Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Anni Larsen var gennem mange år afhængig af alkohol, men så lærte hun Martinus analyser at kende og forstod dermed baggrunden for det hele. Det hjalp hende til at stå imod og komme ud af misbruget.

 

Analyserne har givet mig kendskab til nogle principper og åndelige love, som jeg kan støtte mig til. Bl.a. forstår jeg nu langt bedre, hvad en last er, og hvorfor det ikke er nogen god ide at prøve "en gang til" med bare en enkelt genstand. Så, selv om det er svært, fristes jeg ikke mere, "falder ikke i", som jeg har gjort det flere gange, før jeg kendte til kosmologien. Nu forstår jeg jo, at der i en organisme, som igennem længere tid jævnligt har været udsat for et overdrevent forbrug af alkohol, efterhånden inkarnerer mikrovæsener, der ligefrem fordrer alkohol, og at det er dette, der føles som "unaturlig tørst". Analyserne lader mig således forstå, at unaturlige vaner dannes ved usunde "gentagelser", men også at sådanne vaner kan erstattes af eller udskiftes med naturlige vaner, som modsat dannes ved sunde "gentagelser". Ligeledes bliver jeg klar over, at der også er noget, der hedder tilbagevendende positive "skæbnebuer", hvad der yderligere virker stimulerende på mig i mine bestræbelser, så midt i ubehaget oplever jeg for første gang at sejre helt over mig selv. En virkelig befriende følelse, da den første svære tid var overstået. Og almindelig familie-selskabelighed o. lign. situationer klarer jeg nu bedst – (uden at jeg én eneste gang rører alkohol) – ved, at jeg tæller enhver sådan komsammen som netop min personlige "sejr". For hver sådan tilbagelagt (for mit vedkommende) "tør" komsammen har jeg jo fjernet mig endnu et lille stykke fra min uheldige tendens. – Og en skønne dag konstaterede jeg, at behovet ikke mere var der (hvad, jeg vil mene, var netop det, der på længere sigt var værd at arbejde henimod). Og i dag har jeg mere end ti alkoholfrie år bag mig. Noget, jeg er meget taknemmelig over – også selv om helt andre endnu sværere prøvelser fulgte.

Selv mener jeg, at det bedste middel mod "tilbagefald" har været dette, at jeg denne gang langt om længe ikke vaklede i min beslutning om ikke mere at ville bringe "næring" til omtalte unaturlige behov – hvad jeg afgjort kan takke kosmologien for, lykkedes på længere sigt. Det er en fantastisk hjælp at kunne støtte sig til Martinus forklaring om vore mikrovæseners beskaffenhed, foruden mulighed for ændring i disses kvalitet og indbyrdes sammensætning. Til hjælp tog jeg min egen fantasi og forestillede mig først mellemkosmos, nemlig hvorledes børn kan finde på at tigge bl.a. slik gentagne gange hos deres forældre, hvis der er chance for, at forældrene på et tidspunkt giver efter herfor, mens børn af mindre eftergivende forældre derimod hurtigere opgiver at tigge. Ved hjælp af analyserne forestillede jeg mig dernæst mine alkohol tiggende mikrovæsener, der blev klar over, at jeg – ligesom ved eksemplet med de ikke-eftergivende forældre – var nået frem til heller ikke at ville give efter for tiggeriet, og at disse mikrovæsener derfor lige så godt kunne indstille deres tiggeri helt. Endvidere forestillede jeg mig, at denne min anselige flok mikrovæsener, der hidtil havde nydt "godt" af min gavmilde udskænknings-tendens, og som efterhånden dominerede mig mere og mere, nu enten gik til grunde pga. mangel på alkohol (hvad der jo afgjort var ulykkeligt for disse, og meget beklageligt) – eller de indså, at jeg nu var blevet for kedelig at bebo og derfor søgte bort – eller også, at de lige så godt kunne tilpasse sig ændringen i min krop i form af den nu alkoholfri tilværelse. Og denne ændring i mine mikrovæseners indbyrdes sammensætning, dette mit livs bogstavelig talt nye indhold oplevedes så (af mig) som nævnte befriende "sejr".

 

 

Yderligere har det dulmet en del på min igennem årene sammensparede dårlige samvittighed (som kan være meget vanskelig at komme af med) at tænke på, at Martinus siger, at vi ikke kan handle ud fra erfaringer, vi endnu ikke har. Jeg måtte altså igennem det at slæbe rundt på en tyngende last i en del år, og hvad dermed fulgte. Dog ser jeg på ingen måde dette som en opfordring til på noget område bare at lade stå til, for Martinus gør jo samtidig oprigtigt klart, at vi alle er på vej videre, er under "udvikling" – og derfor netop på vej til at slippe vore laster. Også angående eventuel flovhed over et og andet i forbindelse med en last kan analyserne være en oprigtig og befriende hjælp, idet "vi alle må igennem vore fejltagelser – bare på forskellige tidspunkter".

Ved hjælp af analyserne og bønnen kan det nytte selv at gøre en indsats for at slippe (af med) tyngende "bagage".