Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Den menneskeverden vi lever i, består af nogle milliarder kønsvæsener. Vi indgår i en verdensbefolkning af mænd og kvinder. Og i kraft af vor psykiske og biologiske kønstilstand er vi hver især fundamentalt afhængige af det modsatte køn.

Fra fødsel til død oplever vi individuelt en række vidt forskellige kønsforhold, som giver vort liv den fornødne kontrast og spænding, f.eks. forholdet mellem søn og moder, mellem datter og fader og naturligvis mest intenst vort forhold til den udkårne, som vi elsker og gerne vil leve livet sammen med. Men også en plejemoder, en farfar, en lærer, en kollega, en rejsekammerat eller blot en fjern god ven kan bidrage afgørende til at stimulere vor tilværelse på en sådan måde, at det bagvedliggende fundament for vor kønsmæssige fremtræden og væren sættes i bevægelse, ændres og højnes.

Takket være den livgivende kontrast mellem kønnene kan vi i det hele taget længes efter en højere tilstand, opleve et fremadskridende liv, udvikle os frem til at blive andet og mere end kønsvæsener. Med vor kønstilstand som velsignet udgangspunkt kan vi skridt for skridt nå frem til at blive mennesker i en højere forstand.

– – –

Martinus kosmiske analyser viser os, at vor kønstilstand ændres ganske langsomt gennem mange inkarnationer, idet der i vort væsens inderste er begyndt at tildannes en fundamental egenkontrast, som gradvis mindsker vor kontrastrnæssige afhængighed til kønsvæsener af modsat køn. Det modsatte køns egenskaber er begyndt at vokse frem som en udlignende faktor i vort eget væsen, en "modsat pol" er begyndt at udfolde sig i vort intellekt. Der tildannes her lidt efter lidt impulser eller tilskyndelser, som vi tidligere kun kunne modtage indirekte, nemlig som resultat af vor nærmere tilknytning til det modsatte køn uden for os selv.

Den tryghed og sikkerhed, som en kvinde tidligere kun har kunnet modtage udefra ved at være knyttet til en mand, der kunne fungere som forsørger og beskytter, begynder nu at blive mærkbar som en evne i hendes eget væsen, således at hun mere selvstændigt og selvansvarligt kan sørge for tryghed og sikkerhed såvel over for sig selv som over for andre. – Den indfølingsevne og psykiske varme, som en mand tidligere kun i tilknytning til en kvinde har kunnet sole sig i og styrke sig ved, optræder nu som en begyndende evne i hans eget væsen, således at han ikke mere i et og alt betragter kvinden som et nødvendigt tilbehør til sig selv som mand, men som et absolut selvstændigt individ, der på basis af sin voksende modsatte pol bliver i stand til at samleve med en mand på en helt anden måde end nogensinde tidligere: kammeratligt, intellektuelt, i udvidet vekselvirkning.

Denne gradvise tilstands forandring foranlediger i begyndelsen utallige problemer mennesker imellem. Dels er det sådan, at menneskene oftest endnu ikke selv er klar over, hvad der egentlig sker i deres inderste. De fortsætter derfor endnu en vis tid med at føle, tænke og handle ud fra en traditionel eller nedarvet kønstilstand, som de egentlig allerede er på vej ud af i deres inderste. Dels er det sådan, at menneskene nok bliver mere bevidste om, hvad der foregår inde i dem selv, men dog endnu ikke er i stand til at gennemskue deres foranderlige tilstand så godt, at de kan styre deres liv forholdsvis problemløst. Og endelig: når menneskenes evne til at gennemskue deres egen tilstand efterhånden afklares mere og mere, føres de af skæbnen ofte sammen med mennesker, der endnu ikke er afklarede i samme grad og derfor kan blive en smertefuld udfordring for den mere afklarede part. Her kan møjsommelig optrænet tolerance, livsforståelse og næstekærlighed blive stillet på prøve og lide sviende nederlag, som dog stimulerer vor modsatte pol til yderligere vækst, yderligere mental afbalancering, yderligere egenkontrast.

