større emner, så skete det ikke med en alvorlig patos, men med en levende, ihærdig og ivrig interesse for at få sine tilhørere til selv at forstå sammenhængen.

I begyndelsen føltes det lidt mærkeligt med denne ivrige og helt uhøjtidelige behandling af livets højeste problemer. Fra bøgerne havde man jo dannet sig et billede af "de vise" som væsener, der var præget af alvor og højtidelighed, belærende og mildt irettesættende. Derfor kunne det være overraskende at møde Martinus, der jo var optændt af et levende og meget intenst ønske om, at det var os selv, der skulle forstå det. Til stadighed pointerede han: I skal ikke tro det, fordi jeg siger det – I skal selv komme til at indse det – jeg viser jer blot vejen.

 

At have påtaget sig den opgave at bestyrke en hel menneskehed i, at religion ikke kun er noget man møder i kirker, templer og foreninger, men at det er her, nu og hver eneste dag, at det er skæbnebølger, reinkarnationsprincipper og talentkerner – det må ind imellem have været en næsten uløselig opgave. Men igennem en utrolig flid og ansvarsfølelse blev det, foredrag efter foredrag, artikel efter artikel og kapitel efter kapitel, iklædt sådanne ord og sætninger, at vi selv kunne begynde at gå noget af vejen.

Til mine unge tilhørere vil jeg sige, at selv om man ikke skal skære alle over én kam, så er det min erfaring, at der sker en ændring i ens indstilling til kosmologien, når man bliver ældre. Mens det i de unge år især er den "tekniske side" af verdensbilledet der fænger, så bliver det med alderen mere det enkle og ydmyge: "Du skal elske din næste," der fylder bevidstheden. Det er som om man, forpustet og begejstret efter i ungdommen at have beruset sig i udsigten fra de store åndelige højder, bevæger sig ind i dalen, ind i det daglige. Man føler helt ind i sin inderste kerne, at det er her i hverdagen, at kampen skal stå. Ikke en kamp for at overbevise andre om det store og rigtige i det, man har oplevet. Men en stille, streng kamp imod ens egne lavere naturer i forsøget på at være menneske. Hvis menneskene ville slække lidt på deres umulige kamp for at lave om på alle de andre og i stedet prøve at ændre sig selv, så blev missionen noget mere overskuelig. Men det er, som om nogen synes, at så er den heller ikke helt så interessant. Det er jo nok noget af det centrale i den jordmenneskelige problemkreds, at ydmyghed er så lidet agtet.

Når man med sin jordmenneskelige alen vil prøve at måle Martinus, så bliver resultatet en erkendelse af et menneske, der set i lyset af sin overvældende viden var uhyre ydmyg i al sin færd. Og det, der fylder en, er ikke passiv, næsegrus beundring, men en varm, inspirerende fornemmelse af at være blevet hjulpet på vej af en kærlig, ældre broder.

Martinus har i øvrigt omtalt Mogens Munch i Kosmos 1943, nr. 4.