Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Den store russiske forfatter Ivan Turgenjef skrev i sin livsaften en række små indblik, som han samlede under den noget misvisende overskrift: "Senilia". Nedenfor følger et af disse. Det præsenteres her i Kosmos, fordi det under den lidt mistrøstige overflade slår nogle toner an, der harmonerer godt med kosmologiens helhedssyn.

 

Vi sidder sammen i stuen, vi to – min hund og jeg. Derude hyler stormen.

Hunden sidder tæt foran mig; den ser mig lige i øjnene.

Også jeg ser den lige i øjnene. Det er, som om den vil sige noget. Den er stum, har intet mæle. Den forstår ikke sig selv, men jeg forstår den.

Jeg forstår, at vi begge, den og jeg, i dette øjeblik er behersket af den samme følelse, at der mellem os ikke består den mindste forskel. Vi er ganske ensartede væsener. I hver af os brænder den samme lille sitrende lue.

Døden iler os begge i møde med sit mægtige vingeslags kolde, klamme sus. Og alt er forbi!

Hvem måler da forskellen mellem hine sitrende luer, som brænder i os begge?

Nej! Det er ikke dyr og menneske, der ser hinanden i øjnene.

Det er to ensartede sjæle.

Ud af hvert af disse øjenpar taler klart og tydeligt den samme angstfulde trang til gensidig varme. I begges blik, i dyrets som i menneskets, bøjer det samme liv sig ængsteligt mod det andet.