Efterhånden vil menneskene blive vidende om, hvad der i livets mange forskellige situationer egentlig foregår i deres væsensnatur. Deres nye indsigt skyldes, at de igennem en række sviende nederlag vækkes til endnu dybere opmærksomhed på deres eget livs tale, hvis budskaber de efterhånden vil kunne følge tilbage til rødderne, til det levende udgangspunkt i deres eget mentale inderste. Her fører gentagne nederlag og påfølgende selvjusteringer frem til en mere stabil sjælelig balance, som til sidst ikke mere vil kunne rokkes nævneværdigt ved at blive stillet på prøve. Til sidst når vi frem til en dobbeltpolet tilstand, der forener vore maskuline og feminine egenskaber i en højere væsensnatur, der ikke mere er kønspræget. Først da fremstår vi som færdige mennesker.

– – –

For den som endnu ikke har føling med sin voksende modsatte pol, kan Martinus kosmiske analyser om polforvandlingen synes ganske uforståelige og uacceptable. Hvordan skal det kunne gå til, at en mand ikke mere er en mand, og en kvinde ikke mere er en kvinde? Er kontrasten kønnene imellem ikke trods alt en naturlig og uforanderlig drivkraft, der aldrig vil kunne ophæves? Hvordan skal mænd og kvinder kunne blive til såkaldte "færdige mennesker" uden bevarelse af den velsignede kønskontrast, som de selv er fremgået af igennem udviklingshistorien? Hvad er det for et spændings- og kontrastløst menneskesamfund, der må opstå dér, hvor kønnenes stærke og farverige kontraster udvandes og går i opløsning?

Det er rigtigt, at den kønstypiske mentale kontrast mellem mand og kvinde formindskes i takt med, at den modsatte pol gør sig gældende i intellektet hos hver især. Men det betyder i virkeligheden ikke, at der sker en formindskelse af kontrastmulighederne mænd og kvinder imellem, tværtimod. Kontrastmulighederne udvides. Nye evner og interesseområder vokser frem hos hver især. Men den, som endnu ikke er begyndt selv at få føling med sin modsatte pol, vil ikke så let kunne glæde sig over udvidede kontraster hos modparten. Dennes udvidede interesseområder vil på en måde sætte den kønstypiske kontrast i skygge, hvilket af den anden part fornemmes som unaturlig og utilfredsstillende i samme grad, som den pågældende part på grund af sin faktiske tilstand er udelukket fra at indgå ligeværdigt i det udvidede kontrastforhold parterne imellem – eller måske i misforstået angst for at miste en væsentlig del af sig selv modsætter sig den kontrastudvidelse af sin egen indreverden, som et positivt forhold til den udvidede partner af modsat køn ville kunne bidrage til.

To samlivspartnere af modsat køn, der begge er begyndt at få føling med den modsatte pol i deres intellekt, vil derimod kunne glæde sig over den voksende rigdom af kontraster i deres samliv og deres respektive interesseområder. Interesseområderne er måske ikke altid de samme hos hver af parterne. Men begge parter kan finde spænding og gensidig berigelse i at opleve hinanden som individuelle væsener, der trods forskelle og eventuelle konfrontationer bøjer sig ind mod hinanden og derved lægger grunden til en udvidet samlivsform, der frasiger sig gensidig undertrykkelse og pression.

Selv om kønslivet eller den seksuelle kontakt sådanne parter imellem til tider kan komme til at stå i skyggen af deres intellektuelle vekselvirkning, er kønskontrasten ikke på forhånd dømt til på kort sigt at blive et offer for den modsatte pols fremvækst. Kønskontrasten mennesker imellem har endnu en lang fremtid. Kønskontrastens varmende sol kan en vis tid være henvist til at fortsætte sin eksistens i ubemærkethed bag intellektualitetens kølende skydække. Men intellektualitetens fortsatte vækst og efterfølgende modning indebærer på længere sigt, at skydækket atter spredes og at den genopdukkende kønskontrast kommer i balance med de nu mere afklarede intellektuelle kontraster.

