Ældre Kosmos og Kontaktbreve

GAMLE ORD I NY BELYSNING:

 

 

En af de forunderlige ting, der er sket for mig, siden jeg lærte Martinus kosmologi at kende, er, at jeg har fundet gamle ord frem, som ellers aldrig har sagt mig noget.

Tilgive er et af disse ord. Jeg har altid vidst, hvad det vil sige at tilgive, og jeg har da også i mange tilfælde tilgivet, men jeg har aldrig været bevidst om denne proces. Det er bare noget, der er kommet efter et stykke tid – på samme måde som ting bliver små, når man er kommet langt nok væk fra dem. At man kan fjerne sig bevidst uden passivt at vente på tidens lægende virkning, er aldrig faldet mig ind før. Men det er en mulighed, det har jeg fundet ud af.

På den måde har Martinus kosmologi gjort mig bevidst om mange ting, som før var den rene bevidstløshed for mig. Når jeg tidligere kom ud i en depression, anede jeg aldrig, hvorfra den kom. Det ved jeg nu. Det er altid noget med ikke-tilgivelse. Ofte er det mig selv, jeg ikke kan tilgive, men det kan også være andre. I begge tilfælde kan jeg nu – måske lidt gammelklogt – se tilbage og sige, at jeg har været uretfærdig i min bedømmelse af situationen. Jeg har haft nogle forestillinger om mig selv eller andre, som ganske åbenbart ikke har været helt i kontakt med den faktiske virkelighed. Jeg har taget mig selv og min evne til at opfatte korrekt lidt for højtideligt. – Faktisk begynder situationen at tegne sig komisk, jeg må trække på smilebåndet – og så er der ikke langt til, at solen bryder frem, og depressionen forsvinder.

På den måde er et gammelt ord, som jeg aldrig før kunne drømme om at bruge – tilgive – blevet et livsnødvendigt ord for mig. Hver gang en depression nærmer sig, tænker jeg: Der er noget, du ikke har tilgivet, der er et område, hvor du har over- eller undervurderet. Du er kommet ud af takt med virkeligheden. Endnu engang er du flydt hen i ønsketænkning og dagdrømmerier.

På den måde har det gamle ord tilgivelse fået en renæssance. Det er blevet til et vigtigt diagnostisk kendemærke, et ord, som jeg bevidst hager mig fast til, for at kunne leve under en mental skyfri himmel i så lange perioder ad gangen som muligt.

Tilgivelse er Martinus sags kerne. På forsiden af dette blad Kosmos ser man et symbol med to store skæbnebuer, der mødes i et farveskift fra orange til gult. Dette farveskift symboliserer for mig min egen sags kerne. Jeg kan ikke se den mindste forskel på Martinus sag og min egen sag.

Et andet gammeldags ord, som jeg lige vil nævne her til sidst, er forsoning. Det hører også til de ord, som jeg aldrig tidligere har kunnet bruge til noget. Det kan jeg efter at have lært Martinus kosmologi at kende. Forsoning og tilgivelse hører for mig sammen. Hvor tilgivelse er et næsten matematisk udtryk for en kosmisk/kemisk proces, er forsoning selve processen. Den er de indre gradvise og næsten uforståelige følelser, som krydser hinanden. Den er den uforklarlige humor, som kommer ud af det, eller – for at vende tilbage til symbolet på forsiden – så er den den umærkelige og mystiske opgåen af to farver – orange og gult – i hinanden.

Om forsoningen kan man sige smukke ting: den er fornuftig, den er det eneste rigtige osv. Men forsoningen er og bliver et mysterium. Den er – hvis vi nu skal holde fast ved sammenligningen med en kemisk proces – de flotte krystaller, som til sidst kommer til syne på filtrérpapiret. Den er resultatet af de mange anstrengelser for at udvinde et usynligt salt af en fortyndet opløsning.

Og hvor mærkeligt er det så ikke, at alle anstrengelser er glemt, når krystallerne af sig selv kommer til syne? Man føler, at man har fået noget foræret. Et andet gammelt ord blinker nu til mig: nåde.

Hvor er det morsomt at være kosmisk kemiker! Selv når det ikke lykkes, så ved man dog, at det kan ske, når man først har haft heldet med sig én gang.

Ja, dette er en analyse, og det er en anden vigtig side af Martinus kosmologi. Analyse er jo et moderne ord, det siger nutidens mennesker mere end ord som tilgivelse, forsoning og nåde. Martinus fletter gerne gamle og slidte ord sammen med moderne begreber. Og vips! – De gamle ord bliver ikke bare forståelige, men også uundværlige.