Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Referat af Christine Cazas' tale på mindedagen i 1993.

 

Jeg er født i Frankrig og føler det som et privilegium at oversætte Martinus til fransk. I 1986 kom en ven til Paris og fortalte mig om kosmologien. Den følgende sommer rejste jeg til Danmark, hvor jeg traf Ole Therkelsen, som senere sendte mig artiklen "Gennem dødens port" og spurgte, om jeg kunne tænke mig at oversætte den til fransk. Jeg var jo kun amatør, men tænkte, at det kunne jeg da godt prøve. Han lærte mig siden at bruge en computer, og her i foråret rejste han så til Paris, holdt foredrag og solgte de bøger, der i mellemtiden var blevet oversat.

De franske oversættelser bliver til i en gruppe, og man kan virkelig tale om samarbejde, idet der læses korrektur, den ene gang efter den anden. Vi bruger masser af tid på at diskutere og forbedre. Den første artikel, der blev oversat, var som sagt "Gennem dødens port". Titlen er et godt eksempel på de problemer, vi dagligt møder. På dansk hedder det jo "gennem" dødens port. Det går ikke på fransk, det er stilistisk umuligt, så vi kom frem til, at den bedste løsning var: Les portes de la mort (dødens porte). De andre bøger, som nu er oversat og trykt, er Le destin de l'humanité (Menneskehedens skæbne), De la naissance de ma mission (Omkring min missions fødsel), L'alimentation idéale (Den ideelle føde) og Le mystère de la prière (Bønnens mysterium).

Lige nu er vi i gang med Livets Bog 1, og jeg har prøveoversat halvdelen. Ja, nu håber jeg ikke, det kommer til at tage 7 år, som nogen siger, men det kan godt være, for det er et kæmpestort arbejde. Man kan blive ved med at ændre på teksten, men på et eller andet tidspunkt må man jo sige stop, nu må det være færdigt. Der vil nok komme folk til senere, som kan gøre det bedre. Men indtil videre er det bare godt, at det kommer ud.

Det er som sagt et privilegium at oversætte.

For det første må man hele tiden tvivle på sig selv, hele tiden anspore sig selv til at gøre det bedre. Det er en god træning af én selv, rent arbejdsmæssigt.

For det andet, og det er nok det mest taknemmelige, så sker der det, at når man oversætter og tager ord for ord, mening for mening, så er det jo en vældig fin teknik til at fordybe sig i teksten. Det er virkelig en udmærket måde at komme til forståelse af, hvad der egentligt står.

For det tredje har vi fundet ud af, at det sværeste – 90 procent af opgaven – består i at finde ud af, om man nu virkeligt også har forstået teksten korrekt. Der findes meget mellem linierne, og jeg har opdaget, at hver gang jeg læser min franske tekst og synes, at sproget virker kunstigt, eller noget ikke lyder rigtigt, så betyder det næsten altid, at der er et eller andet, jeg har misforstået. Og selvfølgelig bliver det ikke lettere, når man på forhånd ved, at man ikke kan være sikker på, at man har forstået det 100 procent. Det er faktisk mere sandsynligt, at man ikke har forstået det helt rigtigt. Så det er virkelig lidt af et eventyr, man begiver sig ud på som oversætter. Man kommer jo ikke uden om selv at skulle tage stilling og sige, at her tror jeg, Martinus mener det eller det. Der er ikke andet at gøre, end at forsøge at oversætte så godt som muligt, så loyalt som muligt, ud fra den antagelse. Derfor vil der sikkert også kommer andre, som har forstået det bedre og kan oversætte bedre.

Endelig er det naturligvis inspirerende at tænke på, at man oversætter for fransktalende, der hverken forstår dansk eller svensk, og som har behov for at lære kosmologien at kende. Det er en vældig impulsgivende kraft, at kunne være til nytte for disse mennesker.

Da jeg var færdig med min første oversættelse, satte jeg mig til at læse den, som om jeg var en ganske almindelig franskmand. Da opdagede jeg, at selv om det jo var mig, der havde lavet den, så forstod jeg bedre den franske version end den danske. Det gik ind på en helt anden måde, og jeg forstod, at det her drejede sig om ubevidste processer, som automatisk går i gang, når man læser sit eget modersmål. Det var en ganske besynderlig oplevelse.