Således vil samlivet kønnene imellem få en ny dimension. De "ulykkelige ægteskabers zone" vil kunne overvindes, uden at kønskontrasten og den gensidige glæde over denne kontrast sættes over styr. At den kønstypiske kontrast på længere sigt vil afgå en "naturlig død", skal ikke få os til at tro, at det vil være naturligt i god tid at vende sig bort fra denne belivende kontrast.

– – –

 

I en fjernere fremtid vil ethvert menneske opleve en højintellektuel fase, i hvilken kontrastloven naturligt inspirerer individet til at elske væsener af samme køn som det selv repræsenterer, dvs. at mænd føler sig seksuelt draget mod mænd, og at kvinder føler sig seksuelt draget mod kvinder. Denne højintellektuelle fase i det seksuelle samliv er ikke identisk med vor tids såkaldte homoseksualitet. Vi må ikke glemme, at førnævnte højintellektuelle væsener er næsten færdigudviklede som dobbeltpolede mennesker og derfor ikke i nutidig forstand kan betegnes som "mænd" og "kvinder". Den intellektuelle og psykiske kontrast i kærlighedsudvekslingen mellem to sådanne "mænd" eller to sådanne "kvinder" er meget stor og afføder begyndende ekstatiske lykkefornemmelser. Sådanne "mænd" kan naturligvis omgås tilsvarende "kvinder" i udpræget harmoni og balance, om end de to "køn" i denne højintellektuelle fase ikke føler sig seksuelt tiltrukket af hinanden i form af intim kærtegnsudveksling.

Når sådanne tilnærmelsesvis dobbeltpolede "mænd" og "kvinder" slutteligt oplever den "store fødsel" og dermed fremtræder som færdige mennesker i Guds billede og efter Guds lignelse, vil kontrastforholdet individerne imellem fuldendes sådan, at de færdige væsener indbyrdes vil føle sig seksuelt draget mod hinanden uanset "køn", dvs. uanset hvilket rent ydre kønspræg de hver for sig endnu måtte have.

Kontrastudvekslingen i det seksuelle samvær mennesker imellem ophæves altså ikke, fordi menneskene ikke mere fremtræder som kønsvæsener og følgelig bliver ens med hensyn til deres iboende seksuelle struktur og deres iboende mentale spændvidde. Når den maskuline pol og den feminine pol i kraft af den "store fødsel" smelter sammen i et menneskes bevidsthed, træder kontrastoplevelsen i et sådant menneske ind i en højere dimension, idet mennesket bliver totalt ét med Gud. Dermed rykker forholdet mellem Gud og individet så stærkt frem i dagsbevidstheden hos den "nyfødte", at dette forhold overstråler alt andet.

Et fuldkomment menneske vil i ethvert menneske, som det møder på sin vej, opleve tilstedeværelsen af Gud selv. At opleve på denne måde vil ikke mere være baseret på dyb overbevisning og levende forestillingsevne alene, men være egentlig baseret på en nyfødt organisk evne til at opleve Gud som virkelighed. Denne nye virkelighed oplever det færdige menneske ikke kun i mødet med sin lige, men også i mødet med dyr, planter og mineraler. Den levende Gud træder frem i alle ting og forbliver nærværende. Dermed er kontrastoplevelsen i individets forhold til alle levende væsener, til omverdenen og alle dens detaljer blevet uforlignelig.

– – –

Det færdige menneskes evne til kontrastoplevelse er ganske vist højt hævet over den tilstand, vi mennesker af i dag befinder os i. Ikke desto mindre kan denne fjerne virkelighed – nedtransformeret og iklædt kosmiske analyser – berøre vor nuværende forestillingsevne på en sådan måde, at vi kan komme til at se vor nuværende tilværelse med andre øjne end førhen – med et blik, der lyser af fornyet tro, håb og kærlighed.